Ellen Jensen kommer i junimåned i sine breve til sin mand ved fronten flere gange ind på den nye danske grundlov og dens betydning for de danske kvinder.

Brev, Flensborg 5. juni 1915
”Min egen Kæreste! I Dag er det Grundlovsdag hjemme, en stor Dag i Aar. Far og Mor er til Fest i Ryslinge i den Anledning.”

Brev, Flensborg 7. juni 1915
“- Sikken en Fest der har været i Danmark med Grundlovsdagen. Jeg vilde give meget til at have været med blandt Kvindetoget. Det er en stor Dag for danske Kvinder. Danmark er nok det Land i Verden, der er højest i Kultur, fordi den trænger igennem i alle Klasser. Det maa have været dejligt at være Konge. Ja, der siges jo ofte, at mens Kongerne raser i Europa, laver Danmark en ny Grundlov. Det siges med Haan. Alligevel synes jeg, at det er urigtigt at tage det paa den Maade. Der skal jo dog laves noget, der er jo ingen Grund til at ligge paa den lade Side, mens der er Krig andre Steder. Det er med det, ligesom med Hjemmene, med alle Virksomheder, der maa jo dog arbejdes. Saa en værdigere Lov, mens det øvrige Europa, kæmper for Friheden, kan Danmark ikke præstere. Jeg synes, at det er smukt. Du skriver i dit Brev i Dag, min søde Ven, at det er kedeligt at vi alligevel ikke fik Bryllup den 5. Juni, Dagen for Kvindens Frigørelse. Ja, saamænd, men Mandfolketyranniet gik jeg dog ind til, saa det var vist ironisk ment, ikke?. […]

Tak for dit 5. Juni Brev. Ja det er jo en stor Dag, men et stort Arbejde vil der følge efter. Der maa atter organiseres, for at kvinderne kan faa Opfattelse af, hvad der egentlig er sket. For den store Flertal er vist nærmest revnende ligeglade. Man kan jo se med Kommunalvalgene. Hvor mange benytter sig af deres Stemmeret. Nej, det er noget der skal oparbejdes.”

Flensborg 10. juni 1915
“Gamle Højberg var frisk og glad, han er en morsom barnlig Sjæl. Men Aristokrat. – Jeg spurgte ham, hvad han mente om de danske Kvinders Valgret. Den var han ikke med paa. Han holdt for meget af Kvinderne til at han holdt af at se dem staa og kævles med Mændene og blive ligesaa tarvelige som disse. Kvindernes Plads er i Hjemmene – som vor Konge sagde. Han sang Kvinden en Lovsang, den gamle Mand, han lider meget under, at hans Kone er død – han har lige som ingen blivende Sted mere.”