4. juni 1919.  Preussisk ministerpræsident: “De forraader deres Fædres Land for ussel Vindings Skyld!”

Officiel preussisk Udtalelse om Agitationen i Slesvig
Den preussiske Ministerpræs. Hirsch sendte 4. Juni 1919 følgende Telegram til Statskommissær for Slesvig-Holsten, Dr. A. Koster:

Statsregeringen har erfaret, at ogsaa Tyske i Slesvig deltager i Agitationen til Fordel for Danmark.

Ved Tanken paa de haarde Ofre, som den nuværende slesvig-holstenske Slægts Fædre har bragt for deres Tyskhed, og paa de Frihedskampe, der engang opflammede den nationale Følelse i hele Tyskland, føler Statsregeringen det som en uhyre Krænkelse af alle slesvigholstenske Overleveringer og af alle de Egenskaber, der har gjort Slesvig-Holsten kært for tyske Hjerter, naar Medlemmer af den nuværende Generation forraader deres Fædres Land for ussel Vindings Skyld og arbejder med paa at ødelægge det.

Statsregeringen stoler paa, at disse samvittighedsløse Forsøg vil strande paa de tro Slesvigeres sejgt bevarede tyske Sindelag. 

Skulde Afstaaelser blive nødvendige, vil Statsregeringen betragte det som sin særlige Opgave at styrke de Dele af Provinsen, der lider Skade derved, saa stærkt som det paa nogen Vis er muligt, ved paa videstgaaende Maade at tage Hensyn til Landets Ejendommelighed, ved formaalstjenlig Afgrænsning af Kredsene, ved at fremme mulige nye økonomiske og kulturelle Centre, ved at udbygge Samfærdselsvejene og ved at hæve den samlede økonomiske Stilling.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *