Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag (11.8.1915)

Jeg sidder her i køkkenet og skriver til dig, mens jeg passer en gryde med saft i. Det ene skal jo passes, og det andet ikke forsømmes. Solen skinner så fint i dag, som den ikke har gjort i længe. Bachmann er cyklet til Gravenshoved, det gør han hver dag, han bader dernede. Ja, der er da somme, som har det godt i denne krig. Jeg skulle ellers sige til dig fra ham, at du skulle gå lige til jeres Hauptmann og spørge om orlov, endda nogle få dage til at få maskinerne i orden, derfor kunne du godt få høstorlov. Han mente helt bestemt, at det kunne lade sig gøre. Jørgen Lindberg fra Anslet var hjemme et lille smut sidste lørdag og søndag, og nu i nat kom han hjem igen med 5 ugers orlov. Det er da noget, der forslår noget. Prøv at spørge om at få fri et par dage i denne uge. Jeg er ellers snart ked af at have indkvartering. Nu i dag kommer han og spørger, om hesten må gå på græs her, den som ellers er hos Jens Friis, for ordonnansen passer den ikke godt, og nu vil han, Bachmann, bruge den til ridehest. Han vil have den til at gå her ude hos kalvene, og Hans siger, at han vil ikke have den der, for der er ikke for meget græs til kalvene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det, så det kunne være godt, hvis du snart kom hjem…

Nu modner det godt på kornet, så høsten nærmer sig. Vi må da vist hellere få Jacob fra Hauge op og se maskinen efter, for Karl kender den vel ikke så lige. Ja, blot du da selv kunne komme hjem og sætte den i gang, den skulde da nødig køres i stykker…