Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.
Det var den 4. april 1919. Endelig slog da forløsningens time. Vi skulle hjem nu, endelig hjem til dem, man savnede så stærkt. Ved afskeden knuste en og anden en tåre. Egentlig havde man jo haft det godt her i Aurillac i Sydfrankrig. Men en lejr var det jo . . .
Vi var ca. 350 sønderjyder, der førtes ned til banegården og tog bort med særtog. Vi var begejstrede, for vi var frie mænd nu. Rejsen varede tre dage.
Endelig ankom vi til den franske havneby Dunkerque. I havnen lå motorskibet »St. Thomas«. Det havde som en velkomsthilsen alle flag oppe.
Desværre viste det sig, at »St. Thomas« ikke kunne tage os alle med. Der var kun plads til 330 mand i alt. Resten måtte blive her, til næste transport skulle hjemsendes.
Selv om jeg ikke havde grand til at klage over mit ophold som krigsfange i Frankrig, var jeg dog glad, da jeg som en af de allersidste fik lov til at gå med om bord i skibet. Jeg var endda så heldig at få anvist en første klasses kahyt.
Så stod da »St. Thomas« ud uf havnen. Hvorhen rejsen gik, vidste vi på dette tidspunkt ikke. Først den følgende dag fik kaptajnen at vide, at man som bestemmelsessted havde bestemt Odense.
Rejsen gik op langs den engelske kyst. Mod land lå der mange skibe som vrag efter krigen, og i Nordsøen drev miner rundt.
Om bord på »St. Thomas« var der folk på udkig både dag og nat.
Vi nåede langt op mod nord, før man vovede at foretage en kursændring. Det stormede ret godt. Skibet rullede fælt. Jeg tror, at ikke en eneste af os undgik at ofre til guderne. Vejret var så dårligt, at skibet en tid måtte ligge underdrejet på det oprørte hav.
Kursen sattes mod den norske kyst, hvorefter det gik ned gennem Skagerak.