Nyt fra udstillingsholdet: Russisk krigsfangehusflid

Tag med museumsinspektør René Rasmussen i Museum Sønderjyllands magasiner og følg arbejdet med at finde genstande til en ny særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Russisk krigsfangehusflid

Ved de store slag på Østfronten i august-september 1914 tog tyskerne tusindvis af krigsfanger fra Zarens vidtstrakte rige: Russere, ukrainere, baltere osv.

Sammen med krigsfanger fra Vestfronten kom de i første omgang i store krigsfangelejre i Tyskland, men i begyndelsen af 1915 blev de fordelt på mindre lejre.

I Sønderjylland bl.a. i Løgumkloster og Bajstrup, men også mange andre lejre.

Efterhånden som krigen trak ud, blev de sendt på landbrugsarbejde på de sønderjyske gårde. Her udviklede der sig snart er særligt forhold til navnlig den dansksindede del af befolkningen.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om krigsfangerne – og om de mange fine ting, som de forærede deres værtsfamilier eller byttede sig til mad eller andet for.

Fik du set de andre film?

 

Hygiejne – bager Andersens barbersæt fra Første Verdenskrig

Første Verdenskrig foregik for mange soldaters vedkommende i skyttegrave og dækningsrum. Mange mænd i små, fugtige rum i mange dage i træk giver ideelle betingelser for lus (og rotter). Soldaterne forsøgte efter bedste evne at holde en vis hygiejnisk standard, selvom det ikke altid var let.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her med udgangspunkt i et barbersæt om soldaterhygiejne.

 

Krigsfrivillig Heinrich Palmus

Heinrich Palmus (1894-1916) fra Tandslet på Als meldte sig som krigsfrivillig kort efter krigsudbruddet i august 1914. Han havde kort forinden påbegyndt et teologistudium, men i lighed med tusindvis af andre studerende på tyske universiteter meldte han sig til krigstjeneste. Han var da 20 år og havde endnu ikke aftjent værnepligt.

Han gennemgik en kort militærtræning og kom så til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 91.

Som student og akademiker avancerede han hurtigt til løjtnant. Han faldt den 1. juli 1916 – ”Den første Dag ved Somme”, da briterne angreb over en bred front.

Museum Sønderjylland modtog Heinrich Palmus’ uniform og anden udrustning, som blev returneret til hans mor i 1916.

Moderen overdrog det til museet i 1930’erne. Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om løjtnant Palmus – og navnlig om hans armbåndsur.

Du finder Heinrich Palmus’s side her

Fik du set filmen om Fliegerabwurfwimpel?

Første Verdenskrig var en meget moderne krig, hvor mange af de våben og taktikker, der endnu bruges i dag, 100 år senere, for første gang blev anvendt: Langtrækkende artilleri og luftobservation fra  flyvemaskiner.

Det helt afgørende samarbejde imellem våbenarterne blev udviklet under krigen, så artilleribeskydningen kunne dirigeres det rigtige sted fra luften. Men hvordan blev oplysninger sendt fra en flyvemaskine til artilleriet?

I vore dage foregår observationen og kommunikationen med droner og satellitter, der sender oplysninger videre til egne tropper på landjorden.

Selvom radioen var opfundet i Første Verdenskrig, var den meget dyr og meget tung. Derfor måtte man improvisere – og kaste sine observationer ned i en Fliegerabwurfwimpel, dvs. en “flyvernedkastningsvimpel”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om denne spændende og sjældne genstand, der er opsamlet ved Reims af Max Köhm fra Sønderborg.

Der var adskillige sønderjyder i det tyske flyvevåben, bl.a. Christian L. Johannsen, der har berettet om sin deltagelse i sådanne “artilleriflyvninger”.

Fik du set filmen om mobiliseringen i 1914 og Christian Delfs naverstok?

Christian Delf og mobiliseringen

Da mobiliseringsordren kom den 1. august 1914 mødte alle op, sådan som de havde pligt til. Christian Delf fra Ulkebøl tog hele den lange vej fra Zürich i det neutrale Schweiz. Men han glemte noget.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Christian Delfs naverstok.

Du finder Christian Delfs personside her: Christian Delf

Fik du set den første film i serien, hvor udstillingsholdet præsenterer projektet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *