Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”
Den 24. januar nedlagde overborgmester Todsen sit embede. Samme dag afmarcherede tyske tropper fra Flensborg under store ovationer. Byen var overalt flagsmykket og der blev holdt begejstrede taler på Søndertorv, men uorden var der ingen af. De danske holdt sig borte og tyskerne var eneherrer i byen, man måtte absolut få det indtryk, at Flensborg var en tysksindet by.
Fra det øjeblik, da den sidste tyske soldat havde forladt Flensborg, fik politimester Waldemar Sørensen ansvaret for ro og orden i byen.
Næste dag afholdt jeg sammen med Waldemar Sørensen en parade over bypolitiet i en af salene på rådhuset. Af Flensborgs op mod 100 politibetjente var størstedelen til stede under kommando af politikommissær Bierbach. Denne havde indgående meddelt os besked om alle forhold, således at vi var godt forberedt. Bierbach havde forsikret mig om, at vi kunne stole på hans undergivne, de var beredt til at tjene os loyalt.
Alt politi skulle vedblive at bære deres tyske kokarde, eftersom de jo endnu var tyskere, havde jeg bestemt. Til vidnesbyrd om, at de nu var trådt i vor tjeneste, skulle de imidlertid bære det tidligere omtalte blå armbind om venstre arm med skjoldet, hvorpå stod bogstaverne C.I.S.
Jeg holdt på tysk en kort tale til disse mine nye undergivne, idet jeg påbød dem at behandle danske og tyske flensborgere ganske på samme måde. Det var deres pligt nu, da de alle var gået ind på at tjene os, at skride ind mod urostiftere fra begge lejre, og så længe, de gjorde det, ville ingen blive desavoueret af mig. Jeg sagde til dem, at deres nærmeste foresatte (Bierbach) havde garanteret mig deres loyalitet, og at jeg var glad for at vide, at vi havde med et dygtigt og vel disciplineret korps at gøre. Jeg havde tillid til dem.
Da jeg gerne ville danne mig et indtryk af, hvor mange af betjentene, der kunne tale dansk, bad jeg disse træde frem. Der var ca. 30 mand. Jeg sagde på dansk nogle ord til dem, at hvilket sindelag de end havde, forventede jeg, at de ville gøre deres pligt ganske som deres kammerater, med lige ret til begge sider.
Betjentene, af hvilke jeg talte med en del, gjorde et fordelagtigt indtryk på mig, og jeg gik fra paraden med indtrykket af, at vi måske ikke var så dårligt hjulpet med disse folk, som man skulle tro.
Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.