7. juli 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om tyske fredsplaner, der imidlertid omfatter fuld kontrol med Polen og Belgien. Og så handler det om det første slag ved Hamel, der er blevet kaldt verdens første, moderne slag med en minutiøst koordineret indsats af infanteri, luftvåben, kampvogne, artilleri, gas og maskingeværer. Slagplanen var lagt af den australske generalløjtnant John Monash, der må regnes for én af Første Verdenskrigs største taktiske begavelser.

Amerikanske tropper strømmer til Europa og tæller nu én million mand, og kolossale mængder af forsyninger følger dem. Centralmagterne lider derimod under en forsyningskrise, og på hjemmefronten står det mange steder katastrofalt til for civilbefolkningen. I Bulgarien demonstrerer kvinder næsten dagligt, og nogle demonstrationer beskydes med skarpt af politiet. I Osmannerriget står det ikke meget bedre til.

Ved Piave går italienerne frem – og her såres den amerikanske frivillige Røde Kors-chauffør Ernest Hemingway.

Og så er det også i denne uge, at en pilot for første gang med held anvender en faldskærm, da hans fly skydes ned. Og det er også i denne uge, at fly for første gang anvendes til at nedkaste forsyninger til tropper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *