Justesen, Hans Jensen (1886-1978)

Hans Jensen Justesen (1886-1978) fotograferet mellem 1915-1918. Original i privateje, marts 2020.

Persondata
Født: 14/08-1886, Holm, Nordborg Sogn.
Død: 21/10-1978, Holm, Nordborg Sogn.
Uddannelse:
Erhverv: Landwirthschaftlicher Knecht (i 1906).
Soldat og Dräneuermeister (i marts 1915).
Bopæl: Holm, Nordborg sogn.
Hustru: Gift ved Kriegs-Nottrauung den 18/03-1915 med Marie Witte (1893-1964).
Børn (før krigsafslutningen): 7 børn (heraf 1 født 1915 og resten født 1919-1927).

Andet: Søn af smedemester Justus Jensen Justesen og Mette Margrethe Schnell. Bror til Jens Heinrich Justesen (1881-1916) og Heinrich Justesen (1892-1957).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet: Hans Jensen Justesen mødte på session i 1906, 1907 og 1908. De første 2 gange blev værnepligten udsat 1 år. 1908 blev han vurderet egnes til ”Ersatz-Reserve-Infanterie”. Det er ikke angivet hvor og hvornår en evt. værnepligt er aftjent.

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 1914.
Udtrådt:
Enhed(er): Landwehr-Infanterie-Regiment 75, 10. kompagni (i februar 1915).
Maj 1915 til primo 1918 ved Landwehr-Infanterie-Regiment 78, 8. kompagni.
I marts 1918 til MG-Instandsetzungswerkstatt 4 (4. Armé)
Fra slutningen af maj 1918 ved Landwehr-Infanterie-Regiment 78, 8. kompagni (Kilde: omtale af adresseændring, Hejmdal 02/05-1918).
Rang: Ersatz-Reservist. Fra maj 1918 Gefreiter.
Såret: Opført som let såret i kampene 10. og 11. februar 1915. (Kilde: ”Verlustlisten”, dateret 03/03-1915).
Udmærkelser: Jernkorset af 2. klasse.
Andet: –

Efter krigen
Nævnes 1921 og 1925 som Drainmester og Dræningsmester.
Marie og Hans Justesen boede Møllegade 78 i Holm, Nordborg sogn.

Medlem af DSK Nordborg afdeling (Kilde: Hejmdal 04/05-1950).

Kilder
Fødselsbiregister, Nordborg, RAA. (Eksternt link, marts 2020).

Alfabetiske lister (= lægdsruller), Sønderborg Landråd, årgang 1886, Holm, Rigsarkivet. (Eksternt link, marts 2020).

Vielsesbiregister, Nordborg, RAA. (Eksternt link, marts 2020).

Kirkebog, viede, Nordborg sogn, RAA. (Eksternt link, marts 2020).

Folketælling 01/02-1921, Holm sogn (nu Nordborg sogn), Holm. Rigsarkivet.

Folketælling 05/11-1925, Holm sogn (nu Nordborg sogn), Holm. Rigsarkivet.

Gravsten, Nordborg sogns kirkegård, 2008.

Oplysninger indsendt til Sønderborg Slot, marts 2020, herunder oplysninger ifølge følgende:

Feltpost 20/05-1915, 16/09-1916, 30/11-1916, 13/02-1918, 26/03-1918, 16/04-1918 (I privateje, 2020).

Feltpost til Hejmdal, 13/03-1918 og 27/05-1918, RAA.

Verlustlisten, 03/03-1915.

Publikationer
Hejmdal (dateret 02/05-1918) ang. adresseændring maj 1918.

Artikel, ” Kammerat, fortæl! Forskellige Oplevelser fra Krigen 1914-18” ved Fr. Andresen (se Peter Friedrich Andresen (1884-1967), DSK Årbog, 1960.
Link til Årbøger: https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/dsk-dansksindede-soenderjyske-krigsdeltagere/

Uddrag fra Hejmdal:
Hans Jensen Justesen har skrevet en række hilsner fra felten i Hejmdal, hvoraf den ene beskriver mødet med Friedrich Andresen ved Vestfronten.

Hejmdal 13/12-1915:
”Vestfronten, den 5. December 1915
Kære ”Hejmdal”!

Hermed min bedste Tak for Bladet, som jeg daglig modtager og som jeg med Glæde læser, især de mange Hilsener fra Nordslesvigere i Øst og Vest. Også en Tak til alle Venner og Bekendte derhjemme for Breve og Pakker, der bliver mig tilsendt.

Nu nærmer den Tid sig atter, da vi står foran Julefesten. Hvad det vil sige at holde Jul herude, ved jeg fra sidste Aar, da jeg opholdt mig ved Østfronten. Da havde vi begge Juledagene nok at gøre med at holde Russerne fra Livet. Senere kom det store Vinterslag, hvor jeg blev saaret og kom tilbage til Lasarettet i Dirschau og derfra til Hamborg.

Den 13. Maj gik det atter til Fronten, men denne Gang mod Vest. Først kørte vi gennem det skønne Belgien til Ypern, hvor vi kun blev i to Dage. Derpaa gik det atter med Banen ned til La Bassée i Nærheden af Arras. Det var i den Tid, da Englænderne gjorde Forsøg paa at gennembryde vor Linje. Det var haarde Dage, og mange Kammerater blev derude. Saa gik det atter mod Nord, og siden den Tid har vi haft det temmelig godt. Her, hvor vi nu er, har vi en god Stilling. Kun har Englænderne engang forsøgt at ryge os ud, men det mislykkedes. Nu har vi en Tid lang haft Ro, da vi ligger i Reserve. Vi har været i Lille og set paa Stadsen der. Vi var ogsaa i Kinematografteater. Desuden fik hver Mand af Kompagniet 50 Penning til Øl.

Men nu gaar det atter i Skyttegraven til det gamle Arbejde. Der er jo altid nok at gøre med at holde den i Stand. Sandsækkene bliver jo gamle og raadne af Regn og Slud. Men nu faar vi Risfletninger i Stedet for. Sidste Gang vi var i Skyttegraven, havde vi det Held at skyde et Par Høns, men det var paa den Side af Graven, der vender mod Fjenden, saa vi først kunde hente dem om Aftenen. Den Dag blev lang for os, da vi, tre Kammerater og jeg havde gjort os fortrolige med Tanken om en god Hønsesuppe. Vi fik dem saa hentede om Aftenen. Den næste Morgen gjorde vi dem i Stand og kom dem i Gryden, det vil sige, i en Konservedaase.

Omsider kom de saa paa Bordet, det vil sige, et Bræt med et Par Pæle under. Hønsene var gode, men Suppen manglede noget, hvad det var, ved jeg ikke. Det er dog meget bedre, naar man faar Hønsesuppe hos Moder.

Mange Hilsener og Ønsket om en glædelig Jul til alle Venner derhjemme i Nordslesvig fra
Hans Justesen fra Holm på Als.

Hejmdal 01/04-1916:
Frankrig, den 26. Marts 1916.
Kære ”Hejmdal”!

Hermed min bedste Tak for Bladet, som jeg daglig modtager, især en Tak til Christen Jørgensen i Holmskov paa Als som lader mig det tilsende. Da jeg har modtaget Smør fra Holm Mejeri, overbringer jeg ogsaa herved min Tak til alle Interessenter. En Hilsen og Tak til alle Venner og Bekendte, som har sendt mig Pakker og Hilsener.

Nu er det jo et helt Aar siden, jeg kom til Frankrig. Da kom vi to undertegnede Alsinger sammen herned. Efter at vi ikke havde set hinanden i ti Maaneder, fik jeg forleden Dag, da vi var i første Linje, Besøg af min Ven, der også laa i første Linje her. Da havde jeg første Gang efter ti Maaneders Forløb atter Lejlighed til at tale Dansk. Vi har det begge to godt og er ved Sundhed.

Mange Hilsener til alle Kære derhjemme og i Fronten.
Friedrich Andresen fra Nordborg og Hans Justesen fra Holm paa Als.

Hejmdal 23/10-1916:
”De bedste Hilsener og Tanker sendes alle Kære derhjemme og i Felten fra tre Alsinger, som er truffen sammen.
Christian Duus og Hans Justesen fra Holm og Hermann Hynermund fra Nordborg.”

Hejmdal 22/10-1916:
Frankrig, den 16, Dec. 1916.
Hermed en venlig Hilsen og Ønsket om en glædelig Jul til alle Kære derhjemme og ude ved Fronten.
Chr. Duus og Hans Justesen fra Holm ved Nordborg.

Fotos
Soldaterfoto. Original i privateje. Scanning indsendt til Sønderborg Slot, marts 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918