Senest ændret den 8. april 2025 15:05

Persondata
Født: 28/06 1895 i Arrild
Død:
Uddannelse:
Erhverv: Skovløber i Lindet skovdistrikt
Bopæl: Arnum
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet:

Militær løbebane før krigen
–

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Krigsfange i Rusland. Link til krigsfangekort.

Tyske tabsliste: Jörgensen, Theodor, 28.6.95, Arrild, Schleswig, 15.2.1917 in Gefangenschaft.

Efter krigen
–

Kilder
Nis Lildholdt nævner ham. Link til PDF
Link til slægtsside.
Folketælling Højrup 1925 Link
Folketælling Højrup 1930 Link
Jørgensen, Theodor: “Tysk soldat 1915-1921 de sidste år i fangenskab.” Link

Publikationer
Haase, Ingolf: “Sønderjyske krigsfanger i Rusland 1914-18”, Lokalhistorisk Forening & Arkiv for gl. Tønder kommune. 2020.

Fotos
–

Hejmdal 23. september 1921.
Hjem fra russisk fangenskab.
Nis Lildholts kammerat, Th. Jørgensen fra Gaansager, beretter om sine oplevelser.

Den unge sønderjyde Theodor Jørgensen, søn af enke Margrethe Jørgensen, Gaansager, der blev taget til fange sammen med Nis Lildholt under kampene i januar 1917 i Rumænien, har sendt os en lille skildring af sine oplevelser, hvoraf vi gengiver et uddrag.

Under kampene om bjerget ved Okno, blev Jørgensen såret, inden han faldt i fangenskab, men han blev dog tvunget sammen med sine fangne kammerater, efter at have ligget i sneen hele eftermiddagen uden hjælp, til at gå en strækning på 6 kilometer, før han blev forbunden. Hen på natten blev han ført til lazarettet i Okno. Undervejs hertil blev alle ejendele stjålet fra ham.

Jørgensen lå på lazarettet i 14 dage og førtes derefter med lazarettog mod nord til Czernowits, hvor han efter 6 ugers forløb atter var rask. Nu gik turen til fods til grænsen og videre med toget til Kiew og Danitza. Her i denne frygtelige lejr blev Jørgensen på ny syg som følge af sit sår, og da det sjælden nyttede noget at henvende sig til Tjekken, der passede på dem, sneg han sig en nat ved 4-tiden ud af hulen og holdt sig skjult, indtil dagen brød frem, så han privat kunne søge lægen. Denne, der var en tysk-østrigere, fritog ham for arbejde med at sortere de gamle uniformer, ved hvilket arbejde som bekendt Nis Lildholt også var beskæftiget.

Jørgensen indlagdes på en Barak for let syge, hvor han blev indtil transporten afgik, over Pensa og Saratow sydpå til de kirgisiske stepper. Fangerne sendtes herfra ud til de russiske bønder, og Jørgensen kom helt ud til en by på grænsen af den astrakanske ørken, 90 km fra banens endestation.

Efter at have været med til at fejre russisk påsken en uges tid, blev han sendt ca. 35 km uden for byen. Der blev arbejdet næsten døgnet igennem, og der gik flere måneder, før han kom ind til byen.

Om efteråret blev han flyttet til en 12 km vestligere beliggende by, hvor han arbejdede på en gård vinteren igennem. Russerne har ingen stald til kvæget, der går under fri himmel. Pladsen er blot indhegnet med et højt dige, og der tages ikke hensyn til, om det sner eller regner.

Næste forår blev han fårehyrde ude på stepperne sammen med Kalmukkere, en art kinesere. Dette hyrdearbejde havde han indtil foråret 1919, da han fik arbejde på en stor dampmølle, en af de største i Rusland. Her fik han tjeneste som herskabskusk, og det gik helt godt, idet han her kom sammen med tyskere og østrigere., som han kunne tale med.

I sommer kom så meddelelsen om, at fangerne kunne komme med en transport fra Rovorossijsk. Her traf han atter Nis Lildholt, og de to sønderjyder sluttede sig sammen og foretog hjemrejsen fra lejren i Bayern i fællesskab. Th. Jørgensen nåede hjem til Gaansager den 27. august.