Senest ændret den 14. juni 2018 8:52

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag, da der skulde afgives Meldinger igennem Blinkeapparatet, kunde vi ikke faa Forbindelse med næste Station. Officeren bandte og skældte, men det hjalp nu saare lidt, hvorfor han selv maatte af Sted for at se efter, hvad der var i Vejen; thi enten maatte jo Apparatet være skudt i Stykker, eller ogsaa maatte Mandskabet være falden i Søvn, hvad der let kunde ske.

Jeg blev beordret til at følge med ham; skønt jeg helst vilde have været fri for denne Tur, maatte jeg kønt parere Ordre, der var intet andet at gøre, jeg maatte følge, og vi begav os mod Udgangen. Her stansede vi, og Officeren prøvede paa at faa Forbindelse med Stationen, men da det ikke lykkedes, sprang han hurtig ud af Hulen, og jeg bag efter ham, og nu gik det i susende Fart ned ad Bakken over døde Kroppe, Træstammer, som laa væltede, og Pigtraad.

Da vi kom ned til Foden af Bakken, kendte han ikke Vejen, og han lod saa mig, der var godt kendt, gaa foran.Pludselig slog 4 store Granater ned i Jorden 20 Meter foran os. Som paa Kommando sprang vi begge hovedkuls ned i en gammel Skyttegrav. Nu regnede det med Granatstumper omkring os, Officeren mente, det var bedst, hvis vi ventede nogle Minutter her i Skyttegraven. Han var bleven kridhvid i Ansigtet, men jeg mente, at det var bedst hurtigst muligt at komme videre, inden den næste Salve kom.

Som om selve Djævelen var efter os, satte vi i Løb derfra; det var heller ikke for tidligt, thi i næste Øjeblik slog atter 4 Granater ned i umiddelbar Nærhed af Skyttegraven, som ved det voldsomme Tryk flere Steder styrtede sammen. Officeren viste mig en Signalfløjte, som han havde hos sig, og som han gik med i Haanden, naar han var i Fare for at blive saaret, saa han straks kunde fløjte efter Hjælp.

Efter en halv Times Tid naaede vi Blinkestationen, og her fik vi Oplysning om, at Blinkeapparatet var bleven gennemboret af en Granatstump, men at det snart var i Orden igen. Medens Officeren undersøgte Blinkeapparatet, gik jeg hen til en Betondækning for at være mere sikker mod Granaterne.

Her traf jeg en af mine tidligere Kammerater fra det første Batteri. Medens vi stod og talte sammen, saa vi en Vogn komme hen ad Vejen. Omtrent 10 Meter foran Hestene slog en Granat ned, Kusken sprang af Vognen og løb om bag nogle Ruiner for at dække sig. Hestene for omkring, væltede Vognen og stod stille, rystende over hele Kroppen. En af Hestene var bleven ramt og faldt død om, og den anden kunde ikke komme fra Vognen.

Nu var Officeren ogsaa færdig, og vi kunde gaa tilbage til Hulen igen, men vi vilde forsøge at komme en anden Vej tilbage. Det gik ogsaa godt, indtil vi kom til en Ruin; her laa en Stabel Haandgranater, som blev antændt af en Granat, og vi fik disse eksploderende Haandgranater om Ørene. Heldigvis havde vi lange Ben, som vi nu for Alvor gjorde Brug af begge to.

Badet i Sved kom vi heldig tilbage til vore Kammerater, som havde tænkt, at vi var gaaede til den store Armé. Efter at jeg var bleven afkølet, tog jeg mig en ordentlig Rundtenom med Marmelade paa, lagde mig til Hvile og sov til næste Dag Kl. 6 Morgen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).