Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.

Vi laa derude ved Passchendaele fuldstændig indfiltret i hinanden.

Ingen vidste, i hvilket Granathul der laa Englændere, og i hvilket der laa Tyskere. Mange Kammerater druknede i disse fæle, store Huller, der for en Del var fulde af Mudder og Vand.

Da vi en Nat gik i Gaasegang efter hinanden mellem Granathullerne, gled jeg ud og sad uhjælpelig fast med det samme, og da jeg prøvede paa at arbejde mig op, mærkede jeg snart, at jeg i Stedet for ganske langsomt sank dybere og dybere ned.

Jeg fik Tornysteren af og lagt foran mig med mit Gevær ovenpaa, og dér stod jeg da foroverbøjet, støttende mig til det, og jeg kunde jo ikke af fuld Hals raabe om Hjælp, for saa vilde Englænderne sætte et Maskingevær i Gang, og jeg kunde vente at blive gennemboret, maaske af flere Kugler.

Der var Angst og Spænding, Bøn og Skrig i mit Hjerte til min Gud og Frelser.

Omsider kom der Kammerater saa nær forbi, at de blev opmærksomme paa mig.

Straks rakte den ene sit Gevær  ud, som jeg greb med begge Hænder, den anden stillede sig bagved og lagde sin Arm omkring hans Bryst bagfra, og saa halede disse to trofaste Kammerater mig op.

Jeg fik oven i Købet begge mine Støvler med mig, hvilket mange ikke fik.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).