Vi kan pga. arbejdspres desværre ikke overkomme at lave en julekalender i år. Men en adventskalender kan det blive til.
Denne første søndag i advent bringer vi en beretning fra Feltham Mindebogen om jul i lejren.
Feltham-lejren var oprettet i foråret 1916 i Feltham tæt ved London som en særlig lejr for krigsfanger fra nogle af de nationale mindretal, som den britiske hær havde taget til fange, herunder de dansksindede sønderjyder.
Mindebogen er udgivet i 1921. Den er scannet og kan læses i sin helhed her: 130019373704.pdf (eksternt link, Det kgl. Bibliotek).
Teksten er skrevet af Feltham-foreningens sekretær, lærer August Rattenborg, der efter krigen blev lærer ved Ørby Skole ved Vonsbæk.
Julen er Hjemmets Fest. Derfor var Julen ogsaa mere trist i Fangelejrene end nogen anden Fest, fordi man savnede Hjemmet og de Kære allermest i denne Tid. Minderne og Længsel trængte stærkere ind paa hver enkelt. Derfor gjaldt det om, ogsaa i Feltham at samle alle om Guds Ord og Guds Gaver ved Julebordet.
Længe før Julen var vor Præst i Gang med at gøre Forberedelser og Indkøb til Festen. Han arbejdede utrættelig for at faa det mest mulige ud af den. Stadig kom han med nye Idéer til at gøre det saa hjemligt og hyggeligt som mulig. Lejrens store Sal blev pyntet med Grønt, Transparenter og Flag, et kæmpemæssigt Juletræ med Hundrede af røde og hvide Lys knejsede i Hjørnet.
Gæssene kom — rigtige Julegæs — og de maatte plukkes, tilberedes o. s. v. Alle disse Forberedelser bragte snart Julestemning til Lejren; der var Sang og Glæde overalt. Sangforeningen sang Julesalmer.
Saa kom Festen. Om Eftermiddagen samledes vi fuldtallig i Kirken. Det gamle men evigunge Juleevangelium, vore prægtige Julesalmer vakte Tusinder af Minder, Minder fra Hjemmet og fra Barndommen. Kønt vidste vor Præst at tolke Fredensevangeliet for os og med en Hjertelighed og Inderlighed at tale til hver enkelte af os, der ikke kunde undlade at gøre sin Virkning paa de i Forvejen modtagelige Sjæle. Jeg tror mange af os gik hjem denne Aften med Fred i Hjertet ved trygt at lægge vore Kæres og vort Lands Skæbne i vor Herres kærlige Faderhaand.
Derpaa forsamledes vi om Juletræet, der var dækket paa det festligste, gladere og lysere end man under disse Forhold skulde have tænkt sig det. Under Festen blev der til alle uddelt Smaaforæringer, som var købt og pakket af den Kvinde, det var den eneste vi kom i Berøring med, der var Lejrens gode Genius, der usynlig stod bag ved det Hele og kastede sin Glans over vor Tilværelse. Lad mig kalde hende ved det Navn som Pastor Troensegaard-Hansen selv gav hende: ”Lejrens Kvinde”.
Selv om vi sjældent saa hende, saa vidste vi jo dog, at hun med samme Interesse og samme Kærlighed fulgte Lejrens Skæbne og dens Liv. Hun følte sig lige saa fuldt knyttet til Samfundet i Lejren som vor Præst, hun tog lige saa fuldt Del i dets Sorger og Glæder og hun har med en uudtømmelig Taalmodighed baaret de Byrder, der fulgte med at være vor Præsts Hustru.
Det var hende en Glæde selv at gøre et Arbejde til Fordel for Lejrens Beboere. Hun var aldrig gladere end naar hun ved Højtiderne fik Tilladelse til at deltage i Gudstjenesten og spille Orgel for os. Det gjorde Gudstjenesten dobbelt festlig ogsaa for os at have Fruen iblandt os, og Salmesangen var dobbelt smuk med den dejlige Ledsagelse. Vi mindes ogsaa allesammen det stemningsfulde Øjeblik, da Fruen ved Afskedsfesten i Lejren overgav Felthamforeningen det smukke store Dannebrog.
Ja sandelig, vi havde i Fru Pastor Troensegaard-Hansen den bedste Veninde, og hendes Minde vil leve i Felthammerens Hjerte.
Midt i Glæden over den afsluttede Vaabenstilstand og den Forventning, hvormed vi i Lejren imødesaa Begivenhedernes Gang og ventede paa at blive sendt hjem, blev Samfundet ramt af en dyb Sorg. Tre af vore Venner maatte vi kort efter hinanden bære over paa vor lille Kirkegaard bag ved Kirken (en fjerde kom senere til). Der hviler de Side om Side i en fælles Grav. Disse fire vil vi ikke glemme, naar vi mindes Feltham og vort Samliv derovre, og jeg haaber, at Gravene snart vil faa det Mindesmærke, der vil bevare dem fra Udslettelsen.
Det var i Juledagene 1918 at Pastor Troensegaard-Hansen fik den Idé at sende en Henvendelse til den engelske og den danske Regering om at blive sendt til Danmark for at deltage i den kommende Afstemning, som vi dengang troede var nær forestaaende. Vi vilde ikke gaa glip af den Lejlighed til at sige hele Verden, at vi var Danskel Og saa vilde vi jo ogsaa gerne hjem! Ud! Være fri!
Længselsfuldt ventede vi i 2 Maaneder paa Svar. Men saa kom det! Jublen var endeløs, da vi endelig fik den Besked, at vore Ansøgninger havde haft det forønskede Resultat. Det var som om en Glædesbølge gik gennem Samfundet og greb alle og den overstrømmende Lykkesfølelse gav sig de forskelligste Udtryk. Ja, nu var Tiden inde, nu kunde vi tælle Dagene til vor Frihedstime skulde slaa. Nu skulde vi atter vende hjem, hjem til et Sønderjylland, der snart skulde kaste sine Baand. Dette sidste gjorde vor Lykke og Glæde fuldkommen. Men lange blev de, de sidste Dage før Afrejsen.