Andersen, Christian Peter (1886-1964)

Persondata
Født: 20/04-1886 i Rødding
Død: 24/11-1964 i Rødding
Uddannelse: Tømrer
Erhverv:
Bopæl: Rødding
Hustru: gift 12/03-1909 med Helene Marie Christine f. Svenson.
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af snedker Anders Petersen Andresen og hustru Jakobine f. Schmidt

Militær løbebane før krigen
1906 til 1908 ved Pionerbataljon nr. 16 i Metz

Militær løbebane under krigen
Indtrådt: august 1914
Udtrådt: november 1918
Enhed(er):
Rang: Unteroffizier (korporal)
Såret: lettere såret i 1918
Udmærkelser:
Andet:

Tyske tabsliste: 08/08-1918 Utffz. Andersen, Christian, 20.4., Rödding, Hadersleben, leicht verwundet.

Efter krigen
Tømrermester og brandkaptajn i Rødding, Vinkelvej.

Kilder
Personregister Rødding, fødte 1886. Link.
Kirkebog Rødding, døde 1964. Link.
Alfabetiske lister Rødding 1886: Link.

Publikationer
Link til slægtsside.
DSK Årbøger 1965. Side 68-69.
Arkiv.dk: Andersen, Christian Peter, 1886-1964, Rødding. Tømrermester og brandkaptajn

Fotos

Se kommentar 20. marts 2021.

Hejmdal 9. december 1915. Hjemme på Orlov. Bygningshåndværker Christian Andersen fra Rødding, der siden krigens begyndelse har tjent som infanterist ved Vestfronten og er dekoreret med jernkorset.

DSK Årbøger 1965. Side 68-69: ”En soldats erindringer fra den første verdenskrig.”

Min almindelige værnepligt aftjente jeg fra 1906 til 1908 ved Pionerbataljon nr. 16 i Metz og blev derfor – straks, da krigen udbrød i 1914, indkaldt. Jeg gav møde i Metz, og vi blev straks iklædt.

Kort efter rykkede vi i felten.
Vi deltog i kampene ved Nancy mellem Maas og Mosel, indtog fortet Camp de Romain, kom med i kampene ved St. Michel, senere ved Cambrai, i Præsteskoven og Fresnes, indtil vi landede i Champagnen. Under alle disse kampe var jeg blevet forfremmet til korporal.

Efter den første tids voldsomme kampe og opslidende marchture kom der lidt ro over fronterne, og man begyndte at sende folk hjem på orlov. Jeg hørte til de første i Vort kompagni, der fik orlov. Dagen efter min hjemkomst blev jeg dog arresteret og ført bort af soldater med opplantet bajonet. Sagen var den, at jeg i toget havde blandet mig i en samtale, som to meget tysksindede mænd førte med hinanden. De talte om, hvilke kolossale fremskridt de tyske hære havde gjort; men da jeg vidste besked om, at det var gået tilbage igen, protesterede jeg. Min anholdelse endte med, at min orlov blev afbrudt, jeg blev sendt til fronten og degraderet.

Jeg kan dog indskyde, at efter krigen ville de to angivere have ansættelse ved postvæsenet. De måtte dog sammen med mig give møde hos amtsforstanderen. Han tog bestemt ikke godt imod dem. Jeg ville nu ikke tage hævn og krævede derfor ingen gengældelse.

Forresten kom jeg da også senere på orlov, men jeg havde lært at holde mund med det, jeg vidste, og senere avancerede jeg igen til korporal.

Under krigen blev jeg også udtaget til en minekaster-afdeling, og efter at uddannelsen var til ende, blev vi indsat ved Reims og senere ved Combres-højene, Under et gasangreb fik jeg mit syn beskadiget. Jeg blev blind og førtes til et lazaret i Maubeuge, derfra videre til Strassbourg. Lykkeligvis fik jeg dog synet tilbage, og da jeg blev sendt til Lützenburg, var krigen ved at være slut.

Jeg oplevede revolutionen i Halle an der Saale og i Hamborg og nåede langt om længe hjem.

Chr. Andersen, (Vinkelvej 1 a), Rødding.

Et tipoldebarn af Christian Peter Andersen fortæller, at der i familien fortælles følgende histrorier:

  1. historie: Da Christian Peter Andersen var på orlov og på vej hjem i toget, var der sket et udbrud af skarlagensfeber i hjemmet. Det blev derfor besluttet han at han skulle tilbage til fronten, så der stod soldater ved togstationen og hans hus og ventede på ham, men hans mor gik til det forrige stoppested og hentede ham der og tog ham med hjem, hvor de sneg sig ind af bagdøren. Senere gik hun ud og spurgte soldaten hvad han lavede? Han svarede at han ventede på Christian Peter Andersen for han skulle sendes tilbage til fronten. Hun svarede, at han havde været hjemme længe. Derfor blev han ikke sendt til fronten, heldigvis, da alle hans kamerater fra Rødding, som var i samme regiment, døde under det slag der blev kæmpet imens han var på orlov. Det reddede nok hans liv. (Det var enten ved Somme eller Verdun).
  2. historie: Under eller efter anden verdenskrig, hvor Rødding højskole blev besøgt af en klasse hvor eleverne havde sort hud, fortalte Christian Peter Andersen at han var bange og ikke brød sig om mennesker med mørk hud, fordi man under første verdenskrig ikke kunne se dem om natten, når de sneg sig rundt, kun deres hvide tænder når de smilede. Nogle af hans kammerater havde fået skåret halsen over af dem. Den uge de var på besøg, forlod han ikke sit hus.
Hejmdal 25. november 1919

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918