Persondata
Født: 10/06-1877 i Kirkeby, Hoptrup sogn.
Død: 11/03-1954 i Hoptrup
Uddannelse:
Erhverv: Landmand
Bopæl:
Hustru: Christine Paulsen
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af landmand Jens Mortensen Busk og hustru Martha Magdalene f. Lüdiksen.
Militær løbebane før krigen
Grenadier Regiment Graf Kleist. L Westpr. Nr. 6, 5. Komp. i Posen, fra 1899-1901.
Militær løbebane under krigen
Indtrådt: 02/08-1914 til Flensborg
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet:
Tyske tabsliste:
Efter krigen (hvis oplysningerne kendes)
Medlem af Hoptrup afdeling af DSK
Landmand i Hoptrup sogn
Kilder
Personregister Hoptrup, fødte 1877. Link.
Kirkebog Hoptrup, døde 1954. Link.
Publikationer
Busk, Morten: DSK Årbøger, 43/1942, 95/1945, 89/1946, 48/1949, 35/1950
DSK Årbøger, 1955. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer
Fotos
–
Arkiv.dk: Hoptrup Kirkeby, den 20. Febr. 1946. Morten Busk.
En tyk Streg under.
Jeg er født den 10. Juni 1877 i Kirkeby, Hoptrup Sogn, paa en Landejendom, som jeg overtog den 1. Maj 1905 efter mine Forældre. Jeg giftede mig med min Kusine, Christine Paulsen fra Løjt, og vi har to raske Drenge. Den ældste er 39 Aar, er gift og har overtaget Ejendommen. Den yngste er 32 Aar og bor hos os i et pænt Hus tæt derved, som jeg købte 1918. Han har en Lastbilforretning. Jeg aftjente min Værnepligt ved Grenadier Regiment Graf Kleist. L Westpr. Nr. 6, 5. Komp. i Posen, fra 1899-1901. Den 2. Aug. 1914 blev jeg indkaldt til Krigen ved Landst. I Bat. Flensborg III og laa først i Haderslev ved Vagttjeneste, senere paa Aarø og ved Grænsevagten i Gram. l Marts 1915 blev vi forflyttet til Fangelejren i Parchim, vistnok fordi vore Hjemmetyskere ikke kunde taale os Danskere ved Grænsevagten. Vi talte for meget med de danske Grænsebetjente, og det var farligt. Den 1. Maj 1915 kom vi til Galizien til Etapetjeneste ved den tyske Sydarme. Vi var der indtil 1. Febr. 1917. Der havde jeg en Oplevelse, som jeg gerne vilde fortælle lidt om, det er om “den dicken Strich”.
Min Kone havde sendt en Ansøgning ind om at faa mig hjem paa Orlov, og det blev og- saa bevilget. Jeg blev saa en Dag kaldt op til Feldwebelen paa Skrivestuen, hvor han fortal- te mig, at jeg kunde rejse hjem paa Orlov, men han vilde gerne bede mig om en Ting, at jeg vilde love ham bestemt at komme igen og ikke stikke af til Danmark. De ved jo nok, sagde han, at det er Lov, at alle, som rejser og skal Nord for Flensborg, skal have en telegrafisk Underskrift fra Landraaden, at de ikke er “fluchtverdachtig”. Det kan De ikke naa at faa inden Orlovstoget gaar, og derfor har jeg saa selv givet Dem Lov til at rejse, og hvis De ikke kommer igen, saa kan det koste mig min Stilling som Bureaufeldwebel, og derfor beder jeg Dem om at komme rettidig igen; thi, sagde han, “Sie sind ja ein Däne” (De er jo Dansker). Jeg sagde nej, jeg er preussisk Statsborger. Ja, sagde han, men “dänisch gesinnt” (dansksindet). Det har jeg vidst ikke bevist i min Tjeneste. Nej, tværtimod, sagde han, men der er “ein dicker Strich unter Ihrem Namen”. Jeg blev helt overrasket og sagde, om jeg maatte spørge Hr. Feldwebel, hvem der havde givet Ordre til at strege mit Navn under paa mine Militærpapirer. Ja, sagde han, jeg maa jo ikke sige noget, men det var kommen fra Myndighederne derhjemme. Jeg lovede ham paa Tro og Love, at jeg nok skulde komme igen. Han gav mig saa mine Orlovspapirer. og jeg kunde rejse. Jeg kunde ikke godt glemme den Ondskab af Hjemmetyskerne. først at sørge for, at faa os tvunget i Krigen, og saa derefter at blive stemplet som “fluchtverdächtig” af dem. Et Par Dage efter, at jeg var kommet hjem paa Orlov, kom der et Brev til mig om at tegne tysk “Kriegsanleihe”, som selvfølgelig havnede i Ilden. Da min Orlov var omme, kom jeg igen og meldte mig paa Skrivestuen, og saa var Feldwebelen til, freds. Min Kone havde herefter ikke saa let ved at faa en Ansøg- ning underskrevet, vistnok, fordi jeg ikke vilde tegne “Kriegsanleihe”, Ondskab igen. Om- kring 1. Februar 1917 (119) rejste vi fra Galizien og kom til Stade og var ogsaa en Maa- nedstid ved Fangelejren i Güstrow og til sidst i Hamborg. I Marts 1918 blev jeg tildelt 11, Komp. Landst. I Regiment 37 i Rumænien, hvor jeg var til Krigens Slutning. Jeg kom hjem til mine Kære i Hoptrup den 8. Jan. 1919, efter at have gjort Krigen med i 4½ Aar. Jeg troede, at Dannebrog havde været hejst hist og her, da vi kom hjem til Sønderjylland, men det var ikke saa vidt endnu.
Det varede ikke saa længe, saa fik jeg to Flagstænger sat ved begge Ejendomme, saa at de var færdige, til Afstemningsdagen kom. Men der gik omtrent et helt Aar, inden Dagen oprandt, men da var Sønderjylland ogsaa klædt i rødt og hvidt, og det var et herligt Syn at se. Paa Grund af den stærke Regn og Storm, som det var den Dag, blev alle Flag godt af- prøvede. Min hjemmetyske Nabo vilde jo ogsaa hejse sit tyske Flag i Dagens Anledning, men da det var kommet godt til Tops, knækkede den øverste Del af Stangen, og Snoren brast. Det tyske Flag fløj over Laden og havnede nede paa hans Mødding, til stor Morskab for os Danske i Byen. Jeg sagde til ham, at det var et Tegn paa, at Danskerne skulde nok gaa af med Sejren, efter at hans tyske Flag var faldet ned paa Møddingen. Jeg har ellers ikke sparet ved at vise mit Sindelag og lade vort skønne Flag gaa til Tops. Mine kæreste Oplevelser var Genforeningen og nu sidste Aar den tyske Kapitulation. Gudskelov, Dan- mark er igen frit.