Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op.

Det var vel omkring 10. Februar, at der begyndte at gaa Rygter om, at nu skulde vi ud, og den 13. om Aftenen vidste hele Besætningen det for ganske sikkert, selv om vi ikke havde faaet noget at vide fra Officererne.

Den næste Morgen bekræftede det sig. Dresden lettede Anker, og Skruerne satte sig i Gang. Vejret havde i de sidste Dage været daarligt med Regn og Slud, og den Dag vi sejlede, var det ikke mere oplivende. Det regnede og sneede med Mellemrum, og Skove og Klipper langs vor Vej laa svøbt i Dis og Taage. Ganske langsomt listede Dresden sig ud fra sit trygge Skjulested, dækket af Regn og Tykning. Der var ikke meget at gøre for os Fyrbødere, men saa meget desto mere for Rorgængerne og det øvrige Mandskab. En Brøkdel af en Streg til en af Siderne, og vi sad uhjælpeligt paa Grund, maaske med Stævnen revet op.

Det var en spændende Dag. Hver Vagt, der blev afløst, mødte med Spørgsmaalet: — Er vi kommet ud?

Det kom vi ikke den Dag. Først den næste Dag, da jeg kom paa Dækket efter en tidlig Vagt, saa jeg det Syn, der mindede mig om en tidligere Tilværelse før Falkland. Vidt og bredt strakte det aabne Hav sig til alle Sider, uden et Glimt af Land nogetsteds. Vi var igen paa Kapertogt, og Livet faldt tilbage i sine vante Folder saa naturligt, som havde det aldrig været anderledes.