30. november 1917 – Jens Iversen: “Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 30. November 1917.

I Dag er gaaet et Aar, siden min kære Fader døde – Udsigten til en snarlig Afslutning af Krigen med Rusland og dermed med vort Krigsfangenskab synes nu endelig bedre end nogensinde. Efter Kerenskis Fald og Hærens fuldstændige Sammenbrud er Magthaverne i Petersborg i Færd med at gøre Regnskabet op. En Fændrik Krylenko er blevet udnævnt til Øverstkommanderende, og det første, han har foretaget sig er, at han har tilbudt Centralmagterne Vaabenstilstands- og Fredsforhandlinger.

Hæren skal være i fuld Opløsning. Det er ingen Hemmelighed, at hele Formationer kaster Vaabnene fra sig. Tog med Forsyninger og Munition kommer ikke frem til Fronten. Den sulter. Skarer af Desertører er blevet en Plage for Baglandet. Togene tømmes og plyndres undervejs midt paa Strækningen og dirigeres tilbage med Godsvognene, Tagene, Vogntrin og Lokomotiv til sidste Plads optaget af og behængt med de demoraliserede, forkomne og forvildede Sværme, der kun er besjælet af den ene Tanket Slut med Krigen! Hjem!

Som en Naturkatastrofe vælter de sig ind over Landet, lydhør for enhver radikal Propaganda. De er netop det Materiale, de nye Mænd i Petersborg har Brug for. Katja Lavrentjevna, der er kommet hjem fra Moskva, fortæller, at hun var den eneste civile Passager i en overfyldt første Klasses Kupé hele Vejen, men hun er Karl for sin Hat.

En tiltagende Mangel i den civile Forsyning blir mere og mere følelig, især for den jævne Befolkning. Hos Chlebnikoffs mærkes den ikke. Den russiske Mushik kræver nu det, man har lovet ham saa længe. Han er slet ikke ude efter de værdiløse Papirspenge, han vil kort og godt Jord, al Jorden, og han gør i disse lovløse Tider kort Proces paa de store Godser, der dog hidtil alene var i Stand til at betrygge Byernes Behov af Brødkorn, de Hvedebrød spisende Russeres Hovednæringsmiddel.

Smørelse af nogen Art eller Paalæg kendes ikke. Hvem der kan opdrive en Puds Sæk Hvedemel (=ca. 16 Kg) er i denne Tid en holden Mand. Tit er det østrigske Krigsfanger, der i Ny og Næ underhaanden agerer Mellemmand ved saadanne og lignende “illegale” Transaktioner. De taler jo som oftest et eller andet slavisk Sprog hjemmefra, saa de nemt kommer paa Talefod med Russerne, og de gaar ikke af Vejen for en lille Risiko, naar den fremmer Udkommet, slet ikke at tale om, naar en Flaske klar Vodka skal omsættes.

Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs siden Novemberrevolutionen. De er nærmest avanceret til Neutralnij sjolovekij, dvs. neutrale Folk, og et V.B. paa Ærmet forlanger ingen at se, tværtimod, russisk Galgehumor varierer det nu til Vilgelm Pridiot, dvs. Wilhelm, alt saa Tyskland skal hjælpe mod Bolshevikerne, hvad de fleste ikke vilde have noget imod.

Hos Chlebnikoffs er der noget under Forberedelse. Det er paafaldende, hvor ofte der i den senere Tid er mystiske Gæster til Stede ved Middagsbordet. De gør Indtryk af at være Officerer i civil, tit forklædt som velstaaende Bønder. Bagefter konfererer de med Aleksej Lavrentjevitj i Salonen. I hvert Fald er de ikke af den røde Type fra Petersborg. Hänels og min Nærværelse generer dem aabenbart ikke.

Lavrentje Aleksejevitj bærer ostentativ sin Kosakuniform med Distinktioner. I Modsætning til den unge Infanteriofficer Aleksander Aleksandrovitj, der uden disse undertiden ogsaa er til Stede. Han er efter Martsrevolutionen blevet beskikket som Vojenski Natshalnik i Stedet for Chlebnikoffs Ven og Nabo, den gamle tsaristiske General Birjukov, og har beholdt denne Stilling. Men han lader Vorherre være den han er. I det skjulte sympatiserer han med Kosakkerne. Det hele er typisk for den latente Tilstande. De sidste voldsomme Dønninger fra det fjerne Petersborg er jo ikke naaet frem til vor Afkrog.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *