Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.
Den 30. juni 1916
Kære far og mor!
Mange tak for begge breve af den 26. juni og for en pakke smør af 23. Begge dele fik jeg i går. Jeg har det endnu godt. Arbejder ude i de gamle løbegrave.
Engelskmanden skyder af og til på dem, og så må de jo bødes igen. Enkelte af disse løbegrave er meget idylliske. Én fører om langs en dejlig bæk, gennem en gammel vandmølle med et stort mosset vandhjul og derfra gennem en lille skov, hvor store træer, der er huggede glat om af granater, ligger væltede på kryds og tværs over graven. Så er alt så frodig grønt, at man næsten synes, man færdes i en urskov. Tit kan man slet ikke begribe, at der er krig endnu; men til andre tider får man det så revet temmelig stærkt i næsen.
Forleden nat var der trommeild her, men der blev ikke angrebet videre. Christian er nu så vidt igen, at han kan vente at komme til fronten. Det er ikke videre morsomt at tænke på. Peter Chr. venter jeg herop. Han kommer nok ikke til Karpaterne denne gang.
Nu er alle inde på, at der er fred den 17. august. Den dato holder sig meget hårdnakket, skønt vi jo efterhånden rykker den betænkelig nær. Inden den tid skal der stå endnu et stort søslag. Nu vil vi se, hvad det bliver til, forhåbentlig går det sådan.
Mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.