Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918
Mytteri på SMS Thüringen
I 1912 blev jeg indkaldt til Militærtjeneste ved II TD i Wilhelmshaven og blev straks afkommanderet til Tjeneste paa SMS „Thüringen”, et Linieskib paa 29.000 Tons og med en Besætning paa 12-1300 Mand. Der blev jeg indtil Krigens Slutning og oplevede saaledes Revolutionsdagene, som Kejser Wilhelms „stolze blaue Jungs” satte i Brand i 1918. At det netop var Flaadens Mandskab, der begyndte Revolutionen, skyldes ingenlunde, at vi var mere krigstrætte eller mere modige end vore Kammerater paa Land, men kun, at Besætningen paa Skibene i det store og hele var den samme gennem hele Krigen, saaledes at vi kendte hinanden ud og ind og ganske nøje vidste, hvem der kunde indvies i Planerne og hvem der skulde holdes udenfor.
Allerede i 1916 var der lagt en Plan om Afslutning af Krigen; men den strandede, fordi Mandskabet ikke kunde enes, og navnlig, fordi Værftsarbejderne ikke var modne nok endnu, og uden deres Hjælp, til Sikring af Levnedsmiddelforsyninger m. m., kunde Planen ikke gennemføres. Men i Efteraaret 1918 begyndte det igen at ulme, hele Organisationsarbejdet blev sat i Gang igen, og det blev saa fra „Thüringen”, Signalet til Oprør kunde gives.
En af de første Dage i November 1918 [PM husker forkert, det må være 29. oktober 1918, RR], mens vi laa paa Torpedovagt med 1. Eskadre paa Schillig Red (Indsejlingen til Jadebugten), holdt vore Officerer et af deres Sviregilder i Messen. Her holdt 2. Artilleriofficeren en Tale og udtalte, at vi om Morgenen Kl. 4 skulde lette Anker, opsøge Arvefjenden John Bull og slaa ham eller gaa ned med Ære.
Dette blev hørt af en Matros, der stod uden for Messen, og han bragte Meddelelsen videre til Ledelsen af det Soldaterraad, som længst var dannet om Bord. Herfra gik de fornødne Ordrer til de forskellige Afdelinger, der hver havde faaet tildelt deres bestemte Opgave, naar det skulde gaa løs. Ellers var alt roligt som sædvanligt.
Kl. 4 lød Fløjten og „Division der Wache klar zum Ankerlichten!” Men der kom mere end een Division der Wache; hele Mandskabet strømmede øjeblikelig til Forbatteriet, hvor Ankerspillet var, og der blev ikke lettet Anker.
Samtidig blev der fra Signalstationen givet Besked til de omkringliggende Skibe med Opfordring til en lignende Optræden. Og ikke paa eet af Skibene hørtes Ankerkædernes Raslen. Imidlertid kom Vagtofficeren, en ung Spirrevip af en Overløjtnant, til Forbatteriet og holdt en Dundertale til os. Nu havde Admiral Scheer, som vi havde et stort Billede hængende af, vundet Flaaden saa stor Ære og Berømmelse i Skagerrakslaget og siden, saa vi skulde skamme os o. s. v.
Han blev afbrudt ved, at en Matros tog det indrammede Billede og slog det oven i Hovedet paa ham, saa at Glas og Billede gik i Stykker og Rammen blev siddende om Halsen paa ham. Denne Handling blev fulgt af et Spark bagi og et „da hast du dein’ Scheer und die ganze Bescherung; und dann mag, das du ’raus kümmst!”
Lidt efter kom Kommandanten selv, en gammel og gemytlig Mand, som vi alle var glade for. Han kom som altid med Hænderne paa Ryggen og sagde: „Na, Jungs, was ist denn los, was wollt Ihr denn eigentlich?” Svaret lød: „Alles was der Kapitan verlangt, bloss der Anker bleibt liegen!“ „Ja, wenn Ihr nicht wollt, kann ich nicht fahren”, sagde den gamle, og saa gik han igen.
Alle Skibene blev liggende, og noget senere kom der flere Skibe til fra Wilhelmshaven og andre fra Kiel; men alle som een smed de Anker, da de var kommet ud til os, og Dagen efter vendte de tilbage til Havnen, kun 1. Eskadre blev paa Post paa Schillig Red. Dermed var første Akt forbi og Faklen tændt.
(… fortsættes)