31. oktober 1918. Tysk modbevægelse i gang i Slesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 31. Oktober 1918.

Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen er i Dag rejst hjem for at ordne vigtige Forretninger paa deres Gaarde i Anledning af Skiftedagen.

Jeg har modtaget interessante Beretninger hjemmefra. Den tyske Modbevægelse er nu i fuld Gang. Tyskerne har afholdt Møder og nedsat Udvalg. Deres Taktik gaar ud paa at faa den kommende Afstemning, som de holder for uundgaaelig, udstrakt over hele Slesvig, og Hertugdømmet opfattet som en Helhed, indenfor hvilken Flertallet er afgørende.

Da det er vigtigt at binde Regeringen, før den tyske Modbevægelse vinder større Magt, vil jeg indlede en ny Aktion med det Formaal at faa Regeringen til i fuld Offentlighed og i bindende Form at gentage de fortrolige Meddelelser, som Dr. David har givet mig, men som jeg endnu ikke har kunnet benytte overfor Offentligheden.

I Rigsdagen er der stille. Næsten alle Rigsdagsmænd er rejste hjem. Erzberger, som staar i Spidsen for Propagandaen, har nemlig opfordret Flertalspartiernes Rigsdagsmænd til at holde Møder i deres Valgkredse for at styrke Befolkningens Tillid til Regeringen. Han har ogsaa sendt mig en saadan Opfordring, ledsaget af en Bunke Tryksager.

Jeg har imidlertid andet at gøre.

 Vor Kurertjeneste fungerer nu meget tilfredsstillende. Vi har sikker og hurtig Forbindelse mellem Berlin og alle Egne af Nordslesvig. I Gaar har jeg baade modtaget og afsendt talrige Breve og Beretninger.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *