Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.
I de første Dage af April døde Byen [Lens]. Tyskerne vidste, hvad der kom, og tvang de sidste Indbyggere til at drage bort. Saa skød Englænderne den i Grus
“Befolkningen flugter [sic!] fra Beugnÿ 1917” (Friedrich Nissens album, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)Jeg ser endnu i Dag tydeligt de mange Tusinders tunge Tog bevæge sig gennem Billy-Montignys Gader. Det bestaar overvejende af Kvinder og Børn, pænt klædte, men nu i en jammerfuld Tilstand. Een skubber en Barnevogn foran sig, en anden slider i det med en Trillebør, læsset med en stor Rejsekurv. Det er Aprilsvejr, Kulde, Sne, Sjap. Store Officersbiler suser forbi og oversprøjter Lidelsestoget med Snavs, Kolonnevogne presser det ud til Siden. Langsomt, tungt bevæger det sig fremad, som om det skulde bære og trække paa hele denne forfærdelige Krigs Syndeskyld. De frysende, sultende, gennemblødte Smaabørn skriger, Moder har intet at trøste dem med. Saaledes gaar det uafbrudt i mange Timer forbi vort Hus. Det bliver mørkt, ingen tager sig af disse Stakler.
Jeg staar paa Gaden og synes, at Hjertet maa briste over disse Folks Ulykke. — »Hvilken Jammer!« siger jeg til Løjtnant Brandis. — »Saa — aa? Kan De have Medlidenhed med de Folk!« lød Svaret.
