4. august 1914. To danske turister anholdt i Skærbæk for spionage!

Senest ændret den 28. januar 2016 20:43

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen.

To unge danske Turister ført bundne til Flensborg

En dansk Mand, der er kommet hertil fra Sønderjylland og i Gaar opholdt sig i Tønder, meddeler os, at to unge Mennesker, tilsyneladende Turister fra Danmark, i Gaar Eftermiddags blev arresteret i Skærbæk og derfra ført til Tønder.

Aarsagen til Arrestationerne var den – saaledes forklarede man det vor Hjemmelsmand – at de unge Mennesker skulle have ladet sig forlyde med, at de ville forgifte Drikkevand eller Drikkevarer dernede i Skærbæk og i den Hensigt havde fremvist en lille, firkantet flad Flaske af grønlig-gullig Farve, som vor Hjemmelsmand saa.

De var saa kort efter blevet arresterede og ført til Tønder, hvor der paa Banegaarden herskede en voldsom Ophidselse hos den tætpakkede Menneskemængde, der bl.a. raabte: ”Skyd dem ned!”

Medens der ventedes, meddelte Patruljeføreren de to unge Fanger, der var bundet, at det mindste Forsøg paa at ville flygte uvægerlig ville medføre, at de blev skudt ned.

Hvem de to unge Mennesker er kunne vor Hjemmelsmand ikke faa at vide, da der ikke maatte tales til dem.

Antagelig drejer de to unge Menneskers Handling sig ikke om andet end kaadmundede Ytringer – det sker desværre af og til, at unge Mennesker, navnlig fra København, optræder paa en Gabmundet Maade, som man i Sønderjylland ingenlunde sætter Pris paa blandt Landsmænd. Forhaabentlig slipper de med en alvorlig Forskrækkelse og nogen Tids Arrestophold, men Begivenheden er en Paamindelse om, at der maa optrædes med Ro og Besindighed under de nuværende nervøse Forhold.

Øen Barsøs Mænd arresterede

Bønderne paa den lille Ø Barsø, der ligger ud for Gjenner Fjord mellem Haderslev og Aabenraa, er alle, undtagen Øens Lærer, i Lørdags ført til Aabenraa og indsat i Fængselslokalet der. Grunden til Fængslingen maa søges i, at man fra tysk Side nærede Frygt for, at Barsøerne, der er dansksindede, under eventuelle kritiske Forhold til Søs kunne finde paa at yde Fjenden en eller anden Haandsrækning, hvad de dog selvfølgelig næppe ville have indladt sig paa.

Antallet af de fængslede Barsøboere er 7-8, der imidlertid tog det yderst gemytligt i Fængselslokalet, da vor Hjemmelsmand saa dem.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *