Senest ændret den 16. marts 2016 15:11

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Vi var blevet Paradesoldater, der trampede efter Regimentsmusikken paa Gaderne i Lodz. Selv om det parademæssige ellers næsten var gaaet fløjten i Skyttegravenes Helvede, saa var vi i Lodz for en kort Stund Paradesolda­ter — dog kun for straks efter at fortsætte i den nu tilvante Elendighed.

Før vi forlod Lodz, saa jeg dog Generaloberst (senere Generalfeltm.) von Mackensen. Under en Tale, han højt til Hest holdt til Tropperne, og som vi maatte paahøre i Retstilling, stod jeg tæt ved og kunde se den graanende Skikkelse, der var i sort Husaruniform med Dødningehovedet øverst oppe.

Efter denne Opstrammer fra Hærføreren forlod vi Lodz, og det gik atter ud i det uvisse, hvor Lemlæstelse og Død truer. Da vi naar uden for Byen, maa vi marchere ved Siden af Vejen, da denne er oversaaet af en evindelig Mængde Telefontraade, sammenmaset af Artilleriet. Efter at have ligget rolig i 3 Uger foran Lodz faar vi nu atter Brug for „Apostlenes Heste”.

Vi marcherer i 3 Dage, før vi i Egnen Syd for Lowic opnaar at være sat ind i et Kamp­hjørne, og hvorfra vi nu for anden Gang skal i Gang med Warszawa. Fra nu af antager Kampene som Helhed Skyt­tegravskrigens Former, og det kaldes for det 2. Slag ved Warszawa. Kampene forud, den 11.—19. Okt, det 1. Slag ved Warszawa.

Vi kommer igennem en større By, hvor vi til vor Overraskelse kan købe Brød. Men man skulde være hurtig i Vendingen, naar man i Polen vilde købe noget; de smaa Jødebutikker var hurtigt tømt, naar en Trop Soldater kom ind i en By. Da det for det meste var knapt med Brød, var vi glade for, at vi havde faaet skaffet lidt. Men vor Glæde varede kun kort, for Officererne tog Brødet fra os og kastede det hen ad Gaden. Om de troede, vi skulde for­gives eller foræde os, ved jeg ikke.