Persondata
Født: 22/01-1886, Iller, Broager sogn
Død: 20/08-1940 i Sønderborg
Uddannelse: –
Erhverv: Overmontør
Bopæl: Finsensgade 7, Sønderborg
Børn (før krigsafslutningen): Gift 05/06-1921
Andet: Søn af arbejder Jes Peter Johannsen og hustru Anna Bothilde f. Andersen.
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed: –
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed(er: Kolonitropper. Schutztruppen, Tysk-Østafrika
Rang: –
Krigsskueplads: Østafrika
Såret: –
Fangenskab: Ægypten
Udmærkelser: Jernkors 1. og 2. Klasse
Andet: Krigsfange i Afrika. Link til Krigsfangekort.
Opført i “Verlustlisten” (dateret 27/07-1918): Johannsen, Hans, Iller-Broacker, Schutztruppen, Deutsch-Ostafrika. In englische Gefangenschaft in Dasessalam.
Efter krigen
Bor i Torup, Svenstrup sogn, i 1921 og arbejder ved telegrafvæsenet.
Medlem af DSK Sønderborg afdeling : 1937 Link til DSK.
Kilder
Personregister Broager, fødte 1886. Link.
Personregister Sønderborg 1940 nr. 183: overmontør Hans Johannsen, boende Finsensgade 7 i Sønderborg, var gift med efterlevende Marie Charlotte Johannsen f. Lauritzen, født i Iller, Broager sogn den 22/01-1886, søn af arbejder Jes Peter Johannsen og Anna Bothilde Johannsen f. Andersen, er afgået ved døden den 20/08-1940 i Sønderborg.
Publikationer:
Jespersen, Mikkel Leth m.fl.: ”Drømmen om Afrika.” Katalog for udstilling om Sønderjyderne og de tyske kolonier. Aabenraa 2017.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika (1938)
Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962).
Jacobsen, Nis: Under Dannebrog til Tysk Østafrika og Indien.” Link til straarupnet.dk
DSK Årbøger 1957 side 84-85.
Beskyttelses tropper for Tysk-Østafrika. Link til Wikipedia
1. Verdenskrig i Østafrika. Link til Wikipedia.
Blokade skibet Rubens/Kronborg og Marie.
Fotos
Foto fra DSK medlemskort på Rigsarkivet.
Kolding Social-Demokrat 7. maj 1918. I fangenskab.
En søn af arbejdsmand Jes Johansen i Iller, der allerede i flere år havde været ved Tele- fontjenesten i Broager, gik kort før Krigen til Telegraflednings Tjenesten i Østafrika. Da Forældrene ikke havde hørt noget Ira ham siden Krigens Begyndelse, frygtede de for, at han var falden. Nu er der imidlertid eller næsten 4 Aars Forløb ifl. »A T.« indtruffet den Efterretning, at han er falden i engelsk Fangenskab.
Nis Kock skriver i ”Sønderjyder forsvarer Østafrika”:
”Men dette, at vi nu har Penge mellem Fingrene, er naturligvis et vældigt Plus for os som Krigsfanger, thi hos Hans Johansen, der bred og kraftig residerer bag Disken i Kantinen, iført sine private Bukser, kan vi næsten købe alt det, vi ønsker. Vi har nu Raad til at sige Nej til Englændernes uappetitlige Hestebønner. Ogsaa Alkohol skaffer Hans Johansen til sine nærmeste Venner, om det ønskes. Det tilladte Kvantum til Officererne kommer altid ind i Lejren, men da den er temmelig kostbar, bliver den langtfra altid aftaget.
Maa jeg fortælle lidt om Hans Johansen. Før krigen blev han ansat ved Telegrafvæsenet i Østafrika. Første Gang vi mødtes var, da Peter Hansen og jeg vendte tilbage til Tanga fra vort Rekreationsophold i Usambarabjergene. Hans havde forlængst erfaret, at „Kronborg”s Besætning omtrent udelukkende bestod af Sønderjyder. Pludselig en Dag hørte vi fra Verandaen af Fru Machers Hotel en kraftig Røst i vort sønderjydske Modersmaal: Goddaw, Landsmænd, kom her ind og faa en Wisky-Soda med. Bekendtskabet var hurtigt indledet, og vi havde en fornøjelig Aften Sammen.
Næste Gang, vi saa hinanden, var i Begyndelsen af 1917 paa Safari fra Rufidjifloden ned til Livale. Da fandt jeg ham liggende svært nedbrudt af Sortvandsfeber, denne frygtelige Sygdom, som saa godt som ingen overlevede. I Tankerne tog jeg da Afsked med ham for sidste Gang. Men Feberen fik alligevel ikke Bugt med hans ualmindelig kraftige Konstitution, og efter udstaaet Sygdom kunde han atter vende tilbage til sit Kompagni. Dog omtrent et Aar senere blev han igen alvorlig syg, og denne Gang af Tyfus; han blev ladt tilbage i Nærheden af den portugisiske Grænse, hvor han blev taget til Fange af Englænderne, og i Fangelejren i Dar es Salam traf vi atter sammen.
I Lejren kom Hans Johansen ud for en alvorlig Forskrækkelse paa Grund af en Tildragelse, der laa halvandet Aar tilbage i Tiden. Det var paa et Tidspunkt, da Kampene rasede i Nærheden af Rufidjifloden. Hans Johansen var sendt ud af sit Kompagni som Fører af en større Kamppatroulje. Denne havde til Opgave paa egen Haand og i en Periode paa 10—14 Dage ad Gangen al strejfe omkring og dukke op, hvor Fjenden mindst anede det, skabe Forvirring, og iøvrigt hindre Englænderne i en alt for hurtig Fremrykning. Patrouljen stødte da paa en anden tysk Afdeling, der blev haardt trængt af større engelske Styrker, og den tyske Afdelingsfører bad Hans Johansen om at yde ham Hjælp og foretage en omgaaende Bevægelse og gribe Englænderne an bag fra.
Omsider opdagede de Englænderne et Stykke borte mellem Træerne, tog Stilling og indledede Kampen mod dem. En kort Stund blev Skydningen besvaret, men tog efterhaanden mere og mere af. Omsider bød Hans Johansen sine Folk storme og blev derved hurtig klar over, at deres Modstandere var selve den engelske Stab, som laa bagved Forbindingspladsen. Føreren, en engelsk Major samt Lægen laa begge dræbte, og i Live var endnu kun en Løjtnant, som Askarieme allerede havde taget til Fange.
Da Hans Johansen naaede hen til Askarieme, sloges to af dem om Løjtnantens Værdigenstande, han gjorde derfor kort Proces og tog disse Ting til sig. Den fangne engelske Officer førte de med sig. da de omsider vendte tilbage til deres Afdeling, der paa det Tidspunkt ogsaa laa i Kamp med engelske Stridskræfter. Kamppatroiiljen blev omgaaende puttet ind mellem de næsten altid talmæssigt underlegne Tyskere.
Først Dagen efter Tilbagekomsten fik Hans Johansen Lejlighed til at aflevere den engelske Officers Værdigenstande, men denne var allerede løsladt og vendt tilbage mod, at han havde afgivet sit Æresord paa, at han under denne Krig ikke mere vilde kæmpe mod Tyskland.
Og mellem de engelske Officerer, der havde Opsynet i Fangelejren i Dar es Salam, havde Hans Johansen øjeblikkelig genkendt den engelske Officer, han havde taget til Fange ved Rufidjifloden, og hvis Værdigenstande han havde taget til sig. Der blev fortalt, at netop den paagældende Officer flere Gange var gaaet en Rundgang gennem alle Telte, og havde taget hver enkelt Fange i Øjesyn, som om han søgte en bestemt Person blandt Fangerne. Hans Johansen blev, da han hørte dette, meget ilde berørt; hvad vilde der ske, hvis han blev genkendt? Vilde man tro ham, naar han fortalte, at han Dagen efter havde afleveret Officerens Værdigenstande?
Vi raadede ham til at skille sig af med sit Fuldskæg og holde sig saa meget som muligt i Baggrunden. Dette gjorde han og blev heller ikke genkendt, men han aandede først lettet op, da vi omsider kom om Bord paa det engelske Transportskib „Britton”.
Og nu er vi altsaa atter sammen her i Ægypten. ”