24. juni 1919. H. P. Hanssen udnævnes til minister

H. P. Hanssen i Ministeriet Zahle
Statstidende, 27. Juni 1919.

Paa Statsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det under 24. d. M. behaget Hans Majestæt Kongen allernaadigst at udnævne fhv. Redaktør Hans Peter Hanssen (Nørremølle), boende København, til Minister uden Portefeuille.

Samtidig med Udnævnelsens Bekendtgørelse offentliggjorde Hejmdal (Aabenraa) 25. Juni 1919 følgende Brevveksling mellem Statsminister C. Th. Zahle og H. P. Hanssen:

Zahle til H. P. Hanssen, 8. Maj

Det er Dem bekendt, at de Forhandlinger og Forberedelser, som vi har ført og foretaget her i Kongeriget med Genforeningen mellem alle Danske for Øje, er ført saa vidt frem, at der nu maa tages en Bestemmelse om disse Sagers Ledelse fra det Øjeblik, Præliminærfreden er undertegnet.

Under Henvisning hertil tillader jeg mig at anmode Dem om at ville indtræde i den danske Regering som Minister u. P. fra Præliminærfredens Afslutning og overtage Ledelsen af de sønderjydske Sager.

Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det er mig bekendt, at den Tanke er fremme, at de sønderjydske Repræsentanter i den danske Rigsdag i den første Tid vil holde sig udenfor Partierne, og at jeg kan forstaa dette.

I Deres Indtræden i Ministeriet vil jeg derfor ikke se nogen partipolitisk Tilslutning til Ministeriets og Det radikale Venstres Politik. De vil i politisk Henseende være fuldstændig frit stillet; dette ønsker jeg udtrykkelig at sige i samme Øjeblik, som jeg henvender mig til Dem om Indtrædelse i Ministeriet.

De skal efter min Mening i Ministeriet repræsentere den Indsigt i Sønderjyllands Forhold i Henseende til Personer, Lovgivning, Administration o. s. v., som er i høj Grad paakrævet i Danmarks Regering især i den vanskelige Overgangsperiode, hvis Genforeningens Værdi skal komme til at svare til Forventningerne fra begge Sider.

Det er ud fra Overbevisningen om, at De er den rette Mand til at lede det store Genforeningsarbejde som Minister for de sønderjydske Forhold, at jeg anmoder Dem om at paatage Dem dette Hverv, som jeg stoler trygt paa, at De vil kunne beklæde til den største Gavn for hele det danske Folk. Deres Ministerium vil blive hørt over og derigennem øve Indflydelse paa alle de Anliggender i Administration og Lovgivning, som berører det danske Sønderjyllands Forening med Danmark.

I Tillid til, at dette, efter Deres Deltagelse i de mange Forhandlinger vil være tilstrækkeligt for Dem til at forstaa Stillingen og dens store Betydning, tør jeg indskrænke mig til disse Linjer, idet jeg sluttelig udtaler Haabet om snarest muligt at modtage et gunstigt Svar fra Dem.

H. P. Hanssen til Zahle, 9. Maj

Maa jeg takke Statsministeren for den store Tillid, De viser mig ved at anmode mig om at indtræde i den danske Regering som Minister u. P. fra Præliminærfredens Afslutning for at overtage Ledelsen af de sønderjydske Sager.

Statsministeren gaar meget rigtigt ud fra, at der i Sønderjylland er Tanker fremme om, at de sønderjydske Repræsentanter i den danske Rigsdag i den første Valgperiode, som vil omfatte den vanskelige Overgangstid og stille dem over for en Mangfoldighed af særlige sønderjydske Opgaver, bør holde sig uden for Partierne. Da jeg personlig deler denne Opfattelse, vilde det være en nødvendig Forudsætning for min Indtræden i Ministeriet, at den ikke vilde kunne opfattes som en partipolitisk Tilslutning til et enkelt Partis Politik.

Efter at enhver Misforstaaelse i denne Henseende paa Forhaand er udelukket med Statsministerens klare Udtalelser, som udtrykkelig konstaterer, at jeg som Minister u. P. vil være fuldstændig frit stillet i politisk Henseende, føler jeg mig med Henblik paa de vigtige sønderjydske Interesser, der er at varetage i Overgangstiden, forpligtet til at følge Anmodningen. — Jeg forudsætter, at min Stilling og Kompetence bliver nærmere fastsat, inden Udnævnelsen foreligger.

Skulde jeg i den indflydelsesrige Stilling, jeg derved vil komme til at indtage, kunne bidrage til, at Danskheden i Sønderjylland styrkes, at det danske Folks Interesser fremmes, og at Rigets Fremtid sikres, vilde mine brændende Ønsker gaa i Opfyldelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *