Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud til lazaret i Noyon.

FRA DAGBOGEN
Chauny den 7. juni 1915

På krigslazaret. Ført hertil i nat i bil. Alle lazaretter i Noyon er rømmede. Store kampe. Ved Moulin og Carlepont. Franskmændene har taget første grav. Ustandseligt artilleriild i går og i nat og endnu. Ved Roie bryder franskmændene også på. Vi hørte kanontordnen i Noyon. Ustandselig farer store biltransporter på 40 styk, med tropper frem og tilbage. I går var jeg første gang lidt udenfor. Jeg lå under et pæretræ midt i det dejlige græs uden for byen og hørte på kanontordnen. Vi skulde have haft besøg af IX korps’ kom. general. Han kom ikke. Om aftalen var jeg til kirkekoncert i den store katedral. Da jeg kom hjem derfra, var alt i oprør for at ordne til det forestående opbrud. Henad klokken elleve kom alarmen. Vi blev pakkede ned i biler med vor pikpak, fem mand i hver, og susede ud i juninatten. Undervejs kørte vi tit over grupper af høje officerer, som stod og iagttog den natlige kamp. Efter en times forløb kørte vi ind i Chauny og fik en dejlig modtagelse. Men vi bliver ikke her. Vi skal belave os på en to dages fart. Vi kommer alle til Tyskland og ved slet ikke, hvordan man skal tolke den glæde. Bort fra kampen og granaterne; om ikke længe hører vi ikke kanonerne mere; så farer vi gennem frodige marker og forbi smilende byer; jeg kører frem gennem strålefryd, i søndagsstilhed, til klokkelyd — hjem, hjem og videre.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen