Frankrig, den 18. Juli 1915.

Kære „Hejmdal“! Forleden læste jeg i dine Spalter en Meddelelse om, at jeg var falden i fransk Fangenskab. Dette maa dog bero paa en Fejltagelse, thi hverken er jeg ble­ven fangen af de franske Soldater, og ej heller har jeg indtil nu ladet mig fange i nogen Snare af de franske Skønheder her.

Jeg nyder endnu min Frihed temmelig ubeskaaren.

Rigtignok maa man som Soldat føje sig i enkelte Smaating. Man har jo i Geleddet at holde Trit, Kæft og Retning, og naar der bliver kommanderet: „Se til højre I“ saa har man ikke at kigge til venstre.

Se, det var nu det.

Men ellers lever man i mange Henseender friere end almindelige „civiliserede“ Mennesker. Først og fremmest er man aldeles uafhængig af den Tyran, som hedder „Moden“. Noget Klædeskab behøver man ikke, thi enten man stiller til Arbejde i Skyttegraven, eller man mø­der op til Vagtparaden, saa møder man i sin luvslidte graa Habit, der er medtaget af Tidens Tand, men el­lers klæder en storartet.

Selv naar jeg gaar hen i Osteriet „Det hellige Hjer­te“ for at gøre mine Indkøb af Smør og Ost, saa mø­der jeg op i min „Feltgraa“, skønt Mademoiselle Jeanne ikke er mig helt ligegyldig. Jeg tror alligevel, at jeg tager mig godt ud i denne Habit, thi den smuk­ke Jeanne smiler altid huldsaligt til mig og kalder mig for Korporal, hvilket smigrer min Forfængelighed.

Hjemme i mit Kvarter har vi det ogsaa meget rart og frit. Enhver kan spytte paa Gulvet, hvor han vil, og Cigaraske, Pibeudkrasning og Kaffegrums strør vi ogsaa ugenert rundt samme Sted, uden at nogen mukker.

Vi lægger os mageligt paa Sengen med Støvlerne paa, hvilket ogsaa er meget rart. (Min Seng bestaar, i Parentes bemærket, af en Sæk med Spaaner og et Uldtæppe).

Selvfølgelig vasker vi heller ikke vore Kaffekop­per, det er jo aldeles overflødigt. Jeg ejer saadan en dejlig Kaffeskaal, som jeg en Gang i Januar Maaned reddede ud af en Bondegaard, der var stærkt med­taget af Granater. Det er sandt at sige den bedste Kaffeskaal, jeg har ejet, og jeg vil nødig skille mig fra den. Den har rigtignok to Revner, den ene gaar paa langs og den anden paa tværs, men begge disse Rev­ner gør kun, at jeg hænger des mere ved den.

En Gang for nogen Tid siden havde min Kamme­rat Kristian degraderet den til Sæbekumme, mens han barberede sig. Den Gang blev jeg yderst opbragt paa Kaffekedlens Vegne, og jeg foreholdt ham det ufor­skammede i dette. Men Kristian tørrede ganske sin­digt Sæbeskummet af Skaalen med Fingrene, og sva­rede grinende, at Skaalen havde ikke været saa ren i mange Tider, som den nu var bleven.

Jeg maatte jo bøje mig for Kendsgerningen, men alligevel var det nu ikke pænt gjort af Kristian.

Ja, det kan jo ikke nægtes, at vi skændes en Gang imellem her i Stuen, men det hører jo netop med til Friheden, at enhver skal have Lov til at sige sin Me­ning. En Ting er vi dog stedse enige om, at saadant noget, som at vaske op, rede Seng, skruppe Gulv, pudse Vinduer og alle slige Narrestreger er aldeles overflødige.

Mine Kammerater siger da ogsaa, at naar de kom­mer hjem, vil de indføre den samme Frihed hjemme, som de her er vante til at nyde; men jeg tror allige­vel, at de saa vil rage uklar med Kvindfolkene, thi de har nu deres egne Anskuelser.

Men hvorom alt er, for Tiden lever jeg altsaa me­get frit og føler mig aldeles ikke som Fange. Og hvis jeg en Gang med det første skulde faa en lille Orlov bevilget, saa vil jeg se indenfor hos Dig, at Du kan overbevise Dig om, at jeg er hel og sund og ikke har taget Skade paa det sunde Humør i disse bedrøvelige Tider.

Hvad kan det nytte at græde? Man bedrøver jo derved kun sig selv og andre.

Din hengivne Th. K.