Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.
Den 22. November skal være vor anden Hviledag.
Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.
Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.
Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.
Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.