Den gotiske udfordring

Senest ændret den 29. marts 2024 20:18

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et postkort dateret 6. juni 1915.
Postkortet skrevet af Johannes Hansen til en onkel, P. B. Petersen., der ligeledes er indkaldt i juni 1915.

Opdateret 29/03-2024:  Det er nu lykkedes at identificere afsenderen af postkortet som Johannes Hansen (1895-1975) fra Brede sogn.

Postkort med foto af Johannes Hansen (1895-1975). Kortet er dateret 6, juni 1915. Original er i privateje 2024.
Postkort skrevet af Johannes Hansen (1895-1975). Kortet er dateret 6, juni 1915. Original er i privateje 2024.

11 tanker om “Den gotiske udfordring”

  1. Feldpostkarte
    Soldatenheim
    E.-Res.84 Rekr.-Dep.
    Segeberg 7.6.15 8-9 V

    An Ers. Res. P. B. Petersen
    9. Comp. 3. Batl.
    Landw. Inf. Regt. Nr. 75
    Feldpostexpedition der 11.
    Landw. Divission / Osten

    Abs: Mus. Hansen Johs. 1. Rekr. Depot
    3. Abt. 3. Korporalschaft Segeberg den 6/6
    Ers. 84
    Kære Onkel! Mange tusind Tak for dit
    Brev som jeg modtog med Glæde, min
    Adr er 3. Korporalschaft, 3. Abt. Ikke
    som du skrev 5-6 Korp. Men jeg
    fik det dog. Her er mit Billede du kan
    se at det er en gammel Trøje, men du kan se
    det ligner mig. Lev vel og skriv snart.
    Med venlig Hilsen fra Johannes Hansen
    Nu er det strengere her end før Lev vel.

  2. Til Hanne C. Christensen og Preben T. Clausen

    Hermed en udredning omkring postkortets afsender, Johannes Hansen (JH), og dets modtager, hans onkel P. B. Petersen (PBP) i ugens gotiske udfordring.

    JH bliver født i Borg (tysk: Borrig) i Brede Sogn 20/10-1895. Hans forældre er gårdejer Michael Hansen og Anne Cicilie, født Petersen. Moderen er født i 1864 som den ældste i en søskendeflok på 11 børn. Den yngste af børnene er PBP, Peter Bjerrum Petersen, se hele familiens familietavle / gruppeskema på hjemmesiden troelswinther.dk: https://troelswinther.dk/getperson.php?personID=I35242&tree=TW1.

    Vedr. JH’s krigsdeltagelse henvises til Alfabetiske Lister 1895, Tondern Landrat og til Sønderjysk Lægdsrulle 1920, Lægd nr. 203, Brede:
    https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=49160771
    https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=84605424.

    I Verlustlisten.de dateret 20/07-1915 / 10/01-1916 / 24/11-1916 meddeles, at JH er vermisst / gefangen /verwundet.

    JH dør 17/08-1975 og ligger begravet på Løgumkloster Kirkegård med sin hustru og en søn:
    https://dk-gravsten.dk/kirkeg/kg_foto.php.

    Vedr. PBP’s militære løbebane før krigen henvises til Alfabetiske Lister 1885, Tondern Landrat:
    https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=49154559.

    Ved at søge i Folketællingerne og andre kilder kan man helt sikkert finde flere oplysninger om Johannes Hansen og hans familie.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

  3. Til Hanne C. Christensen og Preben T. Clausen

    PS.
    Peter Bjerrum Petersen har allerede sin personside.

    I henhold til Mindebladet bliver han indkaldt til krigstjeneste 17/08-1914.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

  4. Til Andreas Jacobsen.
    Godt fundet, Andreas, så kan det også lade sig gøre at identificere afsenderen:
    Johannes Hansen er født 20/10-1895 i Borg i Brede sogn. Faderen er Michael Hansen, født 04/02-1861 i Løgumkloster,
    moderen er Anna Cicilie f. Petersen, født 28/09-1864 i Borg, Brede sogn. Hun er datter af Niels Endrup Petersen og Offel Marie Petersen, og er den ældste i en børneflok på 11, hvor den yngste er Peter Bjerrum Petersen, født 17/05-1885.

    Johannes Hansen møder på session i 1915. Han udskrives til infanteriet og møder ved Ersatz-Batl. / I.R. 84 den 13/05-1915.
    Han har således været indkaldt i godt 3 uger, da han skriver til onklen.
    (https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=19857976#262567,49160771)

  5. Til Andreas Jacobsen.
    Jeg opdagede ikke tidligt i morges at du allerede havde været der, men når to uafhængigt af hinanden får det samme resultat, må det jo øge sandsynligheden for at det er rigtigt 🙂

    Der er en “Unstimmigkeit” i angivelserne i Verlustlisten, som gør, at jeg har kigget efter, om der skulle være en anden Johannes Hansen fra Borg, og det er der faktisk.
    Pr. 279, 20/07-1915, Fr 86: Vermisst
    Pr. 425, 10/01-1916, FR 86: Gefangen (rettelse)
    Pr. 693,24/11-1916, Ir 184: Schwer verwundet
    Det kan jo ikke ret godt passe, at en soldat 1½ år efter tilfangetagelse er blev hårdt såret. Der må være tale om to soldater med samme navn og fødested.
    Den anden er født 08/02-1884, søn af husbesidder Hans Andersen Hansen og Amalie f. Hansen. Han blev ved session i 1906 udskrevet til infanteriet og mødte ved IR 60 den 12/11-1906.
    En oplagt forvekslingsmulighed. Hvem af dem blev taget til fange og hvem blev såret?
    Der er i Flensborg Avis den 20/05-1915 en pinsehilsen fra vestfronten til hjemstavnen bl.a. fra Johannes Hansen, Borg. Det må være den ældre af de to. Den yngre var ikke nået til fronten endnu.

  6. Endnu en gang tak til I to ihærdige efterforskere. Jeg er selv født og opvokset i Borg. Jeg tænker min bedstemor nok var forlovet med Peter Bjerrum Petersen, før han faldt i krigen. (Iflg. et billede vi har, samt en nogle postkort.)
    Ingen af de to Johannes Hansen er på listen over krigsdeltagere.
    Det bør de vel komme.

  7. Til Hanne C. Christensen og Preben T. Clausen

    Efter “overlappende” omstændigheder lykkedes det samstemmende at identificere postkortets afsender (JH 95).
    At der i kølvandet er dukket en anden, ældre Johannes Hansen op fra Borg (JH 84), er Preben’s fortjeneste, et resultat af min uopmærksomhed og vore fælles bestræbelser på at sætte navne og ansigter på så mange sønderjyske krigsdeltagere som muligt.

    Hvem af de to blev taget til fange og hvem blev såret?
    Mit svar er, at JH 95 blev såret og JH 84 blev taget til fange. Det vil jeg så redegøre for i det følgende.

    1. JH 95 skriver sit postkort til Peter Bjerrum Petersen den 6. Juni 1915 under sin rekrut-uddannelse ved Ersatz-Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84 i Segeberg nord for Hamburg.

    2. På samme tid er det slesvigske Füsilier-Regiment Nr. 86 (FR86) engageret i voldsomme ildkampe mod franskmændene ved Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. På den “sorte søndag” den 6. Juni falder her flere sønderjyder end på nogen anden dag i Den Store Krig.
    Regimentets tabsliste for kampene fra ca. 1. Juni til 16. Juni omfatter 223 døde, 569 sårede og 845 savnede soldater, hvoraf franskmændene angiveligt har taget ca. 250 til fange.
    Den 17. Juni går regimentet i hvilestilling bag fronten.

    3. De tyske tabslister indeholder meddelelser om, hvad der hændte på slagmarkerne, oftest for 3-6 uger siden. I Verlustlisten dateret 20. Juli 1915 meddeles således, at en Johannes Hansen fra Borrig, Tondern og tilhørende FR86, 9. Kompagnie er savnet (“vermisst”):
    https://des.genealogy.net/search/show/338574.
    Denne savnede sønderjyde kan ikke være andre end JH 84, da JH 95 ikke kan “nå” at afslutte sin rekrut-uddannelse, blive sendt til Vestfronten og tildelt et nyt regiment i tiden fra den 6. Juni til den 17. Juni 1915.

    4. I Verlustlisten dateret 10. Januar1916 meddeles, at en Johannes Hansen fra Borrig tilhørende FR86 er taget til fange (“bisher vermisst, Gefgsch.”):
    https://des.genealogy.net/search/show/1716686.
    Igen må der være tale om JH 84.

    5. I Verlustlisten dateret 24. November 1916 meddeles, at en Gefreiter Johannes Hansen fra Borrig, Tondern tilhørende Infanterie-Regiment Nr. 184, 9. Kompagnie, er blevet hårdt såret (“schwer verwundet”):
    https://des.genealogy.net/search/show/5154936.
    Denne sårede soldat må være JH 95.

    6. En Johannes Hansen i Nørre Vollum, Brede Sogn er optaget på Invalidenævnets “Navneregister til I-akter”, løbenr. 4181.
    Ved Folketællingen den 5. November 1925 boede landmand JH 95 med sin hustru og et barn i Nørre Vollum, Brede Sogn.

    7. En Johs. Hansen fra Regiment nr. 86/9 er fransk fange i Aurillac-lejren i Frankrig. Det fremgår af Krigsfangekontorets og International Røde Kors’s fangekort med tilhørende bilag / referencer:
    https://cs.rigsarkivet.dk/picture/view-values/276435?picture_series_id=1207&selectedTab=33&page=142
    https://grandeguerre.icrc.org/en/File/Details/2707569/1/2/.
    Igen må der være tale om JH 84, som kommer hjem til København den 31. Marts 1919 ombord på ØK’s S/S Thomas.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

    1. Er der skrevet noget om en kriger fra 1914-1918 Asmus Lorenzen Mommark. Han var vist i Frankrig.

      1. Til Svend Erik Christensen.

        Tak for din kommentar.

        En af vore frivillige arbejder pt. med at oprette personsider for krigsdeltagere med tilknytning til Lysabild sogn, som en anden frivillig har fundet oplysningerne til. Så han dukker muligvis op på siden i løbet af et par måneder.

        Når det så er sagt, så er der ikke meget at gå efter i din kommentar. Ved du hvor og hvornår han er født og død? Det vil hjælpe de frivillige meget at få disse basisoplysninger, da det så er nemmere at identificere personen og finde oplysninger.

        Med venlig hilsen
        Hanne C. Christensen
        Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *