H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(fortsat) Høstdage i en fredelig pragt, i højt solskin, i en underlig forventningsfuld stemning – og saa derefter marchordren om Aftenen den 29 septbr., nattemarchen ud til stationen Baboeur og en uhyggelig jernbanerejse op igennem Nordfrankrig med et glas sort kaffe og en tallerken suppe i Cambrai, og saa stod vi om morgenen kl. godt 6 paa den højtliggende banegaard i Rouvroi i Artois.

Det var let at se, at vi nærmede os til en voldsom kamp. Paa banegaarden ventede 275 let saarede paa transport, der kom stadig flere til, forude hang 6 lænkeballoner som store pølser i luften, og det hele dirrede af kanoners lyd. Jeg gik sammen med min oppasser, Martin Pustal fra Egernsund, op paa en jernbanebro, hvorfra vi kunde overse hele egnen i et frodigt, let bølgende landskab med spredte bjergværker ind imellem stub- og roemarker. Forude til højre op over landsbyerne Avion og Mericourt, saa vi skorstenene i det ulykkelige Lens, syd derfor lukkede en lang bjergryg for synskredsen. Et s[m]ukt affaldende skovbryn viste Lorettos højde, Sochez´s husrester var ikke til at skelne; længere hen med vejen fra Lens til Arars stod træstubbe og nøgne stammer, kronerne var skudt af; saa fulgte Givenchy-en-Gohelle med røde tage op ad en Skraaning, Vimy, som man næppe kunde se op over en jernbanelilnje, bagved den skoven ”la Folie” og længst imod syd ind over Willerival højderne ved Thélus og Farbus og labyrinthen. Op over højderne opstod og forsvandt lyse, fjerlette Skyer af bristende skrapneller, og der sprang rækker af mørke granatskyer frem som kildevæld imellem Loretto og Vimy. Det sidste navn var os endnu fremmed den gang, og vi overraskedes glædeligt af, at vi skulde ud til denne by og ikke mod Souchez eller Givenchy, hvis navne allerede var fyldt med rædsel.

Den dag kom bataillonen endnu ikke i Kamp, vi blev kun sendt ud til banelinjen ved Vimy – og maatte traske tilbage til Acheville igen i regn og pløre til midt paa benene. Jeg havde paalagt Pustal at blive tilbage i Acheville, men da jeg undervejs til Vimy maatte kaste mig ned for en granat, der eksploderede i nærheden, en 28 ctms. granat, der kastede en hel regn af jernstumper, grus og sand højt op i luften, dukkede det trofaste menneske op ved siden af mig med spørgsmaalet: ”Doktoren kom da ikke til skade?” Der blev slet ikke skudt, da vi to gik ene tilbage, regnen var holdt op; men vi hørte uafbrudt kanonernes brum og brøl, maskingeværernes knæk-knæk og infanteriildens knitren. Lyskugler steg op over frontlinjen og stod i rækker som gadelygterne i en storby. Vi sov endnu trygt den Nat i Acheville – i nogle spaaner, undtagen naar vi vækkedes af krampe i Benene. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47)