Krigen har nu varet i tre år – og hjemmesiden her har været i gang lidt længere.
Vi startede i juli 2014 med at følge de sønderjyske avisers beretninger om den spændte politiske situation i Europa.
I slutningen af måneden strammede det til – og den 1. august 2014 blev der mobiliseret!
Siden da har vi dag for dag fulgt sønderjyder i Første Verdenskrig – både ved fronterne og hjemme i Sønderjylland.
Vi har udgivet mere end 4.200 indlæg de seneste tre år – det er et gennemsnit på 3,8 indlæg om dagen.
Og stille og roligt er alle de andre sider kommet med:
- soldaterbiografier
- scannet litteratur
- fotos og arkivalier
- leksikon
- lister over faldne
- lister over desertører
- lister over krigsfanger
- lister over DSK-medlemmer
… og meget, meget mere!
Mere end 5.700 sider er der nu på hjemmesiden – de fleste er individuelle personsider for sønderjyske krigsdeltagere.
Det hele kunne ikke lade sig gøre uden en stab af frivillige, som lægger et meget stort arbejde i hjemmesiden. Du kan se, hvem vi er her.
En stor tak til jer alle – og en stor tak til Sydbank Fonden, der med en bevilling på 60.000,- kr tilbage i 2014 gjorde det muligt at gå i gang.
Hjemmesiden passerer i disse dage 1,8 millioner (1.800.000) sidevisninger (page views). Mere end 190.000 brugere har været inde og kigge på siden. De ser i gennemsnit 3,5 sider pr. besøg.
Intet tyder på, at interessen er dalende – tvært imod! Vi modtager næsten dagligt forespørgsler fra forskere, forfattere, filmfolk, universitetsstuderende, lokalhistorikere, slægtsforskere, gymnasie- og skoleelever – og vi forsøger at svare så godt vi kan.
Mere end 400 efterkommere efter krigsdeltagere har sendt os materiale (både originalt og scannet/kopieret).
Det er alt lige fra et enkelt feltpostbrev over hele fotoalbums til lange, håndskrevne krigsberetninger.
Vi er i gang med at ordne og registrere det – men det er en stor opgave! Tak til Alving Fonden, der med en støtte på 35.000,- kr. har gjort det muligt at ansætte en studentermedhjælp til at hjælpe med bunkerne.
Der er stadig halvandet år til at krigen slutter. Men mon dog ikke, vi kommer i mål?
/RR