14. juni 1919. Alligevel ikke folkeafstemning i den sydligste zone i Slesvig!

Fredskonferencens øverste Raad ændrer Traktatens slesvigske Bestemmelser

Paa det øverste Raads Møde 14. Juni 1919 forelagde Sekretæren, Sir Maurice Hankey, den danske Kommissions Udkast til Svaret til den tyske Delegation. Der faldt derefter følgende Udtalelser:

PRÆSIDENT WILSON: Jeg maa sige Dem, at vi nylig har sendt en ny Gesandt for de Forenede Stater til Danmark. Danskerne har straks overfor ham tilkendegivet deres Bekymringer i Anledning af Folkeafstemningen i Sydslesvig, der, siger de, gaar ud over, hvad de har anmodet om.

LLOYD GEORGE: Jeg erkender, at Teksten af 7. Maj giver os Udseende af, at vi har været mere optagne af at fratage Tyskland Landomraader end af at gøre en utvivlsom Uret god igen. Danskerne bønfalder os om ikke at give dem denne sydlige Del af Slesvig. Jeg foreslaar at slette den 3. Folkeafstemnings-Zone.

WILSON: Ogsaa jeg foreslaar at slette Folkeafstemningen i den sydligste Egn af Slesvig.

LLOYD GEORGE: Jeg tror, vi bør holde os til de to Zoner, den danske Regering har krævet. Det bedste er at meddele denne Afgørelse til Tardieu-Kommissionen, som har til Opgave at lægge sidste Haand paa vort Svar paa de tyske Modforslag.

BARON SONNINO: Det kan blive nødvendigt at ændre 2. Zones Sydgrænse. Jeg ved nemlig ikke, om man ikke med Hensigt havde indbefattet enkelte (certains) utvivlsomt danske Elementer i den sydligste Zone.

Lloyd George tilføjede, at »Danmark skulde betale for de tyske Statsejendomme i Slesvig«, i Overensstemmelse med en af det øverste Raad (under 26. April) truffen, principiel Beslutning.

S. D. blev den danske Kommissions Formand underrettet om, at Raadet havde truffet følgende Beslutning:

Raadet har besluttet at give Afkald paa Tanken om en Folkeafstemning i den sydligste Zone i Slesvig og at ændre i Overensstemmelse hermed Udkastet til Svaret til den tyske Delegation.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *