Giftgas blev for første gang anvendt i større stil af tyskerne den 22. april 1915 ved Ieper (Ypres) på vestfronten, skønt det var forbudt ifølge Haager landkrigskonventionen. Virkningen var stor, da de franske tropper blev grebet af panik og forlod deres skyttegrave. Men muligheden blev ikke fulgt tilstrækkeligt op af tyskerne, og fra efteråret tog også briter og franskmænd dødelige krigsgasser i brug.

I begyndelsen blev gassen blæst ud af beholdere og med vinden ført til de fjendtlige stillinger. Men denne metode var farlig for angriberne selv, hvis vinden vendte, og desuden kunne forsvarerne se gasskyen nærme sig, nå at tage forholdsregler og anlægge de beskyttelsesmasker, der hurtigt blev en del af soldaterudrustningen.

De første gasmasker var primitive, vædede klædepuder med tilhørende beskyttelsesbriller, men i september 1915 indførte tyskerne som de første en tætsiddende helansigtsmaske af gummi med udskiftelige kulfiltre.

I juli 1916 gik briterne over til at skyde gassen frem i granater, hvorved overraskelsesmomentet blev større. Sideløbende hermed skete der en udvikling med andre og farligere gasarter. Farligst var sennepsgassen, der trængte ind gennem huden og som tyskerne første gang benyttede i juli 1917.

Krigsgasser dræbte ca. 20.000 og skadede ca. 500.000 soldater på vestfronten. Krigsgassernes virkning på østfronten er ikke kendt.