8. maj 1917 – Ribe Stiftstidende: mangel paa arbejdskraft paa landet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tjenestekarlenes løn

I det sidste aars tid er lønnen til en tjenestekarl paa vestkysten steget til en helt ukendt højde. Til en dygtig karl, som det i disse tider ikke er let at faa, betales der indtil 2500 mark for et aar, ja, endog mere. Naar kost og logi saa fastsættes til 1000 mark aarlig, hvilket ikke er for højt regnet, bliver det en løn paa 3500 mark. For sommeren betales der raskvæk 250 mark maanedlig; enkelte faar endog indtil 300 mark om maaneden, hvilket med kost og logi bliver fra 2000-2500 mark for de 6 sommermaaneder.

Kvindelig arbejdskraft til landet

Paa landet er der stor mangel paa arbejdskraft. Der kan ikke skaffes krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig glæde, hedder det i en meddelelse, at der er skabt en omfattende organisation for at faa kvinder, som stammer fra landet, og som er kendt med arbejdet dér, til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange kvinder. Landmændene bør ifølge Hejmdal henvende sig til kommuneforstanderne og i rette tid meddele deres behov, hvis der skal tages hensyn dertil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *