I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I krigsårene blev der udgivet 4 små hæfter kaldet “Julehilsen til Soldaterne“. Det første hæfte blev udgivet 1914 og de næste i de følgende krigsår 1915, 1916 og 1917. Alle hæfterne er udgivet af Thade Hans Marius Petersen (1866-1949), der var præst i Haderslev fra 1905-1940.
1914-hæftet er indbundet i et stift blåligt lærredsomslag og er en lille smule større end de senere udgivelser. De andre 3 er i grønt omslag af karton. Det første hæfte er trykt i Kolding, mens de andre er trykt i Aabenraa (i 1915) og Haderslev (i 1916 og 1917).

Mens hæftet fra 1914 primært indeholder kristelige og opbyggelige tekster og illustrationer, indeholder de senere hæfter også en række tekster med hilsner til soldaterne fra hjemmet og soldaterkammerater imellem. Troen og håbet om en snarlig krigsafslutning præger de fleste bidrag til hæfterne.
Der er desværre sjældent angivet oplysninger, der entydigt kan identificere bidragsyderne.

Her følger en afskrift af Jørgen Sorgenfris beretning, der er trykt i hæftet fra 1917:

“Det var Juleaften i dag for to aar siden, jeg var dengang endnu i et saakaldt feltrekrutdepot her i Frankrig. Tjenesten var ikke særlig anstrengende, lidt exerceren og lidt vagttjeneste engang imellem. For første, og som jeg haabede ogsaa for sidste gang, skulde jeg holde jul i felten, langt borte fra alle de kære, som man ikke mindst i juletiden føler, man hører uadskilleligt sammen med.  Det var jo ikke underligt, at skønt der af kompagniet blev gjort en del forberedelser og tilstillinger til at fejre højtiden, tankerne var noget triste, og at man virkelig kunde fejre jul under disse forhold, og jeg vilde helst have lov til at passe mig selv.

Skønt det ikke var mit kompagnis tur til at stille vagtmandskab den dag, var det blevet bestemt, at samtlige kompagnier skulde stille lige mange folk for at saa mange som muligt kunde være med til festen de forskellige steder. Der blev spurgt, om der var nogle, der vilde gaa frivilligt. Jeg meldte mig, da jeg saa vidste, jeg fik lov til at være ene, og jeg fortrød det ikke.
Jeg skulde staa vagt ved en tærskemaskine paa en mark i udkanten af den lille by, vi laa i, saa det var jo meget fredeligt. Jeg trak paa post første gang kl. 5-7.
Arbejdet, der udelukkende besørgedes af civile, mest kvinder, standsede kl. 5. Samtidig var der kommen en del børn, hver med sin trillebør, og vilde gerne have lidt halm.
Jeg følte mig næsten som Nissefar i “juleaften i Nøddebo præstegaard”. Saadan som nisserne myldrede frem fra alle kroge, syntes jeg her det myldrede frem fra alle hjørner og kanter, og det var saa morsomt et billede, saa jeg kom ikke alene i godt humør, men i julestemning.

Jeg stod saa igen fra kl. 11-1 og fra 5-7 næste Morgen. Særlig under midnatsvagten havde jeg et par gode stille timer derhenne, skønt kanonerne tordnede uafbrudt, og det glimtede i skyerne i et væk, som naar der er stærkt uvejr i det fjerne. Samtidig gik lyskugler til vejrs langs hele fronten, saa langt jeg kunde se.  De lignede stjerner, der pludselig steg op og blev staaende nogle sekunder, for saa at dale igen og slukkes, før de naaede jorden.
Jeg havde jo ro til at holde jul med mig selv.  Og skønt jeg jo godt tror, at engle daler ned i skjul, og lønligt iblandt os de gaar, selv om der mange samlede og maaske megen tummel, saa kan man dog bedre mærke dem om os, naar vi er ene, hvis det da ikke er nogenlunde ligesindede, vi er sammen med.  Og jeg syntes, jeg var omgivet af englene og alle dem, jeg holder af.  Tankerne kunde saa dejligt hvile ved at dvæle ved dem allesammen, og jeg tænker jo, de mødtes  med mange, mange af deres tanker.
Den mellemliggende tid, altsaa hele natten, benyttede jeg til dels til at læse, hvad jeg havde faaet sendt hjemmefra, og til at nedskrive mine tanker og indtryk eller mine oplevelser hjem til min Hustru, der jo maatte holde jul alene med børnene.  Og jeg oplevede i virkeligheden noget af det, vi forbinder med vor barndomsjul:  at englene stiger op og ned paa salmens tonestige, en lille part vel nok kun af al den glæde og velsignelse, der er os givet med julen, men alligevel saa stor en part, at det blev en god, velsignet julefest for mig, som jeg alle dage vil være taknemmelig for at have faaet lov til at opleve. Ja, Gud give os alle at faa del i den allerbedste juleglæde, mere og mere som aarene gaar.”