22. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Senest ændret den 26. februar 2020 16:12

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Nis Nielsen fra Løjtkirkeby er efter længere tids sygdom død paa et lazaret i Hannover i en alder af 24 aar.

Rentier Johannes Boysen i Haderslev, tidligere i Moltrup, har faaet efterretning om, at hans ældste søn Hans er død i nærheden af fronten.

Landsformand Thorvald Ehlers, født i Stubbum, sidst bosat i Fauervraa i Tyrstrup sogn, er død den 8. marts i et lazaret i den galiciske by Brzany af lungebetændelse. For to aar siden døde hans hustru, og deres fire efterladte børn i en alder fra 6 til 13 aar staar nu forældreløse.

En søn af rebslagers Rasmussens enke i Søndergade i Haderslev er død i russisk fangenskab.

Saarede

Ifølge tabslisten er Lorenz Peter Jürgensen fra Ragebøl haardt saaret.

Ifølge tabslisten er Hans Simonsen fra Haderslev den 2. november 1917 bleven kvæstet.

Landmand Christian Petersen fra Lille-Grimtoft ved Kliplev er for kort tid siden bleven saaret.

I fangenskab

Otto Classen, søn af fhv. møller C. i Aabenraa, der har været savnet siden den 20. oktober, har meddelt sine paarørende, at han befinder sig i engelsk fangeskab.

Distriktsamtsmand Dr. Ernst Kæmpfe er i de sidste kampe i Tysk-Østafrika saaret kommen i engelsk fangenskab. Blandt fangerne der skal ogsaa være stabslæge Dr. Grothusen fra Haderslev.

Ifølge tabslisten er Eskild Bram fra Stubbum og Nis Nissen fra Rejsby i fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Mathias Jensen fra Mastrup er kommen tilbage fra fangenskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *