Løjtnant af reserven Johs. Andresen, delingsfører ved 7.kompagni regiment 84 (IR84)

Natten 9-10 september 1914. Tilbagetoget bag floden Aisne og kampene ved Ferme de Colombe og syd for Chemin des Dames.

Hvis man i dag tænker hændelserne den 9. september igennem, så kunne man næsten sige, at hele dagen bød på den ene overraskelse efter den anden. I den tro, at vi var armé-reserve langt bagude, gik vi om aftenen den 8. september til ro. Næste morgen vækkede kanon-torden os, og snart var vi midt i kampen. For første gang skulle vi forsvare vor stilling. Englænderne hentede sig ganske vist blodige hoveder, men alligevel tiltrådte vi om aftenen tilbagetoget.
Hvad kunne der være sket?

Frigørelse fra fjenden?! Ind til nu havde vore bestræbelsen været at blive ved fjenden, og endelig ikke  tabe følingen med fjenden. Skønt vi endnu ikke forstod meningen med tilbagetoget, så følte vi dog, at der et eller andet sted måtte være indtrådt et afgørende omslag. Letsårede og fodsyge søgte kørelejlighed for ikke at tabe forbin-delsen med deres enhed.

7. kompagni rykkede fra sin stilling nord for Montreuil over l’Hôpital-Ferme til vejen La Sablonnière-Villers de Vaste for igen at forenes med bataljonen. Dér skulle der ventes. Artilleri og bagage rykkede forbi, hver plads på køretøjerne var besat. Så kom infan-teriet, og endelig også II bataljon fra regiment 84. Lydløst drog enhederne forbi i trykket stemning, efter vellykket slag tilbage ad ukendte veje mod et ukendt mål.

I Gandelu blev der om natten holdt hvil og uddelt kaffe. 7. kompagni gjorde holdt på gaden. Man smed sig, hvor man lige stod. Vi lå i rendestenen og på fortovet eller sad på trappestenene rundt omkring. Undervejs havde jeg erfaret, at en deling, som fra 5. kompagni om morgenen var udsendt som fremrykket forpost under ledelse af Offizier-Stellvertreter Clausen, min fætter, endnu ikke var vendt tilbage  til kompagniet.

Hvilet i Gandelu benyttede jeg derfor til at eftersøge den savnede. Ingen kunne give mig oplysninger. Snart gik det videre. Hele tiden blev der marcheret. Hvorhen?

Om formiddagen kom vi gennem Neuilly-St.-Front. Var vi ikke for nøjagtig 8 dage siden marcheret her igennem i modsat retning? Gaderne var proppet med artilleri, kolonner, infanteri, så det næppe var til at komme igennem. Endelig lykkedes det os over stok og sten at bane os vej.

Da vi nord for byen besteg højdedraget til Chouy, stirrede kanoner- nes strenge munding os i møde, i en roemark tilhøjre og venstre for vejen gravede infanteri skyttegrave ud. På mit spørgsmål fortalte en Offizier-Stellvertreter mig, at det var en opsamlings- og afværge-stilling for III Korps. Fjenden fulgte altså umiddelbart efter os.

Bag Chouy, jeg tror ved Villers le Petit, blev der holdt hvil og ud- leveret mad fra feltkøkkenerne. Hvis jeg husker ret, så har vi ledt efter levnedsmidler i Villers, men kun fundet en lille, rund  ost, der, skømt den ikke var helt moden, blev stukket ind til kogegrejerne. Igen gik det videre. I Tigny skulle vi gå i bivuak. Men marchen fortsatte, og i mørket  ankom vi til  Chateau  Buzancy, hvor vi slog vore telte op i parken.

Natten forløb roligt. Den næste morgen steg vi meget tidligt ned ad Septmonts skråninger. En landskabeligt set herlig dal tog imod os. Nord for Septmonts var opstigningen temmelig stejl. På højsletten nord for Carrière l’Evêque Ferme blev bataljonen spredt. Der kom ordre til, at vi skulle grave os ned. Den stenede jord gjorde arbejdet overordentlig vanskeligt. Med de få eksisterende spader (til at lette oppakningen var disse for størstedelen gået tabt) varede det meget længe, før end blot dækning for liggende skytter var lavet. En lettel- se var det derfor, da arbejdet blev afbrudt og kompagniet trukket tilbage.

Jeg fik ordre til med min deling at overtage sikringen af vejen ved Carrière l’Evêque Ferme. Vi blev ikke angrebet af modstanderen. Vi så kun en fjendtlig kavalleri-patrulje og blev nogle gange beskudt af det fjendtlige artilleri. Begyndende regnvejr bidrog ikke til at gøre stillingen behagelig.
Sent om aftenen blev vi trukket tilbage til bataljonen og blev stående på bivuakpladsen i regn og mudder. Ved midnat fortsatte vi tilbage-toget.

Ved daggry var vi endelig nået til floden Aisne, som kun var 4 km fra vor sidste stilling,  og som vi med mange standsninger overskred. På den anden bred bøjede vi af mod øst og nåede om middagen højder- ne nord for Fort de Condé. En brakmark blev vor bivuakplads. Leret klæbede til uniformen, og fødderne var ikke til at få med. Der var halm til rådighed, men det måtte hentes langt borte. Det var en skrækkelig nat.