Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.
Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.
Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.
En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.
Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.
Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.
Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.
Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.
– Ja, saadan er Krigen!
Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …