P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni i Wilhelmshaven
Den 6. November om Morgenen Klokken fem blev vi atter purret ud; men vi raabte dog: „Vi vil først have Kaffe!” Det fik vi ogsaa.
Denne Gang førtes vi til Kommandanturen. Her blev der atter budt paa Kaffe, endda med Brød og Marmelade. Klokken otte blev jeg sammen med et Par Grupper sendt over paa den anden Side af Gaden, hvor vi skulde bevogte et lille Hus.
Vi stod fire Mand paa hver Side af Huset. Her boede en Admiral, men i Løbet af et Kvarter brød hele den strenge prøjsiske Disciplin sammen. En af de ret unge Soldater tændte en Cigaret og blæste Røgen ind igennem Hegnet, der omgav Haven. En anden gjorde det samme, og kort efter havde alle faaet Piben eller Cigaren tændt. Noget saadant var aldrig før set uden for en højtstaaende Officers Bolig.
Marinesoldaterne, der kom forbi ude paa Gaden, sagde: „Gør nu ingen Dumheder med jeres Vaaben”. Kort efter kom ude fra en af de store Kaserner et stort Optog. Foran gik en Marinemath. De svingede ind paa Pladsen og nærmede sig os.
Mathen steg op paa en Stenpille ved Indkørslen og holdt en Tale. Man raabte Hurra, hvorefter en Deputation gik ind til Kommandanten. Vor Løjtnant sagde til os, at vi ikke maatte lade Geværerne; vi maatte hellere sætte Mundingshætten paa. Vi fulgte Ordren og stod og betragtede Folkemængden.
Lidt senere fik vi Befaling til at opgive Vagten. Vi skulde vende Geværet om og bære Kolben opad som Tegn paa, at vi gik over paa Revolutionspartiet. Da vi kom om paa Gaardspladsen bag Huset, blev Laasene taget ud af Geværerne og kastet i en Sæk. Livremmen med Patrontasken og alt det andet blev kastet ind i Badeværelset, og Døren blev laaset. Man slog endda et Søm i Døren for at være sikker paa, at intet blev fjernet.
Revolutionen var i fuld Gang. Vi fik Besked om, at vi kunde gaa tilbage til Kasernen eller slutte os til Optoget. Officererne var afsat, og vi skulde vælge et Soldaterraad og rette os efter dets Ordrer. Vi blev paa Stedet. Ved Middagstid blev der bragt Mad til os fra Kasernen. Man sagde, at dersom vi ventede lidt, kunde vi faa vore Ting med os. Alt foregik med en beundringsværdig Ro, og der fandt ingen Forulempelser Sted.