9. februar 1916. Syd for grænsen: Søhelt og smørforbud

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fængslet kommuneforstander.

Kommuneforstander Jens Jørgensen i Harreby, en mand på 75-76 år, er bleven arresteret og førtes til Rødding, hvorfra han menes at være ført til Flensborg.

Om årsagen til fængslingen er os endnu intet bekendt.

Landmænd der ikke selv må lave smør – kærner plomberes!

I det sidste nummer af ”Haderslev Kredsblad” findes en kundgørelse fra den stedfortrædende kommanderende general i Altona, hvori det forbydes landmændene at skumme deres mælk og selv kærne smør af fløden, for så vidt dette ikke er sket før den 15.januar 1916.

Alle kærner som er taget i brug efter 15. januar, skal plomberes så de ikke kan benyttes. Mælkeleverandører skal levere det samme kvantum mælk til deres mejerier og mælkehandlere, som de har leveret i december 1915.

”Appams” fører.

Til ”Sonderburger Zeitung” skrives fra Aabenraa blandt andet:

Nu har også vor by sin søhelt. Efter hvad der nu er blevet sikkert fastslået, er den meget nævnte løjtnant Berg, der bragte Appam til Norfolk, den forhenværende kaptajn Hans Berg. Berg er 39 år gammel og født i Skovby (Løjt). Han var fører af damperen Gamma fra det forhenværende rederi Arenkiel & Klausen på rejser til England, Amerika og til Østersøstationerne.

Han aftjente sin værnepligt som enårig-frivillig ved marinen og gik af som overmatros. Som sådan blev han snart efter krigens udbrud indkaldt til Marinen, tog i tidens løb del i et officerskursus og forfremmedes til løjtnant. Under en orlov i fjor sagde han til sin hustru, at hun skulle være ubekymret, ifald hun ikke hørte fra ham i længere tid, og kun antage, at han havde det godt. I lang tid har hans hustru heller ikke hørt fra ham og har ikke kunnet skrive til ham, da hans opholdssted var ubekendt.

Klager over kontrollen ved grænserne.

I en redegørelse fra Wolffs Telegramkontor i Berlin om fremsatte klager over den tyske kontrol ved grænserne, forklares, at en sådan kontrol, er nødvendig, da den sker af hensyn til fædrelandet for at bevare det for skade, og derefter hedder det til slutning:

”Det er småligt at klage og besvære sig over en kort ubekvemmelighed eller skrap behandling i en tid, hvor tusinder derude ofrer liv og sundhed for fædrelandet. For tiden står så stort på spil, at det synes næsten latterligt at spilde ord over sådanne klager.”

Krigshjælpen i Aabenraa Kreds.

I Aabenraa kreds vil der ifølge ”Hejmdal” fra krigens udbrud til den 31. marts 1916, da dette regnskabsår sluttes, i alt være blevet udbetalt ca. 1.448.000 mark til familieunderstøttelser.

Af denne store sum erstatter Riget ifølge lovkredsen ca. 828.000 mark. Af resten har staten siden 1. januar 1915 overtaget to trediedele, kredsudvalget antager, at den vil fortsætte dermed til regnskabsårets slutning.

Den del af krigshjælpen, fra 1. august 1914 til 31. marts 1916, der må betales af kredsen beløber sig herefter kun til ca. 259.200 mark.

Spar på brødet.

Ifølge ”Berliner Tageblatt” har kultusministeriet udstedt en forordning om, at alle embedsmænd ved skoletilsynet, lærere og lærerinder fra nu af skal henvise i skolen til nødvendigheden af at spare på brødet. En lignende forordning er udstedt til præsterne om, at de fra prædikestolen skal præke lignende belæringer og oplysninger. Her er et område, skriver bladet, hvor patriotismen kan vise sig på en virkningsfuld måde.

I det sidste nummer af Aabenraa kredsblad offentliggør landråd Siemon 10 paragraffer angående reguleringen af forbruget af brødkorn og mel i Åbenrå amt.

Den vigtige afvigelse fra de hidtil gældende bestemmelser går ud på, at der herefter i hver uge kun må sælges i alt 1750 gram brød og 175 gram mel (rug-, hvede-, havre- og bygmel) til hver person, medens det hidtilværende kvantum var 2000 gram brød og 175 gram mel.

En Nordslesviger tjener hos prins Oscar af Prøjsen.

En af gårdejer og hestehandler Jeppe Nielsens sønner i Stenderup ved Rødding, Peter Nielsen, der ved krigens udbrud lå som aktiv soldat ved garden i Potsdam og siden har været med ved fronten i Rusland, var ifølge ”Dannevirke” allerede før krigen tjener hos prins Oscar. Nielsen har også nu under krigen beholdt denne stilling, som han endnu beklæder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *