Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun
Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.
Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.
Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –
Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.
Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.
Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.
Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.
Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.