Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.
Kun et kvarterstid før »Olfert Fischer« med tropperne om bord ventedes, ankom toget, der medførte, foruden træn, rekylheste og kuske, oberstens hest og alle stabshestene. Det var derfor et såre spændende og pinligt øjeblik, da »Olfert Fischer«s himmelhøje, grå master, til den fastsatte tid, bevægede sig ind gennem sundet, og man helt herover til statsbanegården følte spændingen i de ventende masser på den anden side og hørte hurraråbene begynde at bølge ud over vandet blandet med toner af fædrelandssange. – Thi det havde været mindre festligt, om oberst, oberstløjtnant, stab og hvad dertil hører, til fods skulle have bevæget sig igennem Sønderborgs gader under indtoget. Men der manglede kun såre lidt i, at de var kommet til at gøre det, hvad ingen skulle have anet, da de sorgløst satte sig op på deres heste.
Transporten var ikke blot forsinket, den havde tillige stået hele natten over i vognene på stationen Flensburger-Weiche, hvortil den var nået efteralskens genvordigheder og trakasserier, som de tyske jernbanefolk havde beredt den, og heste og mandskab var lige udasede og upræsentable. Det var derfor kun med opbydelsen af al energi, at det lykkedes at få opsadlet de vigtigste heste med det samme og få dem ført over pontonbroen og klaret gennem den tætpakkede menneskestimmel. – Gudskelov for taler og sange; det var takket være dem, at alt var parat, da obersten kom.
På havnekajen kneb det svært med at få plads for de mange mennesker og med at føre bataillonen hen på torvet, hvor den egentlige modtagelsestale blev holdt. Da ceremonien var til ende, satte toget sig under stor bevægelse i gang. Fra pontonbroen havde man det bedste overblik over det.
Forrest gik den dansk-franske kaptajn Dederding med kasernekommandanten i Sønderborg, kaptajn Krenchel. Derefter fulgte alpejægerne. Musikken sætter i, og det giver et sæt i publikum, da hornblæserne med ét i strakt arm jager trompeterne i vejret og lader det blanke metal skyde lyn i luften. Efter musikken ses i hastig vuggende takt de lange, sorte, sylespidsebajonetter og under dem de mange kendte ansigter, anspændte og ivrige. Det var »la chamade«, udfordrende, krigerisk, inciterende. Lige efter fanfarerne fra »les chasseurs« lyder »Den gang jeg drog af sted« for fuld kraft af pauker og trommer. Den sorte skare med de høje hatte og hvide skæg var veteranerne. Så kom – til hest! – oberst, oberstløjtnant, stab, og tilsidst jensernes grå masser, blomstersmykkede, forventningsfulde. Hovedgaden var helt rød af Dannebrog, men de store, offentlige bygninger lå udeltagende hen uden flag, overtagelsen var jo ikke officiel endnu. Fra møllens vingespidser viftede Dannebrog, man kunne følge flagene gennem sidegaderne, og hvor man så det vaje, vakte det en stadig stærkere følelse af rigdom, tryghed og lykke.
Marinekasernen var så vidt parat, som den efter omstændighederne kunne være. Det vil sige, at nattelejet var på tangmadrasser på det bare gulv. Gasblussene var ødelagte, så vi havde enten lys i en flaske eller i en staldlygte eller slet ingen ting. Desuden var alle knager blevet fjernede inden evakueringen, så at alt tøjet og alle udrustningsgenstandene lå i indfiltrede bunker rundt om på gulvet og så fantastiske ud i det flakkende halvlys, når man »gik i seng«. Men skønt var det næste morgen at se Dybbøl banke med sin mølle højt til vejrs på den anden side af det blå sund, der snoede sig dybt nede under os.
M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.