H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Aabenraa den 17. November 1918.
Da jeg i Morges sammen med Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen gik hen paa Folkehjem for at fortsætte de i Gaar afbrudte Forhandlinger, var jeg forberedt paa Kamp, fordi man efter Forhandlingerne i Gaar havde søgt at ændre de fattede Beslutninger.
Men da vi kom derhen, var al Modstand opgivet.
Den første, jeg talte med, var Gaardejer H. Jefsen Christensen. Han opfordrede mig indtrængende til bestemt at fastholde Kravet om Grænsens Fastsættelse paa Grundlag af folkenes Selvbestemmelsesret og til ikke at give efter for Kravet om en Afgørelse uden Afstemning, jeg svarede, at det havde jeg heller ikke i Sinde.
Inde i Salen kom Andreas Grau og sagde til mig, at han og hans nærmeste Meningsfæller kunde tiltræde Resolutionen, hvis blot et enkelt Ord blev ændret.
Denne Ændring fandt jeg uvæsentlig, og jeg erklærede derfor straks, at der fra min Side ikke var noget til Hinder for at opfylde dette Ønske.
Forhandlingerne genoptoges derefter. Andreas Graus Ændringsforslag blev stillet og uden Modstand vedtaget. Punkterne 1-4 blev derefter vedtagne uden videre Drøftelse. Ved Punkt 5 udspandt der sig nogen Meningsudveksling. Men det var paa dette Tidspunkt klart, at Modstanden imod den foreslaaede Affattelse kun repræsenteredes af et ganske lille Mindretal, som atter henvistes til, at det vilde faa Lejlighed til at præcisere sit særlige Standpunkt i en Mindretalsudtalelse.
Det offentlige Møde var fastsat til Kl. 12, og jeg havde været saa stærkt optaget af Arbejdet nede i Berlin og i Gaar og i Dag af vigtige og betydningsfulde Forhandlinger, at jeg ikke havde haft Tid til at forberede mig paa min Tale til den store Forsamling, som allerede var mødt. Da ogsaa denne Tale maatte betragtes som meget betydningsfuld, udtalte jeg Ønsket om at trække mig tilbage for at faa lidt Ro til at samle mig, inden jeg skulde tale til den store Forsamling. Før jeg trak mig tilbage, oplæste jeg endnu Dr. Solfs Brev, som vi havde besluttet først at offentliggøre paa Søndagsmødet. Det vakte megen Glæde.
Vi skred derpaa til afstemningen, men inden den var til Ende, trak jeg mig tilbage. Jeg havde da den Opfattelse, at der ialt var fem, som vilde afgive et Mindretalsvotum.
Og da jeg senere talte fra Balkonen til den store Forsamling, udtalte jeg ogsaa dette til Slut, men blev straks rettet af et Par Bestyrelses-medlemmer, som stod bag mig, saa jeg endnu fik Tid til at rette mig selv og udtale, at Resolutionen var vedtaget enstemmigt med et Forbehold af to Repræsentanter fra Flensborg.
Vi havde fra først af ikke ventet flere Folk, end der kunde rummes i den store Sal paa Folkehjem, d. v. s. 5-600. Tilstrømningen var imidlertid saa stærk, at der, efter at Salen, Galleriet og Scenen var fyldt til sidste Plads, endnu var saa mange Tilhørere udenfor Folkehjem, at de stod tæt over hele Haven fra Bygningen ud til Chausseen. Jeg blev derfor nødt til først at tale til dem, der var forsamlede i det Fri; og derefter at gentage Talen inde i Salen. Det samme var Tilfældet med begge Landdagsmænd.
Da Mødet var offentligt og Censuren er ophævet, vil Aviserne sikkert bringe udførlige Referater. Jeg skal derfor kun notere, at jeg ingensinde har talt til en mere lydhør og mere taknemmelig Tilhørerskare og ingensinde har fundet bedre Sangbund for mine Ord.
Og jeg udløste sikkert Tusinders Følelser, da jeg sluttede min Tale med Bjørnsons Ord:
„Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
Har den Herre stille læmpet,
Saa vi vandt vor Ret!”
H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 2, Kbh. 1925
Her stopper H.P. Hanssens offentliggjorte dagbøger. Som bekendt brød uenigheden om den kommende grænsedragning herefter ud i lys lue. Det kunne ganske vist være fristende at fortsætte denne hjemmeside med at følge afstemningskampen, men der er desværre ikke tid og ressourcer til at fortsætte.
Vi vil dog fortsat følge soldaternes hjemkomst – og en gang i mellem også bringe en nyhed om det Sønderjylland, de vender hjem til.
/RR