A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.
Vi var nu kommet ind i Midten af August Maaned 1918, og man mærkede tydeligt, hvorledes Krigstrætheden og Modløsheden tog til. Tyskernes Offensivkraft blev mindre fra Gang til Gang, og nu begyndte Foch med stort Held sin store Modoffensiv i Midten af Juli, og Amerikanerne blev flere og flere. Officererne, kunde jeg høre, talte flere Gange om, at Krigen var tabt for Tyskerne, højst til Foraaret 1919 kunde den vare.
Hvad Under da, at jeg tænkte paa at komme hjem paa Orlov for at tage mit gode Tøj og gaa nord paa.
Det, der hele Krigen igennem havde holdt mig tilbage fra dette Skridt, var Hensynet til mine tre Brødre, som saa vilde være afskaaret fra at faa Orlov til Nordslesvig for at gøre det samme. Og da jeg var den, der havde den mindst udsatte Stilling som Soldat, vilde jeg selvfølgelig ikke ødelægge Chancen for de andre.
Men i Juli 1918 var min Bror Jens blevet meldt savnet efter Foch’s store Modoffensiv, min Bror Holger var i Schaulen i Rusland som Radiotelegrafist ved Flyverne i relativ Sikkerhed, og min Bror Magnus var allerede i Foraaret 1915 som Infanterist blevet haardt saaret i Præsteskoven og befandt sig nu i Etapen som Telefonist i Eecloo i Belgien.
Derfor syntes jeg, at nu maatte Lejligheden være der uden at komme til at gøre andre Fortræd.
Lidt dertil gjorde ogsaa, at den nye Feldwebel, som jeg straks var blevet gode venner med, et Par Uger senere havde set i Straffebogen, at jeg havde fem Dages mørk Arrest paa Vand og Brød til gode, og hans Opførsel mod mig blev herefter ligesom lidt mere kølig.
Det lykkedes mig dog at bearbejde ham saadan, at jeg fik fjorten Dages Orlov bevilget!
Den 1. September 1918 pakkede jeg det af mit Kluns, der havde nogen Værdi, og sagde med maaske lidt for megen Følelse Farvel til en tre-fire af mine allerbedste Kammerater. — „Hvorfor saa højtidelig?” — sagde min gode Ven Kahlenberg fra Kolberg i Pommern. — „Man skulde tro, at du ikke mere kom tilbage! Naa — for Resten kan jeg godt forstaa, hvis du denne Gang bliver borte, du, som bor saa tæt op ad den danske Grænse.”
— „Hvor kan du dog tro det?” — sagde jeg til ham; „jeg har dog saa mangen Gang haft Orlov og hver eneste Gang haft Lejlighed til at stikke af —– hvorfor skulde jeg saa gøre det denne Gang? Hvis jeg ønsker dig og mine andre gode Venner rigtig Held og Lykke i den Tid, jeg er borte, er det, fordi der jo netop i denne Tid sker saa meget uberegneligt og uforudset.”
— „Ja, det er godt med dig,” sagde han ; „du maa være den største Klovn, der kan gaa i et Par Støvler, hvis du denne Gang kommer tilbage.”
— Og saa drog jeg paa Orlov.
Mine fem Dages mørk Arrest paa Vand og Brød har jeg stadig til gode hos Tyskerne …