Senest ændret den 7. marts 2020 9:27

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 6. marts 1920 Aften.

I Eftermiddag har jeg været ude ved Diddersbolfeldt ved Horsbøl.

Det første Hus jeg gik ind i, lå lige ved Vejens højre Side mod Horsbøl. Jeg traf en ung Kone derinde, to Småpiger gik og småpludrede omkring hende. Da jeg havde talt lidt med hende, forstod jeg at Manden var faldet i Krigen. Hun gjorde et meget vemodigt Indtryk på mig. Dybt smertede Savnet og Længslen hende. Verden var hende ligegyldig, kun hendes Småpiger holdt Livsmodet oppe hos hende. Da jeg berørte Afstemningen, ytrede hun, at det altsammen var hende ligegyldig, hun stemte som hendes Familie og så slog hun sin Lid til Vor Herre for Resten, hun forstod sig ikke selv på, hvad der var rigtigst. Jeg kunde da ikke få mig selv til at gå mere ind på Sagen, da det øjensynligt kun plagede hende. Vi snakkede lidt om hendes Familieforhold, og jeg bød Farvel for at gå over til Naboerne.

Manden gik uden for Huset, men da han så mig komme, skyndte han sig ind, af Angst for at andre skulde se ham stå og tale med mig- Jeg gik derfor ind til dem. Det var et Par gamle Folk der boede her. Deres Børn var rejst til Amerika, kun to Sønner var blevet hjemme, og de var nu begge faldne i Krigen. De talte ikke så højt mere, men der lå noget fredfyldt og fortrøstningsfuldt i deres Tales og Stemmes Klang. Det var nemt at tale med de Mennesker, for de ligesom havde oplevet og fornummen hvad det kom an på her i Verden. Mit Indtryk, da jeg forlod dem, og havde set alle deres Billeder og deres to Køer, var, at vi stod ikke hinanden fjernt med Hensyn til Håbet og Ønsket om Afstemningens Udfald.

Nogen direkte Udtalelser i den Retning, får jeg kun yderst sjældent, af let forståelige Grunde, når man kender lidt til Forholdene hernede.

Jeg gik så over til næste Hus eller Hytte, da jeg kom ind i Stuen, sad der en 5o-årig Mand. Han var blind. Nogle mangelfulde klædte Børn gik omkring derinde, lidt efter kom Konen ind. Det var næsten skærende at høre dem fortælle deres sidste års oplevelser, hvor de havde sultet og frosset. Manden havde været blind i 9 år, og kunde ingenting, og Konen havde jo ikke kunnet hævde sig i disse år, hvor enhver kun sørgede for sig selv herude. Alt var så tarvelig og elendig omkring dem, så det var ynkelig at se på, og dog kunde de le endnu disse Mennesker. De kunde glemme alt omkring sig, og give sig hen i barnelatter :

“Mon dog det ikke skulde kunde blive lidt bedre for os, om det blev dansk herude”. ? , Spurgte de.

Jeg kunde jo ikke andet end sige dem, at de sikkert blev hjulpet, så de ikke behøvede at sulte eller fryse. Konen fortalte nu, at de ikke havde haft Linned på Kroppen i flere år, og hun var meget bange for, om Børnene kom godt fra det. Manden talte godt dansk, og havde i sine unge Dage hentet Tørv i Visby Mose, så vi fik os en god og interessant Snak med hinanden, og jeg lovede, da jeg gik at prøve at skaffe dem noget Linned og Undertøj.

Da jeg kom over i det fjerde Hus, sad der en ældre Enke, hendes Mand havde været død i 18 år. koldt var der i Stuen, kun sparsomt var hun påklædt, hun så ikke ud til at have mere end næsten det allernødvendigste. En Krøbling sad og snakkede med hende. Da jeg havde givet mig til kende og begyndte at tale med dem, om det der forestod, så kom der et mildt vemodsfyldt Træk over deres Ansigter, og alle deres Udtalelser, kan efterhånden samles i dette, om det måske den Tid vi har tilbage hernede, skulde kunne forme sig lidt lysere for os. Da ske dig Tak kære Gud. Da jeg havde sagt Farvel og vilde gå, gik Konen med mig ud i Forstuen, og sent glemmer jeg det Blik hvormed hun foldede Hænderne og bad mig gøre alt hvad jeg kunde, for at deres svage Håb ikke skulde blive trampet ned og hånet i Fremtiden: “Åh Gud i Himlen hjælp os dog snart, vi er dog dine Børn”. Hjertet vred sig i mig ved dette Syn. For jeg følte uvilkårligt i dette Øjeblik, hvor lidt Sandsynlighed der var for, at Håbet skulde gå i Opfyldelse, om ikke der skete et Vidunder. Jeg synes ikke, jeg kunde gå til flere er den Dag, da jeg forlod hende, men gik dvælende i Tanker om Eftermiddagens Oplevelser, og ved synet af Omgivelserne henimod Emmersbøl igen.

Det var lige ved at begynde at skumre lidt, og snart vilde den mørke Nat sænke sig over disse ulykkelige Mennesker, og lukke dem inde i deres elendige Tilværelse igen, med Suk og Kulde. De havde dog nu fået et lille svagt Håb at værne sig ved. Oh Gud i Himmelen lad du dette Håbs Opfyldelse blive nyt Liv for dem.

Deroppe i de store Gårde tændes nu Lys ved hvilken, der mange Steder smedes Rænker, uden Hensyn til disse Stakler. Oh – du skønne og dog arme Friesland, hvor du matres, din Stolthed og Lykke er nu en saga blot, hvorfor tålte og tåler du dine Forførere ?

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.