H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 7. November 1918.
Da jeg i Morges ad en Omvej gik hen i Rigsdagen, frembød Gadebilledet et meget krigerisk Skue. Tropper i Feltudrustning med blanke Staalhjelme marcherede forbi. Gadehjørnerne var besat med stærke Militærposter. Hvor en Gade kunde bestryges, var Vinduerne i de øvre Etager spækkede med Maskingeværer. Jeg passerede flere Batterier.
Artilleriet kørte gennem Gaderne og foreviste Kanonerne i kampfærdig Stand, som for at vise Berlins Borgere, hvad der er i Vente, hvis de rejser sig. Det trækker op til blodig Kamp.
I Rigsdagen traf jeg først Baake. Han meddelte mig, at Arbejder- og Soldaterraadet i Hamborg i Gaar har erobret „Hamburger Echo”, som hidtil har staaet paa Flertalssocialisternes højre Fløj. Forbindelsen med Hamborg er afbrudt, det havde man allerede fortalt mig i Morges paa Hotellet.
Der er endvidere oprettet Arbejder- og Soldaterraad i Gumbinnen, Tilsit, Warnemünde og Schwerin.
Mens vi talte sammen, sluttede Doormann og Wagner sig til os. Der indløber, sagde de, uafbrudt Efterretninger om Uroligheder fra alle Egne af Riget. Uvejret vil snart være over os.
Edmund Schmidt og Keil kom til. Regeringen frygter Udbruddet af en almindelig Revolution, sagde de, og forbereder sig derfor paa Kamp.
Noske har hidtil forgæves søgt at faa Bugt med Oprøret i Kiel. Han har telegraferet efter Hjælp, da han er ved at bryde sammen af Overanstrengelse, og Hermann Müller er derfor afrejst til hans Understøttelse.
l øvrigt er Tilstanden i Kiel meget alvorlig. Bykommandanten er bleven skudt. Prins Heinrich er flygtet fra Byen og har paa Flugten skudt en Marinesoldat, som søgte at standse hans Bil. Fra flere Krigsskibe vajer den røde Fane.
Jeg har opfordret Student Thulstrup til at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Stillingen, da Postgangen nu er meget usikker.
I Hamborg ser det ikke meget bedre ud. De sidste Efterretninger gaar ud paa, at Matroser fra Kiel i Gaar har fremaldt en stærk Militærrevolte. De Revolutionære har taget en Del Officerer til Fange og holder dem indespærrede i Fagforeningsbygningen. Arbejder- og Soldaterraadet har Magten i Byen.
Da jeg kom ind i Læsesalen, kom Dr. Pfeiffer og meddelte mig at Bjørn Bjørnson og Frue var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa „Habsburger Hof”. Han havde lovet Bjørnson at overbringe mig en Hilsen og meddele mig, at han gerne vilde tale med mig.
Jeg tog straks hen paa „Habsburger Hof , hvor jeg blev meget venligt modtaget af Fruen. Bjørn Bjørnson kom og spurgte interesseret, hvorledes Stillingen var i Nordslesvig. Han oplæste derefter en Artikel for mig, som han havde skrevet i „Münchener Neueste Nachrichten”. Artiklen egner sig godt til Udbredelse i tyske Kredse.
Jeg fik et Eksemplar af den, som jeg i Dag tager Særtryk af og i Morgen vil lade uddele til alle Rigsdags- og Landdagsmænd.
Jeg indbød hans Frue og ham til at deltage i Banketten den 9., men Man undskyldte sig. De vilde allerede i Morgen fortsætte Rejsen til København.
Ved Femtiden gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Ledebour.
– “De her”, sagde jeg, „jeg troede, at De var i Kiel.”
– “Nej, vi maa dele os! Det er nødvendigt, at der ogsaa er Folk her i Byen.”
Jeg: „Hvordan staar det i Dag?”
Han: “Kiel, Rendsborg, Hamborg, Lübeck og Schwerin er i vore Hæander. vi har Magten i Slesvig-Holsten, Mecklenburg og Hansestæderne, men vi skal videre.”
Jeg: „Hvordan gik det i Grunden til i Kiel?”
Han: „ Storflaaden vilde foretage et Fremstød. Matroserne erklærede: „Det gaar vi ikke med til. Vi vil forsvare os, men vi vil ikke angribe under de nuværende Forhold.” Derefter blev der arresteret flere Hundrede Matroser. Saa slukkede Fyrbøderne Ilden under Kedlerne, og Matroserne tog Magten. l øvrigt er Stillingen i Kiel endnu vanskelig, fordi Bladet, Partiembedsmændene og dermed Organisationerne vedvarende staar i Regeringssocialisternes Lejr.”
Jeg: „Hvad her?”
Han: „Vore Forsamlinger i Aften er forbudt, men det vil kun gyde Olie paa Ilden.”
Jeg: „Sker der noget i Aften?”
Han: „Nej, ikke fra vor Side. Det vilde kun give nogle Døde til ingen Nytte. Men vi faar snart Overtaget. Paa et Møde, som vi i Aftes holdt her i Berlin, opfordrede jeg Forsamlingen til at udbringe et Leve for Revolutionens Forkæmpere, de tapre Sømænd i Kiel.
Næppe havde jeg rettet denne Opfordring, før Politiløjtnanten sprang op og opløste Mødet. Jeg svarede med at raabe ud over Forsamlingen: „Mødet er ikke opløst, vi fortsætter!” Derpaa lagde Politiløjtnanten Haand paa mig og sagde: „De er anholdt, vil De straks følge med til Politiet!” „Nej!” svarede jeg, „jeg gaar hjem, naar Mødet er forbi,” og henvendt til Forsamlingen: „Vil nogle af Dem sørge for, at Løjtnanten forholder sig rolig, medens vi forhandler videre!”
Mængden indtog straks en truende Holdning, og et Par haandfaste Mænd sprang op paa Tribunen.
Mere behøvedes der ikke. Løjtnanten forholdt sig nu rolig, og vi forhandlede videre.
Da jeg senere hævede Mødet, tog han atter Mod til sig og sagde: „De er Arrestant, vil De følge mig til Politikontoret!” „Nej,” svarede jeg, „jeg følger Dem ikke, jeg gaar hjem.” Og derpaa ud imod Forsamlingen: „Vil De nu sørge for, at den Herre bliver her, indtil jeg er borte!
Saa forlod jeg Forsamlingen, og Politiet vovede ikke at lægge Haand paa mig. Jeg gik imidlertid ikke hjem, og det var for saavidt heldigt nok, da Politiet kort efter mødte i min Bolig for at arrestere mig. Jeg gik derimod her op i Rigsdagen, hvor det ikke vover at krænke min Immunitet.
Saaledes vil vi fortsætte. Politiet kan kun støtte sig paa en vaklende Avtoritet. Reel Magt raader det ikke længere over. Og den Rest af Avtoritet, det har tilbage, vil hurtigt blive nedbrudt. Vi taler, som vi vil, og udsatte Poster sørger for, at Politiet ikke rører os, og at vi atter uhindrede kan forlade Lokalerne.
Forholdene vil nu hurtigt udvikle sig videre. Revolutionen marcherer i Syvmilestøvler. Den sociale Republik vil snart blive proklameret. Der er ingen anden Udvej.”