Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons.
Franskmændene var kommet ind i vor Skyttegrav paa venstre Fløj. De var gaaet videre og kom nu ogsaa bagfra ind paa os. Vi havde overhovedet ikke bemærket det.
Jeg laa sammen med vor Gruppefører ved vort Maskingevær. For Resten var vi to de eneste, der var tilbage af Gruppen. Pludselig rutschede Gruppeføreren ned fra sin lidt ophøjede Stilling. Jeg saa, at han var blevet ramt i Ryggen. Forskrækket vendte jeg mig om og — saa en Franskmand lige i Øjnene. I det samme skød han igen. Han ramte mig i Haanden.
Hvad der nu skete, vil jeg helst glemme; men jeg saa nu flere Franskmænd i Bagterrænet og var klar over, at de i næste Nu vilde storme, og da jeg var saaret, løb jeg fra min Post, tog Retningen mod højre, ned igennem Skyttegraven og kom tilbage.
Det viste sig senere, at femten Mand var kommet i Fangenskab. I Løbet af ti Dage var hele vor Formation blevet oprevet. Jeg var den eneste, der kom tilbage.
Jeg havde aldrig ved Fronten været saa bange for mit Liv som nu. Det var ikke, fordi jeg var blevet saaret; det betød ikke noget særligt, men jeg følte, at jeg nu havde en Chance til at komme levende ud af dette Helvede. Men der var jo langt endnu, førend man var i Sikkerhed, og langs med Vejen øjnede man kun Død og Elendighed. Ja, jeg vil ikke fragaa, at jeg ligefrem fik Kanonfeber, og kun den, der selv har prøvet det, ved, hvor slemt dette er.
Hen under Aften samledes vi en ti til tolv Mand, alle lettere saaret, i en stor Sandstenshule, hvor vi fik en første Forbinding; men her var det ikke hyggeligt. Lægerne havde fuldt op at gøre med haardt saarede. De bad os om at forsvinde tilbage.
Endnu i Mørkningen tordnede de franske Kanoner, og af denne Grund turde vi ikke forlade Stenhulen. Først henimod Midnat tog vi os sammen og stavrede af Sted. Vi gik to og to med hinanden i Haanden for ikke at falde. Det var ravnesort Nat. Af og til oplyste de opskudte Lyskugler Nattehimlen, men naar de udsluktes, blev det endnu mørkere.
Vi tumlede omkring i et Par Timer, gennem Granathuller, forbi sønderskudte Vogne og Lastbiler. Langs med en Landevej laa væltede Træer.
Vi var baade sultne og trætte, men da vi passerede et ødelagt Feltkøkken, nærede vi Haab om Mad. Appetitten fortog sig dog hurtigt, da vi opdagede, at Kokken laa henslængt over Kedlen og var dræbt.
Omsider naaede vi en anden, stor Sandstenshule. Her skulde en Læge give os en Indsprøjtning mod Stivkrampe. Vi blev Resten af Natten i Hulen. I Hulens Baggrund laa mange saarede Kammerater. Der var meget mørkt. Enkelte af de saarede klagede sig, men de fleste var tavse. De var nemlig døde.
Jeg kunde ikke falde i Søvn i dette Selskab. Jeg stod derfor op og fandt ind i en af Hulens Sidegange. Her stod nogle af Sanitetskolonnens Heste. Det passede mig bedre. Endelig faldt jeg i Søvn og sov lige til den lyse Morgen. Det viste sig, at jeg havde lagt mig til at sove foran Benene paa en af Hestene.