Søren Lauridsen fra Bredebro gjorde krigstjeneste ved 4. landsstormsbataljons 4. kompagni. Efter krigsafslutningen skulle han hjem fra Ukraine, men blev på vejen udplyndret af hjemvendende russiske krigsfanger.
Efter 3½ aars omflakken kom endelig krigens afslutning, og under min færden i Nordrusland traf jeg to bekendte fra Bredebro, Peter Andersen og Thomas Brink. Ved Sortehavet i Simferopol løb jeg på Frederik Madsen fra Bredebro.
Da krigen sluttede, opholdt vi os i Ukraine. Det var ikke morsomt under disse forhold at være omgivet af en fjendtligtsindet befolkning.
Hjemrejsen blev heller ikke så let. Vi havde ganske vist valgt et soldaterråd, men under disse forhold beholdt officererne dog
kommandoen. Vi ville hjem for enhver pris.
Bataillonen måtte selv sørge for transportmidler, og vi havde også fået rekvireret en togstamme, men så savnede vi lokomotivet.
Da vi ville skaffe os et sådant, kom vi i konflikt med de såkaldte petljuraer. De afslørede bolscheviktendenser. De forlangte simpelthen, at vi først skulle afvæbnes, og det var vi af visse grunde ikke begejstret for. Episoden affødte skydning hist og her, og inden vi så os om, var der en spredt fægtning i gang. Vi mistede ikke så få.
Petljura-tropperne tilkaldte forstærkning, og hen på eftermiddagen måtte vi paa grund af overvældende overmagt strække gevær.
Nu skulle der etableres en domstol, og modstanderne forlangte som modforanstaltning hver tredie mand skudt. Efter nogen forhandling gik de med til kun at skyde hver tiende mand.
Enden af historien blev dog, at alle officerer blev tilbageholdt, hvorefter bataillonen fik lov til at dampe af, idet vi fik fat i et lokomotiv, der i nattens mulm og mørke trak togstammen i retning mod Tyskland.
Transporten var på grund af kulden og de uhygiejniske forhold frygtelig.
Den næste dags eftermiddag oplevede vi en ny episode. På en station skulle vi krydse med et modgående tog med russiske krigsfanger, der kom fra Tyskland. De opdagede straks, hvad vi var for folk, og inden ret længe tvang de os til at bytte tøj med dem.
Samtidig plyndrede de os for alle vore værdigenstande, og hvad der var endnu værre, var, at de tog hele vor forplejning.
Det var nogle kønne lazaroner, der fem dage senere i kulde og sne ankom til Berlin.
Nytårsaften nåede jeg på hjemrejsen til Lybæk, og den 9. januar 1919 var jeg omsider hjemme i Bredebro.
Det kunne være interessant at undersøge, om de omtalte kampe med petljura-tropperne skulle være de samme, der den 18. december 1918 kostede flere sønderjyder livet.