Tak for jeres kommentarer og supplerende oplysninger

Der har de sidste par uger været indsendt flere kommentarer med bl.a. supplerende oplysninger til eksisterende personsider. Tak for det.

På grund af flere årsager, herunder generel travlhed og arbejdsfordelingen blandt de frivillige  samt evt. sygdom, bliver kommentarer ikke altid besvaret, men “arbejdet af” efterhånden.
Kommentarerne bliver stående under hver personside og vil blive indarbejdet i personsiden efterhånden som de frivillige når dertil.
Nogle kommentarer og supplerende oplysninger kræver desuden en del tid at gennemgå og evt. finde supplerende oplysninger dertil.

Der er pt. 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med forskellige opgaver, herunder at redigere eksisterende og oprette nye personsider på baggrund af indsendelser til Sønderborg Slot og/eller de øvrige frivilliges bidrag.
Der er i perioder mellem 3 og 10 aktive frivillige, der arbejder med at transskribere kilder, gennemgå supplerende kilder af meget forskellig art og med at finde oplysninger om krigsdeltagere, der derefter samles til personsider.
Pt. arbejder de frivillige primært med at færdiggøre igangværende del-projekter i forbindelse med krigsdeltagere, der endnu ikke har fået en personside.
Se evt. siden “Om” for at se, hvem der er frivillig.

Vær opmærksom på, at længere supplerende oplysninger om den enkelte krigsdeltager eller dennes slægtninge – herunder personskemaer med oplysninger om krigsdeltagere, hvortil der pt. ikke er oprettet personsider – med fordel kan indsendes via mail til undertegnede.
Jo flere præcise oplysninger om f.eks. krigsdeltagerens navn, fødselsdato, dødsdato og stednavne, der indsendes – jo nemmere er det for de frivillige at arbejde videre på en evt. personside.
Se siden “Indsend oplysninger“ for, hvordan du bedst indsender oplysninger.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Under gravearbejde ved Verdun i Frankrig er man stødt på liget af en falden tysk soldat. Soldatens identifikationsmærke (“hundetegn”) var delvist bevaret. Ved hjælp af dette er det lykkedes at identificere den faldne som sønderjyden

Erik Petersen Skøtt (1895-1916) fra Gl. Haderslev.

Han blev meldt savnet den 21. juni 1916 ved Verdun.

Erik Petersen Skøtt gjorde krigstjeneste i Reserve-Jäger-Bataillon Nr. 2, 3. Kompagni.

Erik Petersen Skøtt havde ikke selv direkte efterkommere, men havde fem søskende, nemlig:

Lauritz Petersen Skøtt (1885-1957)

Peter Petersen Skøtt (1887-1974)

Cathrine Dorthea Skøtt (1890-1977)

Anna Kirstine Skøtt (1892-1964)

Marius Petersen Skøtt (1898-1965)

Skulle der være efterkommere til Erik Petersen Skøtts søskende, der ønsker at vide mere, kan de kontakte bestyrelsesmedlem i Den sønderjyske Fonds Mindelegat, Allan Emilussen, på e-mail alem(a)haderslev.dk

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Forsat fras den 26. juni.

Dramatisk Kieler-tur

I 1918 kom Georg Jørgensen hen på mejeriet. Han var formand. Jørgensen havde et brev med fra sin doktor i Kiel. Det var en forespørgsel fra doktoren, om Jørgensen kunne skaffe Kielerdoktoren et hus i Haderslev.

Formand Jørgensen og mejeribestyrer Jepsen blev enige om, at de ville rejse til Kiel – postgangen var usikker og langsom. Det var den 7. eller 8. november 1918. De kom til Flensborg og tog ind på Sommers (?) Hotel. Der var mange soldater i Flensborg. Mange snakkede om revolution og om, at krigen snart var slut. Jørgensen og Jepsen troede ikke på det.

Så kom de til Kiel. Jørgensen gik op til sin læge, og Jepsen gik lidt rundt i byen, som han kendte ret godt.

Jepsen fortæller, at i havnen lå det største tyske slagskib ”Markgraf”. Afstanden fra ham selv og han til skibet illustrerer han med afstanden fra stuen i hans hus, hvor vi sidder, og hen til et hus i nærheden. De var ved at losse projektiler på krigsskibet fra godsvogne. Jeg ville gerne se, hvad der skete – dum som jeg var – men nogle soldater sagde, at jeg hellere – for min egen skyld – måtte gå lidt af vejen. For os er det ”egal”, sagde de, fortæller Jepsen.

Han gik så hen i retning af værftet. Han kunne se flere krigsskibe fra Skagerakslaget og flere u-både. Da han ville gå ind gennem en port, blev han stoppet og sendt tilbage.

Lidt derfra mødte han Georg Jørgensen, som var kommet tilbage fra lægen. ”Vi skal herfra”, sagde Jørgensen. ”Der bliver revolution”! Tror du virkelig det, spurgte Jepsen – – du som gammel preussisk soldat kender jo den disciplin, der er! Jørgensen havde også hørt om 70.ooo marinesoldater ved Frederiksort, som nægtede at slås i Flandern.

”Vi så skibet dreje lidt rundt, og så hørte vi, at de skød. Vi så også nogle, der blev smidt ud – vist nogle officerer”, fortæller Jepsen.

”Så kom vi op til banegården. Der var fuldt af folk – alle værftsarbejderne var gået”. Der var en officer, som blev gjort til nar.

”Så kom vi op til Holtenau med toget. Der var så mange med toget, at det ikke kunne trække op. Vi var nok 30 i hver kupé. Så skulle vi stå ud og gå et stykke, før vi kunne køre videre. Det tog noget tid. Det gjaldt om at komme derfra.

Vi kørte over Eckernförde og kom til Flensborg, hvor toget nordpå ventede. I Flensborg var de ved at afvæbne nogle soldater. I Tinglev var der fuldt af soldater. Så kom vi til Vojens, men der var ikke noget tog til Haderslev, så vi gik hjem”.

”I Haderslev var alt roligt. Jeg kom hjem den 10.november. Så kom telegrammet med besked om, at der var våbenhvile fra den 11.11. kl. 11.”

Mange møder

Jepsen understreger, at jeg jo nok kan forstå, at det var en bevæget tid, hvad jeg naturligvis nikker bekræftende til. På dette tidspunkt synes Jepsen, at vi skal stoppe optagelsen og fortsætte en anden gang. Alligevel må han være fortsat med at fortælle – i hvert fald fortsætter optagelsen efter et kortere eller længere brud. Her fortæller Jepsen, at han ønskede ”Ausweiss” for at rejse til Danmark. Han går op til formanden for soldaterrådet. Han kendte ham lidt, men alligevel var ”det vist lidt vovli”.

Her beder Jepsen igen om at få stoppet optagelsen. Da den bliver genoptaget, leder han i nogle papirer, og det rasler i mikrofonen. ”Her er det”, siger han så. Han læser navnene på det omtalte Ausweiss: Hr. Erik Oluf Jepsen und Hausfrau Alma Betty Jepsen aus Hadersleben. Godkendt af formanden for soldaterrådet.

Jepsen foreslår at vi stopper for at fortsætte en anden gang, men hans tanker er allerede ved det næste, som han vil fortælle. Han fortæller om møder på Harmonien. Fortæller om en ældre købmand og ægsamler, der bliver anklaget for uregelmæssigheder. Hans fra fronten hjemvendte søn tager faren i forsvar, og Jepsen bemærker, at ”så blev der ro i lejren – – men de var jo tyske”.

På et andet møde var der en konfrontation om sproget. En mand rejser sig og forlanger, at han og andre skal have lov til at tale dansk. Da de dansksprogede truer med at forlade mødet, får de lov til at tale dansk. Det hele var så ”kommunistisk”, bemærker Jepsen. ”Der var generalstrejke hver 14. dag”. Han nævner, at ”soldaterrådspigerne” (??) var det værste skidt. Her i 2013 kan jeg ikke komme frem til, hvad det drejer sig om. Det er svært at høre, hvad Jepsen har ment, og det må stå hen i det uvisse.

Jeg får også en lille beretning om en togtur til Skodborg, hvor de kom over grænsen og til Vejen, hvor de drak chokolade. Efter en tur til Kolding kom de efter nogle problemer tilbage over grænsen og hjem til Haderslev.

Efter et spørgsmål om afstemningen forud for Genforeningen, mener Jepsen at kunne huske, at H.P. Hanssen holder tale på Folkehjem i Åbenrå d. 17. november 1918. Her nævner han, at den tyske udenrigsminister Solf havde lovet en afstemning.

Jepsen fortæller, at man ikke var sikker på, om tyskerne ville anerkende §5 fra Pragerfreden. Derfor ville man sende en deputation til Paris, og de mødtes for at samle penge ind til formålet. En navngivet mand tegner sig for 30.000 Mark, nævner Jepsen.

Det blev ikke nødvendigt at sende en deputation af sted. Nu blev der holdt møder overalt. I Haderslev 3 steder på samme tid: Harmonien, Højskolehjemmet og måske er det tredje sted, som Jepsen nævner, Missionshotellet. Talerne var bl.a. Kloppenborg Skrumsager og advokat Andersen. De gik fra det ene sted til det andet og talte. Der var fuldt af folk. Vi sad på madrasser, fortæller Jepsen, og da vi kom hjem, var vi fulde af lopper.

Ved et af møderne, hvor Jepsen var med, fortæller han om en gammel kone. Hun stod oppe på en balkon og viftede med sit Dannebrog samtidig med, at hun fortalte, at dette øjeblik havde hendes bedstefar drømt om at kunne overvære.

Her er det, at jeg afbryder båndoptageren. Nogle gange har Jepsen bedt om at få stoppet båndoptageren, men vi er fortsat alligevel. Nu er jeg klar over, at den skal stoppes. Jepsen bliver meget bevæget, og det er først efter nogen tid, at vi fortsætter med optagelsen.

Jepsen fortæller, at ”det trak ud”, men den 20. januar 1920, mens de var ved at bygge mejeriet om, kommer han forbi Julius Nielsen, som er ved at hejse Dannebrog. Nielsen fortæller, at franskmændene kommer. Jepsen fortæller, at franskmændene kom lige fra fronten med geværerne skydeklare. De vidste jo ikke, hvor og til hvad de kom. En ung student talte til dem på fransk, og så blev geværerne lagt til side, og franskmændene myldrede ud.

Så drog franskmændene ind på kasernen, og tyskerne drog af. På banegården stod de tyske soldater og deres kommandant. Før afgang sagde kommandanten til de omkringstående: ”Um fünfzehn Jahre kommen wir wieder”. (Om femten år kommer vi igen) Det var der ingen, der troede på!

Afstemningen

Så kom afstemningsdagen. Det regnede og stormede. Der kom både med danske og tyske embedsmænd, der skulle stemme. – og der kom tog fulde af folk. Det var en fest! Der kom også nogle tyske seminarister. De viftede med deres medbragte tyske flag foran næsen på en fransk soldat. Til sidst var han så provokeret, at han rev flaget fra dem, trampede på det og greb til geværet. ”Så blev der ro”, fortæller Jepsen.

Dagen efter marcherede vi gennem byen med franskmændene foran.

Hvor mange tyske stemmer var der i Haderslev, spørger jeg, og Jepsen mener at kunne huske, at der var 24 %.

Hen i maj rygtedes det, at de danske soldater skulle komme. Der var sort af mennesker på havnen, da de skulle komme. Ligesom ud af tågen kom der først en undervandsbåd fulgt af flere skibe deriblandt Heimdal. De danske soldater blev opstillet med front til de franske. En lille pige kom en buket blomster, som hun gav til den franske kommandant. Han delte buketten og gav halvdelen til den danske kommandant. Så holdt franskmanden tale, og den danske kommandant svarede ham med en tale på fransk. Derefter blev der kommanderet præsentér gevær og geledderne rettede ind.

Et par tysksindede officerer i civil, som var til stede, bemærkede, at det kunne tyske soldater ikke have gjort bedre. Og sådan var det, fortsætter Jepsen i forlængelse af denne bemærkning. Altid var det ”die dumme Dänen”. Her kunne de høre, at danskerne ikke stod tilbage for andre, hverken med hensyn til militær eksercits eller sprogkundskaber.

De franske soldater var i Haderslev fra 20. januar til 6. maj 1920, fortæller Jepsen, ”men dem havde vi nu længe nok”. Igennem hele interviewet udtrykker Jepsen sig med varsomt og sagligt, men her fortæller han uden filter. ”De var de rene svin – altså seksuelt. De kom jo lige fra fronten og havde ikke set kvinder i lang tid – – de var helt vilde. Jo, jo, der var mange problemer”.

”Der var mere orden og disciplin hos tyskerne. Klokken 5 minutter i 10 gik der 12 bevæbnede mand gennem byen med en underofficer og holdt orden. ” Denne erindring må henvise til tiden, før de franske soldater kom til Haderslev.

Jepsen sidder lidt. Han er gammel. Længe har han fortalt, og mange minder og tanker er genopfrisket og genoplevet. Jepsen er træt.

”Det var en tid, som vi aldrig glemmer”, afrunder han, og ”nu tror jeg vi skal holde, for nu kan jeg ikke holde til mere”.

Erik Jepsen sagde et par gange under interviewet: ”Det kan vi tage en anden gang”. Jeg glad for, at han alligevel fortsatte med at fortælle den eftermiddag, for ”den anden gang” kom aldrig, og nu er det for længst for sent.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 20. juni.

En strid om flag

Jepsen fortæller også en lidt indviklet beretning fra Vojensgård. En polak havde hejst det tyske flag på kejserens fødselsdag, og den dansksindede ejer havde revet flaget ned igen. Det blev han anmeldt for. Det var en alvorlig sag, der kunne give en lang straf med fæstningsarbejde og trillebør.

Også her glattede amtsforstanderen ud. Flaget var vendt forkert, og så var der jo ikke noget at sige til, at den gode tyske statsborger, som ejeren på Vojensgård var, havde taget flaget ned. Han ville jo ikke vise mangel på respekt for det tyske flag.

Hvad der var op og ned i den sag, vidste Jepsen ikke, men manden gik fri. Amtsforstanderen blev afsat. Han gik danskernes ærinde. Så kom der en ny amtsforstander. Engang var han til møde i Haderslev – hesteforsikringsmøde. De fik nogle dramme, og da han kom ud på gaden, så sang han ”Kong Christian stod – – ”. Så var han afsat!

”Nu kunne de ikke finde nogen. Til sidst fandt de pastor Schmidts søn fra Bevtoft. Han var tysk men en flinke mand. Vojens var jo en rigtig tysk by med alle de embedsmænd, men omegnen var dansk”.

I 1914 søgte jeg udrejsetilladelse til Amerika, fortsætter Jepsen. Det fik jeg bevilget lige da krigen brød ud. Jeg var på Kildevæld mejeri oppe ved Randers, men så blev jeg indkaldt. Det var vist d. 31. juli. Vi blev sejlet over til Sjælland. Fiskerne på kajen råbte, at så snart vi kom ud i Kattegat, blev vi plaffet ned af tyskerne. Der skete nu ikke noget.

Vi kom til Slagelse. Efter 4 timer var i iklædte og bevæbnede med bajonet og 10 skarpe skud. Så blev vi kørt ned til Stigsnæs. Vi havde strandvagten fra Skælskør til Karrebæksminde. Jeg var kun 6 uger i sikringsstyrken, så blev jeg hjemsendt, og jeg kunne rejse til Amerika, hvis jeg ville.

Så kom der et brev til mig på mejeriet. Jeg husker det så nøje. Det kom en søndag. Præsten havde 2 kirker. Undervejs mellem gudstjenesterne i de 2 kirker, kom han ind til mejeribestyreren med brevet. Det var til mig. Det var fra nogle folk i Haderslev. De kendte mig som ”a mejerist fra Styding.” – om jeg kunne komme og passe deres mejeri? Min svoger var allerede på mejeriet, og jeg læste det som om, at han ”var dragen af.”

Jeg ville ikke rejse – – ville ikke rende af pladsen. Mejeribestyreren så brevet og sagde til mig, at han godt kunne få en afløser for mig, og dernede – i Slesvig – kunne de ikke få nogen, så jeg måtte gerne rejse, hvis jeg ville.

Jeg kom til Haderslev med ”a tog”. Da jeg kommer ind på mejeriet, gik min svoger der. Jeg spørger ham om, hvad det skal betyde.

I Jepsens erindring står hele situationen klar. For mit vedkommende – ja, så forstår jeg det meste, selv om der er uklarheder.

Jo, hans far var tysk og hans mor var dansk. Hans brødre og hele familien var tysk, men han var dansk. Han drillede tyskerne, hvor han kunne komme til det. Så blev han indkaldt til Kiel. Derfra blev han flyttet til Köningsberg, hvor han skulle ligge i 3 år. Derovre holdt han ”Modersmålet.” En tysk officer kaldte ham til sig, og fortalte ham, at han ikke måtte læse denne dansksprogede avis. Min svoger holdt fast i, at han ville følge med i det, der skete på hans hjemegn, og det kunne han læse i ”Modersmålet.”

Så blev han som straf forflyttet til en bataljon i Berlin. Den var kendt for den strengeste eksercits. Derfra kom han til Kiel. Han skulle være mariner og sendes 3 år med flåden til et af Tyskland styret område i Kina. Inden afrejse fik han orlov til en hjemrejse, men i stedet for at stå af toget i Flensborg og få ”et stempel” rejste han videre og flygtede til ”Det gamle Land.” Dér blev han.

Denne beretning bringer Jepsen på sporet af en anden hændelse. Han fortæller, at de krige kom, ja så kom der også soldater til grænsen mellem Tyskland og Danmark. Der gik med 100 meters afstand mellem hinanden. Hvis man skulle over, gjaldt det om at komme over, når de gik fra hinanden. Så var det en lørdag aften i 1916 eller 1917. Der kom 5 mand fra Feldsted. Jeg kendte dem godt. De skulle stille i Åbenrå mandag morgen – til soldatertjeneste. Nu kom de og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem over. ”Lille folkes – så er det o a sille kant”, svarede jeg. ”Vi skal langs”. Jeg spurgte, om de havde dåbsattest med – det havde de.

Vi kørte op til Torning ved Christiansfeld. Lige før Frederikshøj stoppede vi. Til venstre for vejen var der en lille skov. Dér kom de over. På det sted er der ingen å. Taps Å kommer først hen ad Skoverup til.

Og Jepsen fortæller videre om en anden situation, hvor det lykkedes folk at komme over. Det var en mand fra kreditbanken i Haderslev. Han var på jagt ved Stepping – tæt på grænsen ved Højrup.

Så affyrede han 2 skud. Derefter løb han, alt hvad han kunne hen til en grænsesoldat og spurgte pegende: ”Så du også de 2 harer”? Grænsesoldaten blev noget forvirret, og så var manden fra Haderslev allerede på den anden side af grænsen.

Herefter fortæller Jepsen, at hen mod slutningen af krigen, blev det efterhånden mere småt. Det var ikke sådan, at man sultede, men man fik ikke nok at spise.

Historien fortsættes den 27. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

På GADs forlag udkom H.C. Brodersens:”I ildlinjen. Krigsdagbog 1914-1919″ med indledning, noter og efterskrift af historikerne Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen.

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.). Bogen kan købes i boghandlen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot.

Anmelderne skrev bl.a.:

Politiken Histories nyhedsbrev :

“Et nordslesvigsk sidestykke til tyske Ernst Jüngers berømte krigsberetning ’I Stålstormen’ fra 1920, men hvor Jünger i sin beretning er en tapper kriger, der stiger i graderne og anerkendes for sin indsats, er H.C. Brodersens et mere menneskeligt portræt af en fodtudse, der er nødt til at sno sig for at klare sig ved fronten. (…) Bogen er vild læsning. (…) Stor anbefaling herfra. “

På Krigsvidenskab.dk holder anmelderen også “I ildlinjen” op mod Ernst Jüngers “I stålstormen” og skriver bl.a.: “Brodersen krigsdagbog, ”I Ildlinjen”, er ikke et mesterværk, som Ernst Jüngers tilsvarende bog, men den er godt håndværk, godt skrevet og absolut læseværdig. Den giver et fremragende billede af, hvad de dansksindede soldater i tvungen tysk tjeneste måtte igennem under deres indsats på vestfronten under 1. Verdenskrig og deres splittede loyalitet til deres andet påtvungne fædreland – Tyskland.”

Berlingske Tidendes anmelder, Bent Blüdnikow, giver bogen fem ud af seks stjerner. Han sammenligner bogen med Ernst Jüngers “I stålstormen” pga. dens “litterære kvaliteter” og dens “blodige skildringer og usentimentale tilgang til rædslerne” og skriver bl.a. “Bogen er spændende læsning, og historikernes forord og efterskrift eksemplarisk”.

www.kulturen.nu giver fem ud af seks stjerner og skriver bl.a.:

“En fantastisk velskrevet dagbog … Brodersen er en fremragende fortæller. I detaljer beskriver han dødelige nærkampe i skyttegravene, nerveflænsende bombardementer, grusomme lemlæstelser og tåbelige officerer, der betaler for deres fejltagelser med andres eller egne liv. Men han fortæller også om de glimt af menneskelighed, der midt i al elendigheden blev plads til, og om soldaternes ukuelige kamp for at overleve.”

Anmelderen sammenligner Brodersens bog med Remarques Intet nyt fra Vestfronten og Jüngers I ståltormen og mener, at den “i autenticitet ikke lader de to berømte romaner noget efter. Snarere tværtimod.” Det er ifølge anmelderen: “Rystende og dybt betagende læsning”

Og anmeldelsen slutter: “Hans dagbog er et uafrysteligt vidnesbyrd om krigen i al dens gru og meningsløshed. Og som sådan fortjener den at blive læst til hver en tid, også lige nu i dagens Danmark.
Tak for påmindelsen.”

Tidsskriftet Epsilon skriver bl.a.: “Tag og læs Brodersens beretning … Brodersen har bidraget væsentligt til at beskrive en ’almindelig’ skæbne for krigsdeltagere under Første Verdenskrig. Hans skildring er nøgtern og velovervejet.” Også denne anmelder sammenligner med Ernst Jüngers, I Stålstormen.:”Jünger er mildest talt fascineret af krigen, og er på tysk side helt og holdent. Han er krigschauvinistisk og macho i sin fremstilling. Krigen er på mange måder en leg for ham, om end han også er en hårsbredde fra at blive dræbt. Dette er Brodersens totale modsætning.”

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.). Køb den i boghandelen – eller i museumsbutikken på Sønderborg Slot.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 19. juni.

Medaljen fra 1864

Jepsen flytter lidt på papirerne – leder lidt – – det rasler. Lyden går direkte i mikrofonen. Ja, her er så min morfars medalje fra 1864. Christian d. 9. – konge af Danmark føjer Jepsen til. Fik de alle en medalje, spørger jeg. Ja, det gjorde de, svarer Jepsen. Det er jo også en smuk tanke, tænker jeg, men da jeg senere undersøgelser sagen, viser det sig, at sandheden var, at de kæmpende fra 1864 først fik bronzemedaljerne i 1877. I et antal af 58.000 blev medaljerne uddelt til 1864-veteranerne ikke efter Rigsdagens initiativ men efter et initiativ af en komité under Våbenbrødreforeningen. Derefter vedtog Rigsdagen medaljeuddelingen i 1875. Alle fik altså medaljen, men altså først efter nogen tøven fra officiel side.

”Nej, han var ikke med i Dybbøl skanser”, svarer Jepsen på mit spørgsmål. ”Han var med ved Sankelmark. Han så, hvor nederdrægtigt det var, at de skulle slæbe kanonerne fra Dannevirke til Dybbøl. At de ikke kunne fatte at bruge toget, som holdt klar i Slesvig – opfyret og al ting. Ja – dem, som vi sætter højest, har ikke altid tanke for – – – ”

Senere kom han til Vorbasse. Der var megen sne. De tog ind til smeden – hestene skulle jo skos. Smedekonen kom ud med pandekager. Om de ville have nogle? Det ville de jo gerne. Pludselig kom der melding om, at østrigerne var der. De kastede sig på hestene med og uden saddel. De kendte jo terrænet, så de ”hvipsede” over sneen.

Ja, der er så meget at fortælle om grænsen, går Jepsen videre. Han taler sønderjysk. Måske er det for de indforståede ikke helt korrekt sønderjysk, men for mig, som lytter på, at det uforfalsket den sønderjyske dialekt. Faktisk var Jepsen fra Taps. Han var altså fra det gamle hertugdømme, men han var født i et af de 8 sogne, der ved fredsslutningen i 1864 blev ved Danmark – Danmark som hver gang kaldes ”Det gamle Land”.

Almindeligvis var der et godt forhold mellem grænsegendarmerne på begge sider af grænsen. Nede ved Kjær Mølle f.eks. Der var en bænk på den danske side, og tit kom de tyske gendarmer og satte sig dér for at snakke. Vi lokale blev aldrig kontrolleret. Der var heller ikke den store forskel på priserne nord og syd for grænsen. Det eneste, der kunne være lidt – – det var de cigarer, man kunne købe i Christiansfeld. De var bedre end de danske. – – men det var jo ikke noget, man snakkede om. Vi gik også til gymnastik i Christiansfeld – på Frej. Det var det danske forsamlingshus.

I de unge år vandrede jeg rundt i Tyskland. Da jeg var på Styding mejeri, kom der af og til en gendarm fra Vojens og snakkede. Jeg svarede ham ligegodt på tysk. Så kom der et stort brev – lukket og med stempel. Jeg skulle møde på Tivoli i Haderslev. Jeg var jo nødt til at møde op, men jeg protesterede. Det var jo session. De undskyldte, at jeg var blevet tilsagt, men de troede, at jeg var tysk på grund af mit gode tyske sprog. Der skete ikke noget.

Jepsen fortæller. Han følger nogle tankerækker, som har lagt sig tydeligt i hans erindring. På min side har jeg nogle spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på. Det er spørgsmål, som ikke så meget er på det personlige plan men mere på et overordnet historisk plan. Jeg spørger Jepsen, om der var nogle, der flygtede til kongeriget efter grænsedragningen i 1865.

”Jo”, svarer Jepsen. ”Det var der da. Der var unge slesvigere på næsten alle gårde på egnen. De opterede for Danmark. Det betød, at de vedblev at være danske statsborgere. Det var deres børn, der blev statsløse, men det fik H.P. Hanssen ordnet, dengang den tyske kejser skulle på besøg i København.”

Om der var grænsevagter, spørger jeg. Nej, der var ingen vagter – man kunne frit gå over grænsen. Vi havde jo jord på begge sider – det kunne man jo ikke kontrollere. Forældrene til dem, der gik over, blev heller ikke straffet.

Grænsebevogtningen blev skærpet.

I skrivende stund – i 2013 – fortæller det mig, at den periode, som Jepsen beskriver, antagelig er perioden efter Kölner-perioden omkring århundredskiftet indtil 1914, hvor 1. verdenskrig brød ud. Det betød, at grænsebevogtningen mellem 1914 og 1918 gradvis blev mere og mere skærpet.

”Tryk avler modtryk” siger Jepsen, men som eksempel på, at man også kunne tage trykket af modsætningerne mellem danske og tyske fortæller han:

2 gange om ugen gik vi til gymnastik på Højskolehjemmet i Haderslev. Det er det, de nu kalder ”Norden”. Vi kørte med toget, men der var nogle giftige kontrollører. Så kunne det jo ske, at vi kom til at synge ”Kong Christian stod ved højen mast.” Så blev vi anmeldt. Vi var en 4 – 5 stykker der blev tilsagt til møde hos amtsforstanderen på Tørninggård. ”Han var tysk, men han var ingen krakiler”. Ja, I er jo blevet anmeldt for at synge dansk i toget, sagde amtsforstanderen. Det var vel en aftensang, spurgte han. Ja, det var det da, var vores svar. Vi skulle holde op med det, sagde amtsforstanderen. Det er ikke alle, der kan tåle det. Så kunne vi gå.

Historien forsætter den 26. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

I april 2023  åbnede på Sønderborg Slot en helt ny, stor særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig.

På 400 kvadratmeter fordelt på 11 udstillingsrum fortæller sønderjyder om Første Verdenskrig, sådan som de oplevede den.

Klik på billedet og se en stemningsvideo fra udstillingen (åbner video på YouTube).

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

”Ja, ser du – – Slesvig gik jo til Kolding. Det var jo derfor, at man byggede slottet. Det lå jo på jysk grund, og det blev bygget for at forsvare Sønderjylland”.

Det er efteråret 1971. Det er forhenværende mejeribestyrer Jepsen, der fortæller. Han er en ældre mand. Vi sidder i hans stue i Haderslev. Båndoptageren kører og Jepsen fortæller. Af og til beder han om at få slukket båndoptageren. Måske synes han, at det er for privat eller af mindre betydning, men jeg protesterer og siger, at det hele helst skal med. Jepsen godtager det og forsætter den fortælling, som har præget ham dybt, og som det er ham magtpåliggende at få fortalt. Spolebåndoptageren optager. Der er ikke tale om en systematisk og velgennemtænkt fortælling. Det er en ældre mand, der fortæller til og svarer på spørgsmål fra en ung historieinteresseret mand. De to har ikke noget særlig personligt kendskab til hinanden, men Jepsen vil gerne fortælle – og den unge mand vil gerne lytte.

Ser du – – der blev jo bygget en chaussé, som de kaldte det – altså den nye hovedvej, som nu er hovedvej 10. Nede syd for Taps lå Frederikshøj Kro. Da den nye grænse kom i 1864 – ja 1865, gjaldt det om for kromanden at blive under danske styre.

Han indbød den tyske eller rettere den preussiske generalstab og den danske til en stor frokost. Efter frokosten blev det sådan, at grænsen tog et sving lige syd om kroen, og han forblev på dansk side. Jeg tilkendegiver på én gang både overraskelse og en smule skepsis, men Jepsen slår fast: ”Skal der laves noget, så skal det være over en frokost!”

Grænsen blev trukket og grænsegendarmerne holdt vagt. Der var et stort skilt med en ørn. Königreich Preussen, stod der. Det skilt blev savet ned! ”Danskerne var så snuttet”, siger Jepsen. Jeg kender ikke betydningen af ordet ”snuttet”, men jeg registrerer det. Senere vil jeg forhøre mig hos en sønderjyde om ordets betydning.

Vi havde intet pas, fortsætter Jepsen. Vi gik over, som vi ville. Christiansfeld var jo ligesom vores nærmeste købstad – ikke Kolding. Vi tog aldrig til Kolding. Haderslev var købstaden. Dér havde vi jo alle papirer osv.

Magthaverne i København svigter det danske sprog

Ordet papirer må have vækket nogle associationer i Jepsens tanker. Han finder i hvert fald nogle papirer frem – beder om at få slukket for båndoptageren, men fortæller ufortrødent videre, da jeg siger, at det hele skal med. Kun én gang senere i interviewet er jeg klar over, at dér skulle jeg stoppe optagelsen.

Ja, her er min bedstefars soldaterbog – 1820 læser vi. Jørgen Stefan Jepsen var navnet. – – og her skal du se, hvor uforskammede, de var, fortæller Jepsen. Her ser han på en attest for hans bedstemor. I 1822 var hun blevet vaccineret – der foreligger en attest. – og her kan du se: Attesten er med dansk krone, men alt er skrevet på tysk. ”Det var København, der fortyskede os – det tyske kancelli” fastslår Jepsen.

Og her et papir fra min fars søster – fra 1840 – det er også skrevet på tysk.

”Kan du læse tysk”, spørger Jepsen. Jeg svarer bekræftende. ”Så kan du også læse det her her”, siger Jepsen og viser mig et brev fra april 1814. Det er sendt til ”hofbesitzer” Jepsen. Brevet fortæller, at hans 23-årige søn er fritaget for militærtjeneste. Han var ellers taget til soldat – han var født i 1792. Der var 3 brødre. De 2 ældste brødre var soldater i Napoleonskrigene, og de kom aldrig hjem. Nu var faderen 60 år, og han havde mistet 2 sønner. Derfor blev den tredje søn fritaget for militærtjeneste – han skulle overtage gården.

Ja, fortæller Jepsen videre. Min oldefar var født omkring 1750. Han gik i skole ved præsten i Aller, og det betød, at han var lidt bedre stillet – han var lidt mere snuttet. Igen dette ukendte ord – jeg må undersøge det nærmere. Nå, men han blev udskrevet som soldat i Ratzeborg. Han lå 3 år ved jægerne. Ja, det var en måde at styre ham på.

I denne forbindelse går mine tanker i retning af, at denne unge mand har haft gode evner, og han har fået en smule uddannelse og måske også mere udsyn end normalt. Derfor skulle han ”styres”. Han blev hjemsendt, men på et tidspunkt klager han til myndighederne i Haderslev over nogle jagtrettigheder. Det skulle han ikke have gjort. Som straf blev han indkaldt igen – – hjemsendelsespapirerne er underskrevet på Gottorp slot, viser Jepsen.

Og her i 2013 har jeg stadig ikke spurgt en sønderjyde om ordet ”snuttet”s betydning, så jeg googler ordet i Sønderjysk Ordbog. Det bliver oversat med ”næsvis”. Jeg overvejer, om det er en dækkende oversættelse. Passer det i sammenhæng med Jepsens fortælling? Efter min mening må et ord som ”frygtløs” eller ”frimodig” passe bedre. Vi lader det stå hen i det uvisse.

Historien forsætter den 20. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

Hejmdal 29. september 1923.

Paa Feltvagt under et skyggefuldt Pæretræ.

Neuilly, St. Front, 4. sept. 1914.

Kære allesammen!

I Forgaars blev det bestemt, at vort Kompagni skulde blive tilbage her i denne lille Landsby for at bevogte Flyveafdelingen. Vi var alle glade ved at kunne tilbringe et Par Dage under blidere Kaar. Vi er næsten ødelagt af de anstrengende Marchture vi bar haft. Vi gennemstrejfer Landet paa Kryds og Tvers, hver Dag ca. 40 km. Vi kommer sjælden til Ro fer KI. 10- 11. Hver Morgen skal vi op KI. 3¼. Mange, mange bliver til. bage som fodsyge, men Parolen er altid fremad. Jeg hørte en Flådeofficer udtale, at hellere lader vi det halve af vort Kompagni ligge i Vejgrøften end at de bagefter falder i Kampen. Sagen er nemlig den, at vad denne hurtige og i Historien enestaaende Fremmarch faar den tilbagegående Fjende Ikke et Øjeblik Ro til at samle sine Kræfter. Denne hurtige Fremmarch, udtalte Flyveofficeren videre, bar besparet os mange Fægtninger.

De blidere Kaar vi troede at skulle have, blev det paa en Maade ikke til noget med. I Gaar kom der franske Flyvere over os og kastede Bomber ned. Af den første Bombe blev en Enårig Gefr. Tiedemann fra Flensborg saaret haardt i Underlivet. Han afgik i Morges ved Døden. Af den anden, som slog ned 1 min Nabofeltvagt ca. 300 m fra mig, blev en Underofficer Jepsen fra Flensborg haardt saaret i Underlivet, medens tre Menige blev let saaret. Jepsen døde en Times Tid senere.

Begge disse Døde ligger begravet sammen med to andre fra Feltlazarettet, som ligeledes blev dræbt af en Bombe 10 m her fra min Feltvagt. Jeg har besørget Gravene opkastet. For to Timer siden blev de jordfæstet. Chefen holdt en kort Tale, en Krans var bundet, og Æressalven blev afgivet. I Morgen tænker jeg vi bliver løst fra denne ubehagelige Post; for atter at komme til vor Bataillon. Ved Mons i Belgien, hvor der var Kamp mellem os og Englænderne, laa vi i anden Linje, men i meget heftig Shrapnellild. Vi lå ti Timer uden at kunne røre os af Pletten. Der blev Jakob Petersens Broder let saaret.

Ellers har vi det her paa Feltvagten godt, hvad Føden angaar. Alle Butikkerne er plyndrede, og Vin har vi Masser af. I Formiddags lavede vi Te og fyldte Rødvin i. Det smagte fortrinligt. Til andre Tider har vi igen ingenting. Det gaar op og ned. Fra den øvrige Krigsskueplads faar vl ikke meget at vide. Fra jer har jeg kun modtaget Post en Gang.

Det gaar mig saadan, at for hvert Øjeblik der gaar, bliver det mig stadig mere og mere uforklarlig, hvordan de ledende kan for svare det, at lade det komme til en saadan Krig. Naar man er Vidne til al den Elendighed, som en Kamp fører med sig, de saarede ligger og hyler, Indbyggerne flygter i Flokkevis medførende deres dyreste Ejendele, ja saa har man set en Del at Krigens Skyggesider. Man bliver baade blød of haard i sin Karakter. Blød, da man atter og atter deler til det sidste Stykke med sine Kammerater, haard, da man ikke tænker sig det mindste ved at skyde Mennesker ned. Det er som paa en Klapjagt. Ved 0. brød Belgierne en for en ud af Skyttegravene, og en for en faldt om. Men vort Løsen er altid fremad, fremad. Jeg gad gerne vide, hvor alle mine Kammerater er henne.

Jeg har da her i Kompagniet mange som taler Dansk, og som gode Kammerater har jeg en Del foruden H. R. og Th. R. Vi deler alt med hinanden. Særlig Cigarer er meget efterspurgt her. De er næsten ikke til at opdrive. I det hele taget, sine Penge kan man slet ikke komme af med. Vi kommer jo kun sjældent igennem en større By, holder i Fald vi kommer igennem kun et Øjeblik Rast og gaar saa videre. Men Soldaterne er endda glade, at det gaar sejrrigt frem, hvor maa det ikke være demoraliserende, naar man er slaaet og i stadig Tilbagetog. Vi vinder da stadig Terræn, det holder Modet oppe blandt Soldaterne. Og dog barmes man mangen Gang over Ledelsen, naar vi marcherer fire Timer uden Standsning og ser sine Kammerater blive tilbage i Vejgrøften. Men det er Krigen »c’est la guerre«. som vi gerne siger til Indbyggerne for at berolige dem.

Jeg forstyrres her i mit Skriveri stadig af Civilister, som vil passere igennem mit Distrikt, og der maa ingen komme igennem uden Pas eller anden Legitimation Jog maa saa først langt og bredt forklare dem det paa Fransk. Men med det franske Sprog gaar det ellers helt godt, man kan bare ikke huske alle Gloser.

Th. R. kom lige tilbage fra sin Feltvagt og ligger her ved Siden af og vasker sine Skjorter. Jeg fik mine vasket i Gaar, efter at have haft dem paa uafbrudt i 3 Uger. Det er velgørende. Nu har han Storvask og vil gerne skrive her paa det sidste Blad at dette Brev. I bringer saa nok det hele ned til R og lader dem læse det hele. H. R. er i Dag paa Feltvagt, men faar vist heller ikke Tid til at skrive. VI har her paa vor Feltvagt været heldig med at kapre et Bord og et Par Stole. Lige Du kommer en Soldat at min Feltvagt slæbende med en stor Krukke Honning, hvor det kommer fra, det tales der aldrig om, »C’est la guerre«. Bring ogsaa dette Brev til H. R. og lad dem læse det, hvis de ikke har hørt noget fra Hans.

Mange Hilsener til Jer alle. Eders Peter.

I går åbnede udstillingen “Sønderjyderne og Den store Krig” på Sønderborg Slot. Hele 2. sal i slottets vestfløj danner ramme om den største og mest ambitiøse særudstilling i mange år.

Nedenfor bringes et par fotos fra udstillingen, taget kort før åbningen.

To dage før udstillingsåbning var TVSYD forbi Sønderborg Slot for at lave et indslag om “Sønderjyderne og Den store Krig.”

Indslaget blev sendt den 26. april om aftenen. Det kan ses lige her:

(begynder ca. 10 minutter inde i udsendelsen).

Nyheder 26. apr. 2023 | TV SYD

På 2. sal i vestfløjen på Sønderborg Slot arbejdes der for tiden hårdt for at blive færdige med en ny, stor udstilling om sønderjyder i 1. verdenskrig.

Op til påske blev der arbejder i Rum 8, der handler om sønderjyder i den tyske marine 1914-1918.

Montrene er ikke færdige endnu. Der mangler endnu huer på ginerne, belysning og tekster.

En sømine sættes på plads. Søminen er indlånt fra Ringkøbing-Skjern Museum. Den skyllede i land på Vestkysten i Mellemkrigstiden. Det er ét af ganske få indlån til udstilllingen.

Udstillingsholdet bag den kommende udstilling om Sønderjylland og sønderjyder i Den store Krig 1914-1918 har travlt i disse måneder.

Udstillingen åbner for publikum den 27. april  2023 på Sønderborg Slot , og meget skal på plads inden da.

Udstillingsholdet bag den kommende udstilling om Sønderjylland og sønderjyder i Den store Krig 1914-1918 har travlt i disse måneder.

Udstillingen åbner for publikum den 27. april  2023 på Sønderborg Slot , og meget skal på plads inden da.

Vi bringer her et lille udvalg af billeder fra byggeprocessen – og af de første giner, der er kommet bag glas. Der mangler endnu huer og hjelme.

Til en kort filmoptagelse i et filmstudie ved Haderslev søges en efterkommer eller anden slægtning til Peter Grosbøl Frank.

I den kommende udstilling på Sønderborg Slot vil der være en række små film, hvor skuespillere optræder som sønderjyske krigsdeltagere, der fortæller om autentiske oplevelser.

Helt ved afslutningen af udstillingen vil vi gerne på en skærm lade et antal efterkommere/slægtninge til de portrætterede træde frem.

Optagelserne foregår den 4. april tæt på Haderslev.

Skriv til rera@msj.dk

Vi søger skuespillere til udstillingen ”SØNDERJYDERNE OG DEN STORE KRIG” på Sønderborg Slot.

Vær med til at legemliggøre personer, der oplevede 1. verdenskrig fra forskellige perspektiver i både lyd- og videofortællinger

Vi søger følgende køn og aldre.
Mænd – 18-40 & 40-50 år
Kvinder – 30-40 år
Ung kvinde – 10-15 år

***JOBBET ER LØNNET***

Vi optager 15., 16. og 17. marts i Haderslev.

Museum Sønderjylland søger skuespillere i forbindelse med en større udstilling på Sønderborg Slot.

Spillerne skal spille rigtige mennesker, der oplevede 1. verdenskrig på nært hold. De skal fremføre en monolog, der er skrevet over rigtige breve.

Filmen vil blive en del af en større videoinstallation.

Selve jobbet bliver udført i Haderslev i et studie, hvor du vil arbejde sammen med filmfotograf, Thomas Lund og instruktør, Victor Becker.

– Erfaring er ikke et krav men en fordel
– Du skal afsætte cirka 2 timer til forberedelse og optagelse.
– Du modtager manuskriptet senest en uge før optagelse

For at ansøge sender du en video af dig selv, hvor du taler lidt om dig selv, evt. tidligere skuespillererfaring og hvorfor du gerne vil være med på projektet. Videoen må max være 5 min.

Sendes på mail: casting@flowerhaus.dk

OBS! Du bliver ikke bedømt på videokvalitet.
En mobiloptagelse er mere end fin.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Museumsinspektør Frederik Lynge Vognsen fra Museum Sønderjylland fortæller om sømanden Nis Nielsens bevægede liv.

Nis Nielsen var vidt omkring i verden – og som værnepligtig været udsendt til tysk koloni i Asien.

Foredraget blev holdt den 19. januar 2023 og er optaget af TV-stationen DKsyd.

Museumsinspektør René Rasmussen er ved at finde genstande frem til en kommende særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig på Sønderborg Slot.

Den blinde mand

Søren Poulsen Petersen (1892-1978) fra Lintrup ved Rødding mistede begge øjne, da han blev såret ved Loretto på Vestfronten i juni 1916. Hans største bekymring var, om hans kæreste derhjemme stadig ville have ham. Hvordan det gik, fortæller museumsinspektør René Rasmussen i denne lille film.

Fik du set de andre film?

Sømtavler til støtte for krigsinvalider, enker og faderløse børn

I 1915-1916 stod de krigsførende nationer med tusindvis af krigsinvalider, enker og faderløse børn. De var en belastning for både statskassen og opbakningen bag krigen.

For at samle penge ind – og vække patriotismen – blev der fremstillet såkaldte sømtavler med ofte nationale motiver. Her var boret for med huller, og så kunne man købe søm til at slå i pladen.

Pengene gik så til velgørende og nationale formål.

Tavlerne blev ofte ophængt på en skole, hvor børnene forventedes at få penge med fra forældrene til et søm.

Museum Sønderjylland har ganske mange sømtavler med forskellige motiver.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om to af dem: En fyldt sømtavle fra Sønderborg – og en knap så fyldt tavle fra Dynt på Broagerland.

Niels Petersens ordener

Niels Petersen (1892-1972), født i Bevtoft, bosat i Vejbøl i Vedsted sogn, var den højst dekorerede sønderjyske underofficer. Han var indehaver af både jernkorset af 2. klasse (EK2), jernkorset af 1. klasse (EK1) og Das Goldene Militär-Verdienst-Kreuz für Unteroffiziere und Mannschaften.

Jernkorset af 2. klasse blev under Første Verdenskrig uddelt i alt 5.200.000 gange og jernkorset af 1. klasse lige knap 200.000 gange.

Men Das goldene Militär-Verdienst-Kreuz blev kun tildelt 1773 gange i løbet af krigen.

Niels Petersen var delingsfører for en deling stormtropper under den tyske forårsoffensiv på Vestfronten i 1918. Han fik ordenen som nr. 153 efter at være blevet hårdt såret.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Niels Petersens ordener – og om, hvordan ordenerne hjalp ham med at redde sin datter ud af Gestapos varetægt under besættelsen.

Ure – og urkædevedhæng.

Den sønderjyske Fond uddelte efter 1920 konfirmationsure til sønderjyske børn, der havde mistet en far i Første Verdenskrig. I alt ca. 2900 ure blev uddelt til faderløse sønderjyske børn. De fandtes i både en drengemodel og en pigemodel.

Et patriotisk tysk lommeur fortæller om en sønderjyde, der måtte trække i tysk uniform i hele to verdenskrige.

Sårede soldater fik nogle gange de projektiler eller granatsplinter, de havde fået opereret ud af kroppen, med hjem. Forsynet med en lille øsken kunne de hænge og pynte i urkæden!

To halvautomatiske pistoler – Mauser C96 og Luger lange Pistole 08

To pistoler fra Første Verdenskrig har opnået en særlig ikonisk status: Mauser C96 og Luger P08 – også kaldet “Lange Pistole” eller “Artillerie-Luger”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her de to pistoler.

Hygiejne – bager Andersens barbersæt fra Første Verdenskrig

Første Verdenskrig foregik for mange soldaters vedkommende i skyttegrave og dækningsrum. Mange mænd i små, fugtige rum i mange dage i træk giver ideelle betingelser for lus (og rotter). Soldaterne forsøgte efter bedste evne at holde en vis hygiejnisk standard, selvom det ikke altid var let.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her med udgangspunkt i et barbersæt om soldaterhygiejne.

Krigsfrivillig Heinrich Palmus

Heinrich Palmus (1894-1916) fra Tandslet på Als meldte sig som krigsfrivillig kort efter krigsudbruddet i august 1914. Han havde kort forinden påbegyndt et teologistudium, men i lighed med tusindvis af andre studerende på tyske universiteter meldte han sig til krigstjeneste. Han var da 20 år og havde endnu ikke aftjent værnepligt.

Han gennemgik en kort militærtræning og kom så til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 91.

Som student og akademiker avancerede han hurtigt til løjtnant. Han faldt den 1. juli 1916 – ”Den første Dag ved Somme”, da briterne angreb over en bred front.

Museum Sønderjylland modtog Heinrich Palmus’ uniform og anden udrustning, som blev returneret til hans mor i 1916.

Moderen overdrog det til museet i 1930’erne. Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om løjtnant Palmus – og navnlig om hans armbåndsur.

Du finder Heinrich Palmus’s side her

Kommunikation mellem fly og artilleri: Fliegerabwurfwimpel

Første Verdenskrig var en meget moderne krig, hvor mange af de våben og taktikker, der endnu bruges i dag, 100 år senere, for første gang blev anvendt: Langtrækkende artilleri og luftobservation fra  flyvemaskiner.

Det helt afgørende samarbejde imellem våbenarterne blev udviklet under krigen, så artilleribeskydningen kunne dirigeres det rigtige sted fra luften. Men hvordan blev oplysninger sendt fra en flyvemaskine til artilleriet?

I vore dage foregår observationen og kommunikationen med droner og satellitter, der sender oplysninger videre til egne tropper på landjorden.

Selvom radioen var opfundet i Første Verdenskrig, var den meget dyr og meget tung. Derfor måtte man improvisere – og kaste sine observationer ned i en Fliegerabwurfwimpel, dvs. en “flyvernedkastningsvimpel”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om denne spændende og sjældne genstand, der er opsamlet ved Reims af Max Köhm fra Sønderborg.

Der var adskillige sønderjyder i det tyske flyvevåben, bl.a. Christian L. Johannsen, der har berettet om sin deltagelse i sådanne “artilleriflyvninger”.

Christian Delf og mobiliseringen i august 1914

Da mobiliseringsordren kom den 1. august 1914 mødte alle op, sådan som de havde pligt til. Christian Delf fra Ulkebøl tog hele den lange vej fra Zürich i det neutrale Schweiz. Men han glemte noget.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Christian Delfs naverstok.

Du finder Christian Delfs personside her: Christian Delf

Fik du set den første film i serien, hvor udstillingsholdet præsenterer projektet?

Tredje bind i en planlagt serie på fem bind om de faldne fra Lysabild sogn på Sydals er udkommet for nylig.

De flittige lokalhistorikere bag hjemmesiden “100 helte” er i færd med at udgive en serie på planlagt fem bind om sognets faldne i Første Verdenskrig.

Tredje bind er udkommet for nylig. Det handler om de faldne fra Mommark, Sarup og Ny Pøl.

Bind 1 handler om Skovby, Skovbyballe og Kegnæsgård og bind 2 om Lysabild.

Der er planlagt yderligere to bind i serien.

De koster 150,- kr. pr. stk. ved køb af bindene enkeltvis, men de kan købes samlet for 500,- kr. (stk.-pris på 100,-).

Det er en oplagt julegaveidé

Læs mere om det gode initiativ på foreningens hjemmeside: www.100helte.dk.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et julekort fra museets uregistrerede fotos. Det viser soldater med en snekvinde.

På bagsiden står: Winter in Flandern. Kriegslazaret 193-I. 6. marts 1916.

På den glimrende hjemmeside “Vores gamle Danmark” er en virkelig fin underside om sønderjyder i Første Verdenskrig, som hermed anbefales på det varmeste.

Hjemmesiden administreres af Søren Kjær. Ud over at være veldisponeret, velskrevet og oplysende, har man også bearbejdet de data, som er indsamlet af nærværende hjemmeside, og fremlagt resultaterne i en række overskuelige grafer og skemaer.

Besøg hjemmesiden via dette link:

https://voresgamledanmark.dk/foerste-verdenskrig/soenderjyder-i-1-verdenskrig/

Se også andre links til undervisningsforløb om Første Verdenskrig her

I Harald Nielsens “Sønderjyske Soldaterbreve” finder vi et brev, underskrevet “P” og dateret Frankrig den 25. december 1914.

En bid af julebrevet blev brugt i en radioudsendelse, som i 1989 blev produceret som en del af en formidlingsopgave på Historisk Institut på Aarhus Universitet. Hør den nedenfor (mp3-format).

Udsendelsen er redigeret, tilrettelagt og produceret af Jørgen Kühl og Jens Ødegaard.

Medvirkende: Karen Kolding, Kim Jacobus Paulsen, Henrik Jensen og René Rasmussen. Det er Henrik Jensen, der læser brevet op.

Hele udsendelsen kan høres på vores side med film & videoforedrag.

Brevet er skrevet af Peter Frank til hustruen Kirstine Frank.

I brevet nævnes den teologiske kandidat Beuck – det placerer den anonyme brevskriver i Infanterie-Regiment Nr. 84, 7. kompagni. Det lå i julen 1914 ved Moulin-sous-Touvent.

Brevet lyder i sin helhed således:

Jul i Frankrig.

Frankrig, den 25. December 1914.

Min kære Kristine!

Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.

Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.

Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Julen.

Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Julen, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os parat.

Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os
var der til Tider temmelig stærk Geværild.

Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt.

Under Tilberedelsen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa Als. Han sagde: „God Aften“ og „Jeg kommer snart igen“ (paa Dansk).

Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann).

Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre“.

Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og  med et „God Nat“ forlod han Hulen.

Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jordbænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet
med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet.

Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — parat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften — det var vor Julestue. —

Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud“. Jeg var Forsanger.

I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd.

Vi andre mandede os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af
det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle.

Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu  ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skammede os derved.

Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp.

Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Juleevangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hænder, saa vidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne af med. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner.

Ja, aldrig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften.

Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden“ . Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul“ og „Den yndigste Rose er funden“.

Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes.

Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Juleaften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve — — og blive gamle Mennesker.

Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte.

De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare efter den anden sig ned over Kinderne.

Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul“. Vi samledes igen og sang et Par Salmer.

Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor.

Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.

Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa blive os forundt snart igen at komme til at leve sammen, — det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.

Din
p.

Du kan finde hele bogen “Sønderjyske Soldaterbreve” scannet via vores litteraturside

“Sønderjyske Årbøger”, der udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland, udkommer i dag.

Årbogen indeholder syv artikler med forskellige emner inden for Sønderjyllands historie.

For denne sides læsere er der måske særlig interesse for feltlæge John Nis Lorenzens beretning om sine oplevelser i Første Verdenskrig.

Ud over artiklen om feltlæge Lorenzen er der artikler om de civile ofre på Als for krigen i 1864, om hollandske fliser på væggene på Rømø, om nazisme-anklager mod den kendte journalist Jacob Kronika, om Historisk Samfund for Sønderjyllands 100-årige historie og endelig om SSW og landdagsvalget i 2005.

Dertil kommer foreningsnyt og boganmeldelser.

Se mere på Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

Husk. at hvis du melder dig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland inden årsskiftet, så får du i velkomstgave den nye og anmelderroste Sønderjyllands Historie.

Vær med til at støtte arbejdet med at udbrede kendskabet til Sønderjyllands historie – og opnå talrige medlemsfordele!

Meld dig ind på foreningens hjemmeside her

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et julekort fra museets uregistrerede fotos. Det forestiller soldater og civile i et privat hjem. Samlingen stammer fra en ukendt sønderjysk soldat. Fotografiet er scannet og venligst stillet til rådighed af Museum i Langå.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et julekort fra museets uregistrerede fotos.