Senest ændret den 21. august 2016 21:04
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.
— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.
— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.
— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.
— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.
Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.
Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!
Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.
Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.
Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.
Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)
— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.
Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.
Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.
— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.
Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.
— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!
Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .
I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.
Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
