Persondata
Født: 19/03-1894, Stenderup, Toftlund Sogn
Død: 23/02-1984, Stenderup, Toftlund Sogn
Uddannelse: –
Erhverv: Landmand
Bopæl: Stenderup
Hustru: Jensine Pauline Beck
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: –

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed: –
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed(er): Infanterie-Regiment „von Manstein“ (Schleswigsches) Nr. 84
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Link til krigsfangekort

Tabslister: Johannsen, Michel, Stenderup, Hadersleben, IR 41, 10.12.1915 vermisst, 17.6.1916 bisher vermisst, in Gefangenschaft.

Michael Johansen havde 3 brødre Anders Johansen (1883-1950), Marius Johansen (1895-) og Nis Thomsen Johansen (1887-1917), der alle var med i 1. verdenskrig. Faderen Jørgen Johansen og moderen Kristine Georgine havde ejendommen Skovsbjergvej 6. Den lå ganske tæt på skolen i Stenderup. Den næstældste søn Nis fik umiddelbart før krigens udbrud skøde på barndomshjemmet, hvor forældrene blev boende.

Efter endt uddannelse i Husum kom han med et reserveregiment til Østfronten. Under kampe i Galizien blev han taget til fange af russerne den 9.november 1915.

Michael var meget nært knyttet til sin bror Marius. De var i samme regiment. I juni 1916 blev Michael Johansen meldt savnet. Senere fik forældrene besked på, at sønnen var i russisk fangenskab. De hørte imidlertid ikke fra ham, og da krigen var forbi, kom der heller ingen livstegn. Først i oktober 1920 kom Michael Johansen hjem Forældrene havde da ikke hørt fra ham i 3½ år, og de havde opgivet håbet om at få ham hjem igen.

50 år efter krigen fortalte Michael Johansen i et avisinterview:

” Vi kunne høre, russerne nærmede sig. De skød voldsomt, så det var med at holde sig godt dækket i skyttegraven. I et stille øjeblik skulle jeg dog lige se, hvad der foregik. Men det eneste jeg kunne få øje på var en russer, der stod og pegede på mig med sit gevær!  Der var ikke meget andet at gøre end at følge med. Først marcherede vi i tre dage mod øst og derefter kom vi med jernbanen til Midtsibirien. Vi blev anbragt i en stor krigsfangelejr i Omsk.

Der var alle mulige slags folkeslag samlet i denne lejr. De første 6-7 måneder mærkede jeg ikke ret meget til noget som helst, for jeg var angrebet af tyfus og lå på lazarettet i al den tid. Der var mange, der blev ramt af sygdommen, men de fleste kom over det. Og det på trods af, at der ikke var ret meget at helbrede med, og forholdene var dårlige. Efterhånden som helbredet begyndte at vende tilbage, skulle vi arbejde med forskellige ting rundt om i lejren. Den indre krise i Rusland, der endte med revolutionen i 1917, ændrede fangernes kår i mange henseender. De blev nu helt afskåret fra omverdenen, idet alle jernbaner blev sprængt i luften. Men samtidig kom den såkaldte Røde garde til lejren, og soldaterne fik meget friere forhold til at leve under. På denne tid startede der en udveksling med madvarer med byen Obdorsk ved Ishavet. ”

Michael Johansen fortæller, at han meldte sig frivilligt til dette arbejde, der foregik om bord på skibe. De sejlede op ad floden Ob med madvarer til befolkningen, der boede ved Ishavet. På tilbagevejen havde de fisk med til fangerne i lejren.

Efter et par år blev forholdene strengere igen. Da kom Den Hvide garde til lejren. Den Røde Garde blev fordrevet og opsynet med fangerne blev skærpet en del.

”Først i 1920 var jeg hjemme igen, men det skete ikke uden vanskeligheder. Vi var ca. 300 mand, der blev sendt hjem med den samme invalidetransport, og vi skulle omtuskes – ombyttes – med russiske fanger, der havde været vestpå. Vi kørte med toget til den finske grænse og blev transporteret videre med skib til Stettin. Her fik vi vores løn udbetalt. Vi fik 33 Pfennig pr. dag, så det var helt gode beløb, der vankede. Uniformerne slap vi også af med, og vi blev aflusede. Nu gik det videre med tog imod Danmark. Vi tænkte ikke på meget andet end på at komme hjem.

Sønderjylland var jo i mellemtiden blevet stemt hjem til Danmark, så det skulle blive dejligt at leve under helt frie forhold igen. Og det blev det!”

Michael Johansen kom hjem til Stenderup, og han overtog i 1924 ejendommen som broderen Nis egentlig havde købt af forældrene. Han blev gift med Jensine Pauline Beck og fik børnene Jørgen, Anne Christine og Inge.

Efter krigen
Medlem af DSK Toftlund afdeling.

Kilder
–

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos
–